En ny cykelbro over Søerne?
"En vild idé" lød det i nogle medier i sidste uge. Vi ser nærmere på, hvad det egentlig er, Cyklistforbundet har foreslået.
En ny cykelbro over Søerne?
Sådan lød én af sidste uges omgangs-historier, efter Cyklistforbundet i København havde udsendt deres nye 'visionspapir'.
"Nu afslører de den vilde idé," lød det med vanlig tabloid-schwung i ét lokalmedie.
På Magasinet KBH lænede vi os dog lige lidt tilbage og tog en slurk af den grønne te.
For hvad var det egentlig Cyklistforbundet foreslog?
En cykelbro fra enden af Gothersgade til Sankt Hans Gade var en "nødvendig forbindelse", stod der i den pressemeddelelse, der blev sendt ud sammen med de 10 sider, der udgør selve visionspapiret.
Men, tænkte vi, Gothersgade og Sankt Hans Gade ligger da ikke lige over for hinanden.
Så hvad er det egentlig Cyklistforbundet ønsker? En bro, der slanger sig gennem Sortedams Sø for at forbinde to gader, som ligger næsten 200 meter forskudt af hinanden?
En arkitekt skal være til stede
Vi sendte spørgsmålet videre til Morten Andersen Linnet, der er pressechef i Cyklistforbundet. Og han svarer i en mail:
»Den mest ideelle landing på Nørrebro siden vil være Sankt Hans Gade for dermed at skabe den parallelle cykelrute til Nørrebrogade, som der er stor brug for. Landingerne på begge sider skal nøje gennemtænkes, så sikkerheden for gående og cyklister er optimal, samtidig med at fremkommeligheden er høj.«
Linnet forholder sig ikke til, at en bro mellem de to gader vil være et markant indslag i Sortedams Sø, fordi broens forløb vil være lidt kompliceret.
Men han klargør, at den slags skal på plads senere hen:
»Broen skal være æstetisk smuk og passe ind i omgivelserne. Med andre ord: Der skal være en arkitekt til stede, og en cyklist, en fodgænger, en ingeniør og en budgetbisse. Vi har mange erfaringer fra de tidligere brobyggerier og cykelruter at bygge på.«
Og han slutter:
»Vi ved, at de genveje, som bliver etableret for cyklister og fodgængere er utroligt nyttige og populære. Da Bryggebroen blev etableret, regnede man med 4.000 daglige passager. I dag passerer 20.000!«
10 cykelgader om året — og mere parkering
Når man foreslår netop Gothersgade og Sankt Hans Gade som de to landgange for den nye bro, så hænger det utvivlsomt sammen med, at man her kan skabe en ny, samlet forbindelse gennem byen.
Der er i dag så meget cykeltrafik på Nørrebrogade, at der ofte er trængsel på cykelstierne.
Og den nye bro vil skabe en direkte forbindelse fra Kongens Nytorv til Sankt Hans Torv, hvor cyklerne vil kunne fortsætte videre ad Guldbergsgade parallelt med Nørrebrogade — eller svinge til højre op ad Nørre Allé langs Fælledparken.
Dermed er Cyklistforbundets bro en slags add-on til det forslag til en parallelforbindelse til Nørrebrogade, som politikerne tidligere på året besluttede, at man ville se nærmere på. Forbundets vision er bare en mere direkte "de luxe-udgave", hvor cyklerne også får et alternativ til Dronning Louises Bro.
Den "vilde" bro er dog ikke det eneste forslag i Cyklistforbundets udspil fra sidste uge.
"Over en tiårig periode er antallet af private biler i København steget med 23 %, mens indbyggertallet kun er steget med 15 %", konstaterer man i visionspapiret som optakt til en stribe forslag til, hvordan udviklingen kan vendes.
Flere af dem er helt konkrete:
- Flere tilladelser til at køre imod ensretninger.
- Bedre cykelparkering ved stationer som Hovedbanegården, Nørreport, Dybbølsbro og metrostationerne.
- Faste parkeringszoner for delecyklerne, så de ikke flyder overalt, som i dag.
- 10 cykelgader om året frem mod 2037.
- Knallerter og de hurtigste el-cykler væk fra cykelstierne og ud på vejene.
- Generel 30 km/t hastighedsbegrænsing for biler.
- Forbud mod el-delecykler — altså så delecykler fremover alene bliver af den helt manuelle slags.
- Mindre bilparkering på de vigtigste forbindelser for cyklisterne.
- Flere tilladelser for cykler til at svinge til højre ved rødt.
Hele 56 forslag har fundet vej til oplægget, og man kan se dem alle her.
