The Invite

At begære og blive begæret. Det er vel hvad alle har brug for i deres kærlighedsliv. Og det burde vare hele livet, men mange undertrykker begæret eller lader det fade ud. Og som denne film pointerer: Folk glemmer at de fortjener mere.

Det kræver ofte nysgerrighed, motivation, incitament… eller en invitation til at turde at gå efter mere end det ordinære og velkendte. De øjeblikke er der flere ret vellykkede af i Olivia Wildes tredje spillefilm ’The Invite’. Der bliver ikke sparet på bramfriheden her - og man fryder sig over det hele: tåkrummende, ærligt, frækt, nervøst, sjovt, grænseoverskridende og desperat.

Den desperate stemning vælter ind fra start da Joe (Seth Rogen) klasker omkuld på gulvet såsnart han kommer hjem fra job. Og straks i diskussion med sin kone Angela (Olivia Wilde), fordi hun har inviteret naboparret Piña (Penélope Cruz) og Hawk (Edward Norton) på besøg. Der er allerede dækket op med lækker ost, pølser og snacks - samt soufflé i ovnen - så trods utallige protester bliver der ingen aflysning. 

Uenigheden fortsætter med et prekært emne: Naboernes højlydte sex. Joe vil konfrontere dem og Angela vil ikke begrænse en anden kvindes vilde orgasmer. Det bliver en anspændt start på aftenen, men snart bringer Pina og Hawk selv sexballaden på banen - og der følger en invitation med, som svinger aftenen i helt nye retninger. 

Fra snak om gruppesex og tantrisk energi til pegging og kønsroller. Over normer, moral, respekt og terapi, samt større spørgsmål om at føle sig værdig til at begære og blive begæret. "Ville du have sex med dig selv?" spørger sexologen, og konkluderer at nogle forhold er nødt til at dø, for derefter at vækkes til live igen som noget andet og bedre.

Der er rigtig mange guldreplikker til eftertanke her, og der er en god balance mellem kvikke hints og dybere omhu, så man ikke føler sig belært, men i stedet pirket på grænser og fordomme. Man bliver nysgerrig, og imens man indtager rollen som voyeur flyder følelserne frit og fredigt, intimt og knugende.

Forlægget til filmen er spanske Cesc Gays film og teaterstykke fra hhv. 2020 og 2016, og selvom der er meget snak får Olivia Wilde skabt en skøn kropslighed mellem karaktererne, der fastholder energi og stemning. Sammen har de ramt en perfekt kerne af ærligt, naturligt og sårbart - med både ironi og opfordring. Som eksempelvis det berømte Oscar Wilde-citat i indledningen: "One should always be in love. That is the reason one should never marry."