The Shining

Et smukt mareridt, kalder skaberne deres operagys, og det passer perfekt til ånder, noder og scenarier her på det ikoniske Overlook Hotel. Fuld af levende - og især døde - detaljer, som absorberer hinanden i evighed. Som den repeterende tekst lyder "Forever and a day."

Vinteren er hård for de fleste, og Overlook Hotel lukker ned og går i egenartet cyklus, når den nye vinter-pedel Jack Torrance ankommer med sin kone Wendy og søn Danny. Delvist aktiveret af Jacks fædrene traumer og Dannys overnaturlige evner genopstår tragiske karakterer og deres skræmmende fortidssynder - for at mingelere for at historien gentager sig. 

Danny ser de onde ånder og bliver gradvist mere skræmt, men Jack bliver suget ind i hotellets sjæl og ser kun festligheder som maskebal og den lange bar fyldt med sprut. Mellem dem kæmper Wendy for at bevare forstanden - og kærligheden - til at redde dem alle.

Stephen Kings bestseller ’The Shining’ (på dansk: ’Ondskabens hotel’) opfattes ofte som en kritik af den amerikanske drøm, med den åndelige verden som en metafor for det usynlige pres på individet til at passe ind i normer og idealer, og bidrage til samfundets regler. For med frygt, uro og begrænsninger at kunne styre et samfund.

Det skinner også igennem i britiske Keith Warners opsætning af Paul Moravec (musik) og Mark Campbells (libretto) opera fra 2016, hvor familien fra start synger forhåbningsfuldt om en ny start og evig kærlighed. Men Stars&Stripes-flaget er ret gråt og stift, og snart bryder mere atonale noder frem af hotellets dybder imens interiøret rør foruroligende på sig.

Scenografien er konstant levende og visuelt inciterende, hvor lysdesigner Robbie Butler perfekt understøtter scenograf Ashley Martin-Davis (der tidligere har skabt fascinerende scenografi på eksempelvis Operaen og Betty Nansen Teatret). Egentlig fremstår det hele simpelt, men der er detaljer og bevægelser af uhygge, og ikke mindst skyggeskikkelser der får det døde til at leve.

Dampende farlig er kedelrummet, hvor adskilte mannequiner flyder sammen med scrapbog, billeder og avisartkler. Elevatoren, hvor man helt sikkert støder på nærgående ånder. Det grønne værelse med badekarret og den mystiske kvinde. Tvillingepigerne, kølerummet, kroketkøllen og ’redrum’. Der er oftest flere rum på scenen samtidig, og det skaber en klaustrofobisk stemning - sammen  med de sorte ind- og udramninger. Imod slutningen endog mere bevægelse da alt køres rundt af de ’usynlige’ skikkelser, og signalerer panik og kaos.

’The Shining’ er en handlingsopera med en del recitativ, og musikken føles indimellem mere som underlægningsmusik end dominerende fortælling. Men aldeles stemningsskabende og med moderne touch. Der er både det melodisk rørende og det atonale uhyggelige, og til maskeballet glimrer kabaret-klang og cancan-vibe. De melodiske arier er kortere og mest rørende er Wendys ‘I never stopped loving you’ - med Cornelia Beskows soprantoner helt i top, også i de mange høje toner. Baryton Peter Kajlinger er derimod ganske lavmælt og indimellem føles han næsten for underspillet til det vanvid der raser inde i Jack.

"All will be fine," lyder det flere gange, og den lykkelige slutning - efter det store ildbrag - virker underlig og falsk. Måske er det ironi? Eller et limbo mellem mareridt og virkelighed? I hvert fald smuldrer den amerikanske velstand og velfærd i stor symbolik da Stars&Stripes-flaget står i flammer. 

Har man set Stanley Kubricks film, husker man en koldere, vildere historie og mere sofistikeret tematik. Den er unægteligt et mesterværk - som King hader - inklusiv nogle uforglemmelige scener som ikke findes i denne opera, der holder sig til Kings mere traditionelle fortælling og håbefulde slutning. Næsten… for det ser ud til at nogle af ånderne er fulgt med til den lille træhytteidyl i Maine (hvor King iøvrigt er vokset op). Mere mareridt eller nye drømme?