Faust

Faust og Mefisto i fabelland. Goethes klassisker er blevet til farverig, syret samfundssatire med tegneserie-retfærdighed, videospil-vold og eventyrs-objektivisme. Men det er fascinerende og holder mestendels de evigtgyldige budskaber og moraler højt og helligt.

"Det onde kommer fra jer selv," provokerer Mefisto (Thomas Hwan) flere gange, men han er ikke specielt farlig, og Gud er hurtig til at indgå væddemålet om Fausts sjæl på godt og ondt. Den kære Faust (Nikolaj Kopernikus) har gennem mange år - også med sin bog ’For a Better World’ - opfordret menneskeheden til at forbedre sig selv og verden. Men han er kørt træt, og da Mefisto tilbyder al magt og magi, tror han at det er nok til at forandre verden. Men fristelserne er for store - først for ham selv, og siden hele verden.

Den velkendte fortælling om den uskyldige Gretchens (Emma Weyde) forfærdelige skæbne er gennemført nutidigt tolket - med sugardaddy-trends og Barbie-udtryk, der flyder over af slapstick-humor og SoMe-æstetik. Allermest fjollet når dommeren (Marina Bouras) svinger den oppustelige hammer, og ovenud ekshibitionistisk når babydoll i sin æske skal brændes på bålet.

De fleste opsætninger af Goethes ’Faust’ holder sig til den første del, men norske Lea Fedida Claussen (uddannet på Den Danske Scenekunstskole 2025) har sammen med Elias Sadaq fortolket anden del også. Ganske modigt eftersom den er lidt kringlet og tematung. Så de mixer det absurde i politik, penge, krig og magt ind i en eventyrstil, der virker febrilsk og flyvsk.

Man har vænnet sig til den syrede satire, men er samtidig hægtet af på følelserne, hvilket egentlig kan være en pointe i sig selv om hvordan verden er blevet føleseskold. Når Faust med Mefistos hjælp skal overtale Kejseren (Simon Mathew) til at forbedre verden, foregår det med tryllerier og narhat, der får pengene til at forføre og folket til at fortabe sig. Og da han helt parodisk scorer Helene af Sparta (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) og sønnen (Frederik Grundtvig) er dødsdømt i den krig Faust har afstedkommet, er grænsen nået for alle. 

Satiren boostes af det stiliserede udtryk i scenograf Maya Livingstones leg med rekvisitter - og kostumer - der ofte ligner plastik, puf og pap. Udtrykket er ikke som en sammenhængende scenografi men små pop ups af spøjse input, der samlet ligner et mix af tegneserie, eventyr og videospil. Eksempelvis da geværsalverne lyner sammen med stroposkoplys, et spøgelse er faret vild, og de evindelige ligposer slæbes ind og ud. 

Persongalleriet omkring Faust og Mefisto - de spiller alle flere roller - er ofte også lidt som rekvisitter der bruges og flyttes af de to hovedkarakterer. Oftest lidt overgearet i spillestilen, hvorimod Faust og Mefisto er ret kontrollerede. Man føler ikke for nogen af dem, det bliver højst lidt yderpunkter af ynkelig eller irriterende. Og til sidst kan man diskutere hvem der er mest ynkelig.

Væddemål og pagter om menneskers skæbne har altid været frygtindgydende onder, men her får det ny mening af latterlig naragtighed. Næsten tragikomisk. Og man kan selvfølgelig starte med at tænke over hvorfor Gud og Djævlen laver væddemål om menneskesjæle, og til sidst hvem der egentlig vinder og hvorfor. For som slutteksten pointerer: "Mennesket behøver modstand." Men så har både Himmels og Helvedes magter vel fejlet? Både her i ’Faust’ og i virkeligheden. 

’Faust’ er en underlig samfundssatire, der leverer sine moraler ganske tydeligt, men også for kækt og naivt. Man mister for meget af værkets tyngde og troværdighed. Når Faust og Mefisto udkæmper deres sidste, slappe strid om succes og frelse, siver satiren langsomt ud, og opfordringen om at kæmpe for "a better world" står tilbage som en oppustet dommerhammer, der bare bekræfter hvorfor dette er et evigtgyldigt værk. Og vel ligeså at man ligegodt kan fortolke det som fjollet satire.