Socialt ansvar er også at bygge flere boliger

Jesper Larsen fra LLO efterlyste forleden her i Magasinet KBH et socialt ansvar fra pensionsselskaberne.

Svaret er, at det gør de hver eneste dag. Først og fremmest ved at sikre gode pensioner til danskerne — og dernæst gennem deres investeringer i grøn omstilling, udvikling af vores samfund og boliger.

Der er ingen tvivl om, at mange danskere oplever et presset boligmarked. Særligt i København og de andre store byer er det svært at finde en bolig, der både er til at betale og ligger dér, hvor man gerne vil bo.

Det er et reelt samfundsproblem, som fortjener politiske løsninger.

Men selv om et huslejeloft kan lyde sympatisk ved første øjekast, risikerer det reelt at gøre ondt værre. For selvfølgelig kan det være fristende at tro, at man kan løse problemet ved politisk at beslutte, at huslejen bare skal være lavere.

Men boliger opstår ikke af gode intentioner. De bliver bygget, når kommuner giver plads, når projekter kan hænge sammen, og når nogen tør binde kapital i mursten i mange år frem.

Enkelt, men forfejlet

Et huslejeloft er politisk enkelt, men økonomisk forfejlet.

Når man gør det mindre attraktivt at investere i nye lejeboliger, bliver der bygget færre af dem.

Resultatet er ikke flere billige boliger, men længere køer, mindre mobilitet og endnu mere kamp om de boliger, der findes. Det er ikke liberal skrivebordsteori. Det er almindelig sund fornuft, fordi man ikke kan priskontrollere sig ud af knaphed.

Når prisen holdes kunstigt nede, uden at udbuddet bliver øget, forsvinder problemet ikke. Det flytter bare ind i ventelister, sortering og færre nye projekter.

Et bredt huslejeloft rammer desuden upræcist. Det giver rabat til alle i de omfattede boliger — også lejere med høje indkomster — mens regningen lander hos investorerne og i sidste ende hos pensionsopsparerne. Det er fordelingspolitik forklædt som boligpolitik, og den er mildest talt ikke særlig målrettet.

Boliger skal være attraktive at bygge

Jesper Larsen spørger, hvornår pensionskasserne løfter et socialt ansvar. Svaret er: Hver dag.

Når pensionsselskaber investerer i boliger, sker det ikke for en anonym kapitalmagt. Det sker på vegne af helt almindelige danskere, der sparer op til pension — lærere, sundhedspersonale, håndværkere, kontoransatte og mange andre.

Det er et bekvemt — men dybt ufint — greb at kalde pensionskasser for boligspekulanter.

Det rammer også forkert. Pensionsselskaber skal ikke være boligpolitiske støtteforeninger. De skal investere ansvarligt, langsigtet og med et rimeligt afkast til de mennesker, hvis penge de forvalter.

Hvis politikerne ønsker lavere huslejer til bestemte grupper, må de sige det åbent og finansiere det åbent. De bør ikke sende regningen indirekte til pensionsopsparerne og kalde det socialt ansvar.

Jesper Larsen sammenligner i sit indlæg boliger med sundhed og uddannelse, som jo i vid udstrækning er offentligt finansierede ydelser.

De kan dog i højere grad politisk skaleres op eller ned, men nye boliger bliver kun til virkelighed, hvis det er økonomisk attraktivt at bygge dem.

Hvis boliger politisk skal betragtes som et meritgode, må det vel indebære, at de bliver offentligt finansierede/subsidierede. Ikke betalt af pensionsopsparerne.

Begrænset afkast giver mindre kapital

Der findes ingen gratis løsning på boligmanglen. Man kan ikke både gøre investeringer mindre attraktive og forvente, at der bliver investeret mere.

Man kan ikke både begrænse afkastet og samtidig kræve, at private aktører stiller kapital til rådighed i stor skala.

Pensionsselskaberne kan og skal tage samfundsansvar. Men samfundsansvar er ikke at bygge færre boliger, svække danskernes pensionsopsparing eller gøre boligkrisen til et regnestykke, hvor andre skal betale for LLO’s politiske ambitioner.

Samfundsansvar er at investere langsigtet i det, Danmark har brug for — og det gælder også flere boliger.

F&P (Forsikring & Pension) er brancheforening for de danske forsikrings- og pensionsselskaber.