Autofiktion

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar har lavet en film bestående af flere lag - en slags auto-meta-fiktion som berører tab, sorg og den kreative proces i gråzonen mellem livet og kunsten. Resultatet er et let forvirret og komplekst melodrama i klassisk visuel Almodóvar-stil.

‘Autofiktion’ veksler mellem to handlinger - den ene i 2004 om Elsa (Bárbara Lennie), en filminstruktør der efter to fiaskofilm nu er reduceret til at lave reklamefilm. Hun tvinges til at tage en pause da hun rammes af psykosomatisk migræne og panikanfald af stress og sorg efter sin mors død, men i stedet for at slappe fuldstændigt af begynder hun på et nyt manuskript, som skal få hende tilbage som “rigtig” filminstruktør. Den anden udspilles i 2026 hvor manuskriptforfatteren og instruktøren Raúl (Leonardo Sbaraglia), har krise mens han forsøger at skrive sin næste film, som snart viser sig at være historien om Elsa, hendes kæreste og veninder.

Elsa er på en måde Raúls alter ego, der ligesom ham tyr til autofiktion som en løsning på en lang periode med kreativ tørke. Raúl ser på sit eget liv men samtidig kan han ikke lade være med også at se på de mennesker, der udgør hans intimsfære: Hans kæreste Santi (Quim Gutiérrez) og hans ven og samarbejdspartner gennem 20 år Mónica (Aitana Sánchez-Gijón). 

Da Mónica tager tre måneders orlov for at være der for sin veninde og kæreste Elena, hvis søn er dødeligt syg og står overfor en livstruende operation, giver det ublu næring til Raúls kreativitet. Elsa indrager hændelser fra sine nærmeste veninders liv; utroskab, et dødt barn og anden elendighed som gør livet svært, i sit manuskript, som kan koste hende hendes forhold og venskaber. Hvilket Raúl indser, da Mónica efter at have læst et uddrag af hans nye manuskript, eksploderer af raseri og fortæller ham at han driver rovdrift på sine nærmeste.

’Autofiktion’’ vil fortælle om det tætte forhold mellem virkelighed og fiktion, mellem inspiration og liv, og udforsker grænserne for autofiktion og historier indeni historier. Men det bliver en lidt rodet affærer. Handlingen bliver sendt i alt for mange retninger uden at nogen af dem får tyngde nok til at løfte det samlede indtryk. 

Som så ofte før føles Almodóvars film uafsluttet fordi man efterlades med en ganske åben og gådefuld slutning, hvilket kan være dels spændende og dels frustrerende. Det er aldrig uinteressant at se en Almodóvar-film, men denne gang er det svært ikke at spekulerer i om instruktøren selv har gennemlevet en kunstnerisk krise under filmens tilblivelse og selv figurerer indeni Elsa og Raúl.