Den fremmede

Stærk sol og hede brænder igennem i François Ozons ganske vellykkede og stilfulde filmatisering af Albert Camus’ filosofiske klassiker ‘Den fremmede’, om en kontormand der ved et tilfælde begår et meningsløst drab og dømmes til døden. 

Algeriet, sommeren 1938. Den franske kontormand Meursault (Benjamin Voisin) modtager besked om sin mors død. Han drager afsted til det plejehjem hvor hun har levet de seneste tre år for sammen med nogle af hendes venner at våge et døgn ved kisten inden begravelsen. På intet tidspunkt synes situationen at berøre ham - han hverken græder eller virker til at sørge, og han er efterfølgende hurtigt tilbage i vante omgivelser. På stranden møder han sin gamle bekendte Marie (Rebecca Marder) som han indleder et forhold til. Gennem sin ven og nabo Raymond (Pierre Lottin) inddrages han i en konflikt med en gruppe arabere, hvor en af dem en dag trækker en kniv. Meursault er dog bevæbnet med en revolver.

Camus’ portræt af en mand, der er eksistentielt fremmed fra verden, ateist, uden normer og anser fællesskabets love som hykleriske, satte ham på det litterære verdenskort. Det er tydeligt at instruktør Ozon forsøger at afspejle Camus’ stramme, næsten minimalistiske stil, hvor hvert eneste ord vejer - i bogen har hovedpersonen måske ikke så mange sympatisk egenskaber, men han åbner til gengæld kun munden, når han har noget relevant at sige.

Meursault lever et helt almindeligt, nærmest lidt kedeligt liv, indtil den dag på stranden hvor alt ændres. I Luchino Viscontis filmatisering fra 1967, gjorde han brug af voiceover for at give publikum et indblik i den nihilistiske hovedpersons tanker, men Ozon hjælper os ikke helt så tydelig på vej og det kan være en udfordring for nogle, at filmens filosofiske argumenter ikke er så skarpe som man kunne ønske sig.

Filmens tempoet er langsomt og monologen spartansk, men fortællingen er alligevel medrivende og svimlende paradoksal. De sort-hvide billeder fungerer utroligt godt og forstærker følelsen af den evige intense sol og den frygtelige hede som Meursault rammes af før det skæbnesvangre øjeblik. Stor cadeau til filmfotograf Manuel Dacosse for de smukke billeder gennem hele filmen - det er en nydelse at se på. Og når rulleteksterne er ved ende og lyset i salen igen blændes op, hænger Maries hjerteskærende spørgsmål stadig i luften “Hvorfor ødelagde du den lykke der ventede os?”