Tina - The Tina Turner Musical

"We Don't Need Another Hero..." Tjek lige den tekst igen! Man har muligvis aldrig hørt den sådan før, med den kontekst, og med ny relevans. Og det kryber ind under huden! For selvom dette er en jukebox-musical, så er der en hjertegribende livshistorie at se, høre og mærke.

Hun har altid rykket grænser - for sig selv, og dermed for andre. Hun er uden tvivl en af de største og mest rørende overlevelseshistorier i musikindustrien - og tilmed en af de mest inspirerende. Og så er hun en af de største kvindelige stjerner. Hun er ’Proud Mary’, ’Private Dancer’ og ’The Best’.

Meget symbolsk starter og slutter musicalen om hendes vej til toppen med ’Nutbush City Limits’ - den første sang hun selv skrev, og som hun, sammen med alt andet, afgav retten til, da hun flygtede fra sin undertrykkende bandleder, kontrollerende manager og voldelige ægtemand gennem 16 år. For hun ville bare have sit navn - det navn han gav hende: Tina Turner.

Men det var ikke første kamp med svigt og vold, for som barn så hun forældrene sloges og da de skiltes voksede hun op hos bedstemoren. År senere er morens råd stadig at slå igen og der kommer aldrig kærlige eller rosende ord derfra. Kun en stædig tro på at hun har hærdet sin datter til at blive den ener hun er, ligesom al anden modgang har gjort.

For siden lille Anna Mae overdøvede alle med sin stærke sangstemme i Nutbush-kirken har hun kæmpet for at få lov til at udtrykke sig på sin egen måde. Under Ike får hun skabt begyndelsen til nogle ikoniske dansemoves, og da hun går efter solojobs genopfinder hun den sexede stil med mere rå og rocket tilsnit i hår og kostumer. Men musikbosserne shamer hende på alder, køn og race. 

Først da manager og producer Roger Davies entrerer sker det: Tina Turner hitter massivt med ’What’s Love got to do with It?’ og verden er åben. Film, verdensturneer, Grammys - og den 16 år yngre kæreste Erwin Bach. Da det hele topper står hun på Maracanã Stadium i Rio med rekordstort publikum på ca. 188.000. 

Det er en forrygende kulmination af det publikum har hørt, set og mærket gennem hele showet: En musikalsk fest med en god blanding af nostalgi og power. En stor hyldest til performeren Tina, og til hendes gribende overlevelsesinstinkt og -vilje. Især de sidste tre hitnumre fortæller hovedelementerne i det spektakulære comeback og følelserne har fået frit løb. 

Først med sangen som Tina hadede - af god grund, da den første udgave var et frygteligt synthmix. Men der kom kærlighed indover, og der er fuld nostalgi da de første ikoniske toner af ’What’s Love got to do with It?’ rammer og Tina tripper rundt i det ikoniske outfit fra videoen. 

Så aftenens bedste og mest rørende hit ’We Don't Need Another Hero’ - helt forrygende med ekstra beats og tordenlyde, koreograferet stilsikkert som begravelse med mørke paraplyer - og en tekst, som pludselig får meget mere dybde. Det er både Tinas kamp og overlevelse fra alt det hun har mistet, og en større global relevans om samfundets ’helte’. Virkelig stærkt, og det mix kunne blive et øjeblikkeligt hit i dag.

Tilsidst endnu et af de numre der er blevet synonym med Tina: ’The Best’ for fuld spotlys og stjerne-power, på en af verdens største scener. Den helt igennem velfortjente selvsikkerhed hun endelig kunne nyde. Og billedet på hvor begejstret hun elskede at møde sit publikum og give sig fuldt ud - og det betød alt for hende at hun fik så meget tilbage.

Iris Gold er aldeles forrygende i titelrollen, og hendes energi er imponerende og ligeså svedig som Tinas. Hun rammer flot, råt og kraftfuldt de velkendte fraseringer med masser af power i stemmen selvom der også danses livligt gennem showet. Hun ejer simpelthen det show, og indimellem føles det som at være til koncert med Tina Turner. 

Talentmassen er i det hele taget god når det gælder sang og dans, og indimellem også på skuespillet. I mindre roller rykker Karen Mukupa (som mor) og Donna Cadogan (som bedstemor), og Luc Boris André Kouadio er ganske ondsindet som Ike Turner. Men trenden med at nogle aktører har flere roller, er bare problematisk. Især One Bailey, der både er Tinas far, hendes affære Raymond, samt en af de bedste dansere. Ligeså blandt topdanserne er Lukas Toya, og det føles underligt at se ham som Roger Davies samtidig. 

21 sange - og et par repriser - er blendet ind i historien. Ikke altid placeret kronologisk eller logisk, men der hvor de giver noget til handlingen eller følelserne. Mest i 1.akt er det lidt forvirrende at finde rundt i Ike-numre, Tina-hits og covers. Allerbedst er en lækker version af ’River Deep, Mountain High’ - hvor Phil Spector lærer Tina at synge mere autentisk. Men også stærkt i ’Better Be Good to Me’ - hvor Tina nok ved at hun ikke bør gifte sig med Ike.

Der er selvfølgelig knald på både kostumer og koreografi her, hvor musikken spiller over 4 årtier. Neon, frynser, silke, glimmer, pasteller og læder svinger til de ikoniske dansetrin som Tina selv udviklede. Og altid fremragende koreograf Toniah Pedersen har skabt en medrivende stemning omkring Tinas unikke energi og stil ved at tilsætte livlige og kreative setups, som afspejler sindstilstande og udtryk af alt fra glæde til pres og modstand.

’Tina – The Tina Turner Musical’ er fantastisk underholdning, men for fans er det småt med overraskelserne. En af dem er at hinte til Tinas spirituelle sider: Korte glimt bag scenen (iklædt en af de ikoniske, korte Azzedine Alaïa-læderkjoler), hvor Tina lader op med "Nam-myoho-renge-kyo" - den buddistiske mantra, som gav støtte under de sidste år med Ike, og styrke til at gå solo efterfølgende. Hun har ofte udtalt at den mantra og buddismen reddede hendes liv, og gav hende mod til at dele sin historie.

En filosofi, en inspiration og et håb som også passer til den dybere mening af ’We Don't Need Another Hero’: "Looking for something we can rely on. There's got to be something better out there. Love and compassion, their day is coming."