Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Fortællingen i fortællingen i fortællingen - og mere til. Det nye indiefilm-talent Jane Schoenbrun har gang i rigtig mange historier, temaer og referencer i dette festivalhit, der roder rundt i følelsesbutikken, men er en forrygende, skamløs hyldest til 80ernes horrorhits.

Nostalgien og fascinationen styrer en hektisk startsekvens - til Okay Kayas poppede version af R.E.M.’s ’Nightswimming’ - hvor ’Camp Miasma’-filmene scrappes som hit, kult og platitude. Hollywood-maskinen har smadret gyset og nu skal et ungt instruktørtalent genoplive serien og dens monster Little Death. 

Det betyder meget for Kris (Hannah Einbinder) at skabe en kønsneutral film, der ophæver genrens klicheer og stereotyper. Men det får snart endnu højere prioritet at få en helt særlig stjerne med: Billy Presley (Gillian Anderson), som var det sidste offer i den første film. Billy bor på Camp Tivoli hvor hendes film blev optaget, og hun og Kris oplever filmen sammen påny - og afslører hemmeligheder af begær og gys. 

Genremæssigt er fokus på horror og gys, men rammen er et drama om (køns)identitet, kinky lyster og filmnørderi - med sprød humor mellem queer-flirt og blodsprøjt. Det er retro, kitsch og camp i både æstetik, sprog og musik. Fortrinsvis som 1980/90’er-stil - i hyldest til de gyserserier der hittede stort med utallige sequels og prequels. Som ’Halloween’, ’Fredag den 13.’ og ’Nightmare on Elm Street’.

Her er eksempelvis en længere slasher-sekvens som en hel musikvideo til Counting Crows’ ’A Long December’, og en direkte reference til Cronenbergs ’Videodrome’, da en kassette puttes ind i en slashet hudsprække. Men også kortere hints til andre gys som ’Sleepaway Camp’, ’Motorsavsmassakren’, ’The Last House on the Left’, ’Scream’ og ’Psycho’. 

Også morderen Little Death er intertekstuel. Som ung moppet for skiftende kønsidentitet, og nu iklædt hvid vinyldragt a la virusbeskyttelse samt en hovedbeklædning som et mix af en luftdyse og fronten af et gammeldags filmkamera. Plus navnet - og flere sexscener - refererer til den lille død som orgasme er lig med.

Jane Schoenbrun spejler flere sider af sin egen udvikling i ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’. At hun favnede sin non-binære identitet under tilblivelsen af sin debutfilm, og siden har tematiseret queer-kultur i sine film. Her videreudviklet med den seksuelle uro i at have fundet sin kønsidentitet men ikke kunne agere med og i den nye kropslighed.

Temaer om film og drømme er også Janes. Meget passioneret og ofte med satirisk snert er filmnørderiet, og mest sårbart er den småforelskede tilgang til Billy - der afstedkommer en syret nedsmeltning til online møde med filmbosserne. Men også en sammensmeltning af hvor langt man vil gå for at tilfredsstille begær og opfylde filmdrømme.

Hannah Einbinder og Gillian Anderson er helt vidunderlige som de to modpoler. Anderson som både det klassiske, pæne kvindeideal (med utallige hints til divaen i ’Sunset Boulevard’) og det ikoniske 80er-frisind (der burde være et hint til Sharon Stone). Blendet sammen med Einbinders moderne kønsneutrale karakter, er der ingen tvivl om hvem uskylden er - men det holder ikke længe i hommage til slasherserierne.