Guys and Dolls

Hele byen er spillegal, og måske er de gode og de onde faktisk lige (rund)tossede med at få opfyldt deres ønsker for et bedre liv. Det er klassisk Broadway-musical med Frank Loessers ’Guys and Dolls’ - let til lyst, let til spil - og masser af kærlighed.

1930ernes New York er et livligt forlystelsesliv på hvert et gadehjørne, og synderne står i kø for alt fra cheesecake og æblekage til varietédans og terningspil. Alligevel har Frelsens Hær det svært og søster Sarah Brown (Isabel Schwartzbach) synger ofte forgæves når hun prøver at hverve nye medlemmer. Måske mangler der lidt kærlighed og empati, i stedet for de hellige ambitioner.

Et væddemål bliver det store vendepunkt - ikke kun for Sarah, men også for de evige gamblere Sky Masterson (Nicolai Jandorf) og Nathan Detroit (Kim Hammelsvang). Sidstnævnte har i 14 år været forlovet med dansepigen Miss Adelaide (Karoline Brygmann), der nu skaber drama ud af alt, ikke mindst fordi hun forlængst har fortalt sin mor om ægteskab og fem børn. 

Inden alt går op i en højere enhed og lykken tilsmiler alle, bliver det til en lystig tur til Cuba med Dulce de leche og Bacardi; cabaretshow med gyldne æg og undergrundsspil med pistoler, samt et bønnemøde ved midnat - for det er der synderne lever: Om natten, på kanten af loven.

Der er fart på fra start - folk myldrer mellem hinanden, snakker smart og søger det næste rush. En pengesedel skifter hurtigt hænder gennem diverse deals - indtil politichef Brannigan (Kasper Leisner) tropper op. Konstant skal der nye locations til, for at finde spillerum, kærlighed, ro og frelse. Og Heinrich Topp Christensens iscenesættelse er helt sikkert bedst når der er tempo på og overgearet karakterspil, for ellers bliver man for opmærksom på de lidt forældede præmisser i historien.

Det er mest optimalt i 2.akt, hvor de to velkendte musicalhits henrykker - den charmerende ’Kom, vær min lady i nat’ og den vilde bønnesang ’La’ vær’ at rok’ vores båd’. Ligeledes er Heather Douglas’ koreografi super - hot i HotBox-cabareten, lækker i Cuba-salsaen og sej i mændenes undergrundsdans.

Det er ægte lystspil fuld af forviklinger, hvor alting synes så let at løse. Både mænd og kvinder er ganske naive og lader sig forføre og/eller snyde. Det er den klassiske lystspilstil, og så længe man accepterer tidsbilledet så går det nogenlunde med at se bort fra vildfaren logik og platte jokes. Den danske oversættelse er fra Folketeatrets 1996-opsætning, og kunne godt klare nogle finpudsninger. Eksempelvis er titlens kvindelige karakterer omtalt så gammeldags som tøser eller kællinger, og mændene undgår heller ikke stodder-kaldet.

Men ensemblet er forrygende - og spille-, danse- og sangglæde stråler i alle genrer. Som major Arvide er Preben Kristensen kærligt underspillet, og i den modsatte ende af registret er Karoline Brygmann helt overstadig som Miss Adelaide, og helt vidunderlig i sin sangtolkning. Isabel Schwartzbach er lidt ensidig som frelserpigen og hendes sopranstemme føles indimellem malplaceret her, også i match med Nicolai Jandorfs mere afdæmpede vokal. Helt fantastisk er Kim Hammelsvang som den anden spillefugl, Nathan, der modsat kæmper desperat for at undgå giftemål. 

Så selvfølgelig bliver ’Guys and Dolls’ en fin opsætning, der bevarer teatermusicalens klassikerstatus. Det er fremragende, letbenet underholdning: Let til lyst, let til spil - men også ret overfladisk sjov og ballade.