BRYLD – en verden på TVÆRS

Tæt ved det idylliske bindingsværkshus Frieboeshvile i Lyngby har Teatergrad sat et aflangt cirkustelt op. På en lun sommeraften er der ikke mange andre steder, der virker mere indbydende at skulle se teater end netop her. 

Inde i teltet sidder vi bænket langs scenens to langsider. Scenen folder sig ud imellem rækkerne som en lang rød løber. Her skal Pelle Nordhøj Kann og Teatergrads ’BRYLD – en verden på TVÆRS’ udspille sig. Forestillingen er den fjerde i teatrets musikalske danmarkshistorie. 

Først tropper Christine Worre Kann og Martine Madsen op med guitarer og mikrofoner. Som to dronninger skridter de hen til hver sin trone, to forhøjede podier i hver sin ende af den aflange scene. Bukserne er i grafiske mønstre og håret sidder højt på hovedet. Det er helt tydeligt, at vi nu er landet i det folkekære årti 1980’erne. 

Kann og Madsen indtager i forestillingen primært positioner som musikere og sangere, men fletter sig også ind og ud af de roller, der senere kommer på banen. Rollerne påtages dog primært af skuespillerne Julie Riis som en forrygende Tine Bryld, samt Mikkel Reenberg og Brian Hjulmann i lige så forrygende fremførelser af det øvrige persongalleri. 

Ganske kort efter begyndelsen opstår en scene fra Brylds ungdom med meget eksplicitte luft- tungeslaskere mellem Bryld og en række unge mænd. Som et første af mange comic reliefs får denne scene os til at overgive os fuldkommen til Andreas Garfields fortællingen og glide forsvarsløst ind i fiktionen.

En anden vigtig ingrediens i den totale overgivelse til denne lille perle af en forestilling, er musikken. Med genkendelige referencer til 80’ernes lydunivsers har Martine Madsen skabt nogle smukke og velfungerende sange, flere af dem er så Anne Linnet-lignende at man lige må lytte efter en ekstra gang. Der er nemlig tale om nykomponerede fortolkninger og sange, der er skræddersyet til forestillingen. Det er forfriskende i tidens endnu fortsatte hang til musikteaterforestillinger, hvor vi er blevet så vant til forestillinger, hvor det er sangene, der kommer først, og fortællingen så med større eller mindre succes må tilpasses hertil.  

Der er stærke vokaler og stor musikalitet fra både musikere og skuespillere. Som publikum føler man af flere omgange, at man er med til fest. Her tager Mikkel Reenbergs dansende hofte-moves også en del af æren. På en underlig omvendt facon bliver den tynde teltdug rammen om en fornemmelse af en stærk og ubristelig boble omkring os og de medvirkende – et intenst og intimt rum, lidt som en koncert i et lukket telt på en festival. 

Scenografien er både simpel og effektfuld. Store stabler af plastikstole udgør dels møbler, breve og mennesker. Særligt, da der kommer småbørn til i Brylds liv – i form af mini-plastikstole – kommer scenograf Sir Grand Lears stolekonceptet virkelig til sin ret. Det er både sjovt og virkningsfuld. 

Selve fortællingen om Tine Brylds liv er for det første skruet virkelig godt sammen og så leverer den et nøgent, nøgternt og upyntet portræt af en af de mest heltemodige skikkelser i dansk kvindehistorie. Bryld, der skal forberede en tale til sin 50 års fødselsdag, mindes f.eks. en rejse til London med ungdomskæresten Anna, hvor det køligt konstateres at det var ”et koldt værelse” og at ”det var lidt ligesom ’La Bohème’, bare uden gnist og lidenskab”. 

Også tiden, hvor Bryld går fra sine to første børns far beskrives kort og godt som en svær tid; ingen omsvøb, ingen hurtigt opfølgende pointe om, at så blev det hele godt igen. Det er menneskeligt, ærligt og gåsehudsfremkalende. 

Skildringen af Brylds professionelle liv er direkte og uden omsvøb. Vi overværer Bryld besvare en række radiospørgsmål fra unge lyttere. Hun taler kærligt dunder til dem. En ung kvinde er blevet gravid og tør ikke dele det med sin kæreste eller sine forældre. Hertil lyder det at ”sådan noget skal man ikke gå alene med, så det kan du og det skal du”. 

Julie Riis får leveret samtlige af Brylds replikker på en måde, hvor det bliver tydeligt, at det sagte ikke kan modsiges, det kan simpelthen ikke være anderledes. Derfor går der også et anerkendende sug gennem rækkerne, når Bryld ytrer at: ”Når forældrene ikke er gode nok, så siger jeg det, som det er”. 

Det er den særlige kombination af kontanthed og empati, der er så dragende: ”Selvom vi kvajer os, så er vi værd at elske, så har vi en plads, men vi må samtidig påtage os et ansvar og selv få fingeren ud og gøre det, der skal gøres.” Tine Bryld havde helt afgjort en allergi overfor selvoptagede og passive voksne, som ’BRYLD – en verden på TVÆRS’ portrætterer, men endnu vigtigere portrætteres også hendes erkendelse af, at hun heller ikke selv er perfekt. 

Tour de forcen gennem Brylds liv berører både hendes interesse i Grønland, Christiania, kampen for fri abort samt hendes mæglende rolle i BZ-bevægelsen. Passagerne med belejring af Ryesgade og 58 og BZ’ernes blodige kampe mod overborgmester Weidekamp er voldsomme, men selv her fremstår Bryld-karakteren stærk og modig.

Man kan kun håbe, at nogle lærere tager deres klasser med til denne forestilling. Dels er der en underholdende aften i vente, dels er der et stærkt idol at møde for det unge publikum i Riis’ Bryld-karakter. Faktisk virker det ikke usandsynligt at nogle unge vil gå fra forestillingen med lysten til selv at blive socialrådgivere. 

’BRYLD – en verden på TVÆRS’ er en opsang, du har brug for og en fest, du gerne vil med til.