Målet med det hele er, at 35 procent af alle ture i fremtidens Københavns Kommune skal foregå på cykel.
I Københavns Kommunes seneste måling var tallet 28%, og kommunens egen målsætning er kun, at det skal være "minimum 25%".
Cyklistforbundet i København vil med sit nye udspil altså gerne lægge 10 procentpoint til dét mål — akkompagneret af konkrete forslag til hvordan det nås.
Cyklistforbundet er en forening, der intet direkte har at gøre med hverken stat eller kommune, men som arbejder for bedre forhold for landets cyklister.
Forbundet sidder med i flere råd — f.eks. Rådet for Sikker Trafik — og bliver med mellerum konsulteret af bl.a. Københavns Kommune.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

Cykler tit fra den gamle flyveplads Kløvermarken over Christiania, Inderhavnsbroen og direkte op ad Gothersgade for at ende på Østerbro, men jeg cykler den stik modsatte vej et kort stykke bare for at komme over på den anden side af søerne over Dronning Louises Bro, da det bare er langt mere behageligt at cykle der hvor der ikke er nogen biler.
Så denne bro ville virkelig være dejlig at få!Den havde jeg helt glemt ... men det var jo netop en simpel flydebro.
Og det ærede Magasin har faktisk beskrevet den meget poetisk:
"Og så viste det sig, at københavnerne fandt fornøjelse i det lille stykke infrastruktur. Ude på søen mødtes fodgængere, fisk og fugle i fred for både biler og cyklister. Her kom man helt tæt på vandoverfladen og så byen fra et ukendt perspektiv. Folk stoppede op på broen, lænede sig ud over gelænderet, faldt i snak, smed fiskelinen ud eller kiggede til Fugleøen og mod solnedgangen over det fjerne Vesterbro."
https://www.magasinetkbh.dk/indhold/flydebro-sortedams-soMed hensyn til, "om broen skal være pæn":
1) Flydende broer findes: på pontoner. Også til bilveje og jernbaner. Det kan være den billigste løsning, og den mindst visuelt dominerende, men måske skal man også lige spørge svanerne.
2) I Belgien er der en fascinerende flydende cykelbro, hvor man kommer "helt ned i vandet", næsten i øjenhøjde med vandoverfladen. Det kan måske realiseres med passager til vandfuglene i enderne af forbindelsen. Der er mange spændende muligheder.Nej den skal laves som kyssebroen, en høj bro så man kan vinde den prikkede trøje når man bestiger toppen, og så et vildt slalomløb midt på broen, gerne der hvor den begynder at bue nedad igen.
Advarselstrekanter, over det hele, især ved metaludstikkere, som der selvfølgelig også skal være mange af.
Og så halvvejs oppe ad bakken kan man lave en udkigspost for fodgængere, og selvfølgelig en fodgængerovergang, måske kunne man lave det lysreguleret da cyklister ikke respekterer fodgængerfelter.
Så skal den laves i brosten, lagt i lige linjer, med god afstand imellem, så man kan falde ned i hullerne.
Nåh ja, og som med hønsebroen, skal broen ende ud i en cykelchikane, så de satans cyklister som går og forurener med deres sved og prutter ikke tror de er noget.• Cycling Through Water (Fietsen door het Water): A 212-meter-long concrete path in the De Wijers nature reserve in Bokrijk (Genk) cuts straight through a shallow pond. Low concrete walls hold back the water on both sides, placing the water's surface right at eye level as you ride or walk.
• Cycling Between Terrils (Fietsen tussen de Terrils): An S-shaped floating pontoon bridge (~380 to 400 meters long) in the Terhills area between Dilsen-Stokkem and Maasmechelen.
-
Begge de her løsninger er innovative, smukke og helstøbte - og jeg er slet ikke sikker på, at de er dyrere end en traditionel bro.Spændende ide fra Cyklistforbundet! Men hvis der er én ting, vi har lært af de sidste tyve års utrolige udvikling af cykelbroer i København, er det at en bro ikke er en ting der bare står hvor den står og flytter cykler. Den er altid et led i et netværk. Vi venter stadig på, at Inderhavnsbroen, Lille Langebro og Bryggebroen bliver gjort helt færdige. Vester Voldgade er fx blevet en længere historie.
Så man må starte med at se på fx hvordan biltrafikken i de små gader ved søen kan tilpasses. Og hvordan skal Sankt Hans Torv se ud? Og Guldbergsgade? Derefter kan vi måske begynde at diskutere, om broen skal være pæn.
PS Jeg kan virkelig godt lide den her prioritering:
"Der skal være en arkitekt til stede, og en cyklist, en fodgænger, en ingeniør og en budgetbisse."