Dobbeltspil

Dobbeltliv og dobbeltspil. Det er muligvis mænd, der er bedst til det første, men kvinder overtrumfer dem nok i det sidste. Det sker også i dette thrillerdrama, som dog har et par tvists for meget.

Ideen er veloplagt og ret aktuel, for der har gennem flere år været et utal af historier - fakta og fiktion - om mænd (og kvinder), der lever dobbeltliv med flere familier. Det udforsker instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen ganske interessant og underholdende med fokus på begær og bedrag der kulminerer i manipulation og magt. 

Efter tre år sammen flyder begæret stadig hos Clara (Neel Rønholt) og Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt) og deres forhold bliver stabilt mere perfekt med hensigter om børn og drømmehus. Indtil Clara støder på Katrine (Julie R. Ølgaard), som viser sig også at have opbygget et forhold til Tobias gennem tre år. Efter den første skepsis har lagt sig, begynder de to kvinder at mødes i en plan om at hævne sig på deres mand. Men snart lyver de for hinanden - og dem selv. Grænserne udviskes og dobbeltspillet intensiveres.

Filmens første scener er et mix af mareridt, flashback og et forvrænget ekko i mobilen: "Jeg kommer aldrig til at give slip på dig…" Flere af den slags mix figurerer gennem handlingen - balancerende mellem uhygge og forvirring - og replikken skifter formodet ejermand/kvinde.  

Meget interessant og vellykket spilles der på personernes utroværdighed, og selvom Clara er historiens følelsesmæssige kerne er hun ikke uden traume. Brorens dødsulykke som ung plager stadig Clara med skyld og fortielse, og det efterfølgende anstrengte forhold til forældrene (Ellen Hillingsø og Peter Gantzler) rumler i hverdagen med forventninger og traditioner. Relevante traumer, men måske er det ikke Claras historie der er mest interessant i dette trekantsdrama?

’Dobbeltspil’ har et stærkt set up, både tematisk og stilistisk. Stemningsmæssigt holder det fint med de forskellige lokations og karaktertyper, samt et mættet soundtrack af Lydmor. Men temaerne overgearer hinanden lidt, når både bdsm-sex, psykopati og vold holdes op mod mere sårbar historik. Alt havde været stærkere med mere ligeværdige karakterer, hvor tvivlen blev ved at give spænding.

Her er gode intensioner om at sætte fokus på interessante og vigtige emner, men dramaet går i selvsving mod en smart slutning, som måske kan provokere nogen men ødelægger pointen for andre. Det er lige et par tvists for meget, og filmen havde været bedre med mere åben afslutning - det ville få os til at tænke mere over egne reaktionsmønstre. I stedet for at glatte det hele ud, og lade Lydmor spinne elektronisk med ’In the End Gravity Wins’.