Macbeth
OPERA
Repremiere 5.-26. september 2026
Operaen
Denne anmeldelse er opdateret fra premieren 14. november 2013 og repremieren 13. maj 2017
Gribende gensyn med dette evigtgyldige vanvidsdrama om magtbegær og mordrus. Indimellem surrealistisk og nærmest postmoderne, men skarp og sønderlemmende i sin samfundskritik.
Selvom det er mandens vanvid, så er det kvinderne der dominerer ham og hele historien. Den fabelagtige hekseflok der forførende får alt til at syde og boble. Men allermest Lady Macbeth - og i denne genopsætning endnu mere fordi den albansk-kroatiske sopran Marigona Qerkezi er fuldstændig fantastisk, stærk og vital i både sejre og vanvid, indtil det rørende rammer de urene hænder i den sidste smukke arie ’Una macchia è qui tuttora!’ Verdi når det er allermest kraftfuldt.
Jens Søndergaard – der i år fejrer 25 års jubilæum - er for første gang Macbeth, og trods en lidt vag start vokser han med karakteren mod slutningen og den gribende arie ’Pietà, rispetto, amore’. Alligevel er det Jamez McCorkle som Macduff, der er mest hjerteskærende med ’Ah, la paterna mano’. Og så er det store kor - ofte delt op i kvinder og mænd - helt vidunderligt, vildt og kraftfuldt.
’Macbeth’ er et fremragende klassikermix af Verdi og Shakespeare - med moderne touch - og uendelige gensyn værd.
--------------------------------------
Storhedsvanviddet og blodbadet hersker igen i Operaen med den fabelagtige ’Macbeth’ – og alt glimrer igen i det surrealistiske mix af ondskab og skønhed. Musikken har fået kvindeligt touch med Joana Mallwitz i front for orkesteret, og det mestendels nye cast rammer stemningen perfekt.
Den uruguayske baryton Dario Solari er heldigvis tilbage som titelkarakteren, og trumfer igen stordramatisk, ikke mindst i favoritarien ’Pietà, rispetto, amore’. Ligeså vidunderligt kraftfuld er den tyske sopran Katrin Kapplusch, når hun nailer en af Verdis største karakterdivaer, Lady Macbeth. Verdi-power, når det er allermest voldsmukt!
--------------------------------
”Helvede, åbn din mund og opslug hele verden.” De hidkalder vitterlig helvede på jord her i ’Macbeth’, der voldsomt og blodigt afslutter Verdi/Shakespeare-hyldesten fuldkommen fabelagtigt. Hvor begæret indbefatter både sex og magt, og hvor vanviddet indfinder sig med vold og mord – til tindrende smukke toner fra orkestergraven.
Fra første scene er manipulationen og iscenesættelsen tydelig. Nøgternt og kalkuleret opildner Lady Macbeth sin mand, som gør alt hun ønsker. I hendes regi er vold og drab vejen til magten, og udførelsen er altid forbundet med seksualdriften, hvor hun bliver ét med sin mand. Men deres vilde ambitionsrus tager overhånd, og snart farver blodet ikke bare deres tøj men også deres sind.
De er ikke de eneste til at pønse på magt og vold. I en besnærende startsekvens med sælsom lyssætning og ominøse bevægemønstre causerer en samling hekse, så man foruroliges over hvorvidt deres ord er profetier eller forbandelser. Alle hekseoptrin er særdeles fortryllende, og oftest ildevarslende i deres miks af legende og seksuel opførelse. Deres forudsigelser leverer en rød tråd – også helt bogstaveligt – trods man savner dem i den afsluttende fjerde akt.
Operascenens pæne borgerskab har sjældent været iklædt så meget blod, hvis voldsomhed forstærkes i samspil med den enkle scenografi af engelske Ashley Martin-Davis. Blodet burde være splattet ud på de mægtige krydsfinervægge, som her virker ganske nyttesløse. De er eneste forstyrrende element i den ellers forrygende og medrivende forestilling instrueret af australske Benedict Andrews, som har adskillige Shakespeare-succeser bag sig.
Det er rørende, chokerende og overraskende. Indimellem med et nærmest postmoderne og surrealistisk touch, hvor grænserne mellem realiteter og forlystelser udviskes. Eksempelvis scenariet hvor mænd med lavpris-poser ifører sig latexhandsker, mega-masker og kniv, for efterfølgende at udøve det brutale Banquo-drab – fuldt ud fabelagtigt med ballonklovn, julemand, candyfloss og Pluto.
Efter pausen bobler det for alvor i Helvedets gryde – djævlens grød damper, hvæser og skummer så nye profetier kan afsløres. Heksene er klædt som en blanding af cirkus, fastelavn og bondebal, og deres burleske og bizarre uhygge topper med en poledansende drude. Deres iscenesættelse fortsætter med det røde teatertæppe, der ruller op for sceneboksen af sorte spejlvægge. Ind kommer blodige genfærd med kongekroner og det klassiske varsel runger: ”Ingen født af en kvinde kan skade dig.”
Herefter operaens tre smukkeste arier. Michael Kristensens skønne Macduff-solo ’Ah, la paterna mano’ – en fædrelandssang, hvor man virkelig kan mærke sjælen bag. Lady Macbeths/Anne Margrethe Dahls formidable traumesang om urene hænder: ’Una macchia è qui tuttora!’ Og uruguayske Dario Solari med Macbeths rørende sørgesang ’Pietà, rispetto, amore’ – i passager helt uden musik. Voldsmukt og hjerteskærende.
Verdi skrev ’Macbeth’ få år før klassikertrilogien ’Rigoletto’, ’Trubaduren’ og ’La Traviata’, og man genkender hurtigt den passionerede og melodiøse Verdi-stil fra denne succesperiode. Det er så smukt og varieret, at man bare får lyst til at flytte ind i orkestergraven under britiske Alexander Joels dirigentstok.
En velkendt replik lyder ellers: ”Her kan kun onde mennesker leve.” Men Verdi er en formidabel maestro i at betone de menneskelige dybder, og man føler med ægteparret Macbeth, da deres ambitionsrus bliver til vanvidsrus. Med dunken i hjertekulen, og tårer i øjenkrogen. Og det er stadig helvede på jord, for magtkampen slutter aldrig!
