Fremtidens højhuse er af træ — og nu kommer de til København

Her planlægger tegnestuerne Lendager og Vilhelm Lauritzen et 120 meter højt boligtårn, der med sine 35 etager vil kaste et helt nyt lys — og en ny skygge — over indsejlingen til København.

Ved siden af tårnet kommer en mindre søster på 64 meter og 18 etager, og de to tårne bindes sammen af en mellembygning på seks etager.

Men højden er ikke det eneste iøjnefaldende ved projektet.

Tårnet står nemlig også til at blive et af verdens højeste træhuse — måske ligefrem verdens højeste træ-boligtårn, som arkitekt Anders Lendager selv har formuleret det.

Dermed melder København sig ind i en international træ-revolution, som avisen The Guardian for nylig har kortlagt i en større artikel.

Over hele kloden vender byggebranchen sig mod træ fra groende skove som alternativ til beton og stål — også når der bygges rigtig højt.

Byerne som kulstofdepoter

Som The Guardian fremhæver, står det byggede miljø for hele 37 procent af de globale CO₂-udledninger. Det tal dækker både selve byggeprocessen og den energi, det kræver at opvarme, oplyse og vedligeholde bygningerne bagefter.

Alene fremstillingen af beton tegner sig for syv til otte procent af klodens samlede udledning. Og betonen har også et ressourceproblem.

Verden er ved at løbe tør for det sand, der kræves for at blande den, og det presser udvindingsindustrien ud i stadig mere desperate greb:

Hele bjergtoppe bliver fjernet og knust, og i Grønland ser man på at grave op fra bunden af fjordene. Smeltevand fra indlandsisen aflejrer nemlig store mængder sand i fjordene, når det løber ud i havet.

Det er slemt nok allerede. Men frem mod 2060 ventes efterspørgslen efter sand at stige med yderligere 50 procent.

Træet peger på en anden vej:

Et almindeligt etagebyggeri i stål og beton udleder ifølge The Guardian mellem 1.500 og 2.000 ton CO₂ alene under opførelsen. Det samme byggeri opført i træ binder i stedet mellem 600 og 1.000 ton.

Træer optager nemlig kulstof, mens de vokser, og når de forarbejdes til byggematerialer, forbliver kulstoffet indkapslet i bygningen. Tanken er, at man ved at bygge i træ kan forvandle tætte byområder fra massive forurenere til gigantiske kulstofdepoter.

Sådan lyder visionen i hvert fald.

Ikke kun til børn og skovhytter

Den teknologiske rygrad i denne nye arkitektoniske tidsalder er massivt træ — og når der bygges højt, er det især glulam, glued laminated timber, eller bare limtræ, om man vil.

Ved at skære træ op i mindre stykker og lime dem sammen under tryk får man bjælker og søjler, der er stive og stærke nok til at bære en høj bygning. Helt uden stål og beton går det ikke, men mængderne kan skæres kraftigt ned.

En af pionererne bag træhøjhusenes indtog er den norske ejendomsudvikler Arthur Buchardt.

Det var indgåelsen af Parisaftalen i december 2015, der satte ham i gang, fortæller han til The Guardian. Samme år tegnede han med kuglepen to rektangler på en serviet — et liggende og et stående ovenpå. Det blev fire år senere til 'Mjøstårnet' — et 85 meter højt tårn ved bredden af Norges største sø.

Mjøstårnet beviste over for en tøvende verden, at træ kan bruges til andet end skovhytter og legehuse til børn.

Det kan også bære en moderne skyskraber. Og efter den strenge definition — træ i både det bærende skelet og etagedækkene — er Mjøstårnet stadig verdens højeste.

Bygningen blev monteret i et raskt tempo nærmest som et gigantisk samlesæt direkte fra fabrikken. Bjælker og søjler blev formet med millimeters nøjagtighed på et savværk i nabolaget og kørt ud til byggepladsen uden nogen prøvemontering først.

Ifølge The Guardian rejste tårnet sig med tæt på én etage om ugen — hejst på plads af en enkelt kran og helt uden udvendigt stillads.

Billigt var det dog ikke. Mjøstårnet kostede omkring 870 millioner kroner, og det er 10 til 15 procent mere, end det samme tårn ville have kostet i stål og beton.

Men i det store billede ser regnestykket anderledes ud. Betonen har nemlig også en pris, der ikke står på fakturaen.

Studier har forsøgt at sætte kroner og øre på de skader, den globale betonproduktion påfører sundhed og miljø, og beløbet er næsten lige så stort som værdien af hele betonindustrien. Efter nogle beregninger er det endnu større.

Arthur Buchardt tror på, at det samlede regnestykke snart bliver synligt for alle.

For ti år siden læste ingen om en bils CO₂-aftryk, og i dag er det det første, man kigger efter, siger han til avisen. Sådan kommer det også til at gå med bygninger, mener han. Måske starter det som markedsføring, men det ender med at blive en standard.

Brænder ikke, svajer mindre

Brand og stormvejr er to forståelige bekymringer, der melder sig, når talen falder på høje træhuse.

Men ingeniøren bag Mjøstårnet, Rune Abrahamsen fra træproducenten Moelven, kalder det formentlig Norges mest brandsikre bygning.

Før byggeriet tog man prøver af limtræet med til et brandlaboratorium i Trondheim og satte ild til søjlerne. Og de brænder ganske vist — men de brænder ikke igennem.

Overfladen forkuller, og laget af kul isolerer den indre kerne mod varmen, så søjlen bliver ved med at bære. Det er fuldstændig som en tyk træstamme på et lejrbål, der nægter at brænde igennem.

Argumentet har fundet den måske stærkeste blåstempling, det kunne håbe på.

Norges største forsikringsselskab forsikrer nemlig ikke bare bygningen. Det har også selv lejet sig ind på to af etagerne.

Den egentlige udfordring ved høje træhuse er snarere vægten. Eller rettere: manglen på den.

Træ er et meget let materiale, og når det blæser omkring toppen af en høj og let bygning, forstærkes kræfterne.

Rune Abrahamsen sammenligner det med udkigstønden på en skibsmast: nede på dækket mærker man kun en rolig dønning, men i toppen bliver hver eneste bevægelse forstørret.

Konstruktionen kan dog sagtens klare de kræfter. Det er beboerne på de øverste etager, der ikke kan.

For at forhindre, at de bliver søsyge, må man paradoksalt nok tynge bygningen ekstra ned — i Mjøstårnets tilfælde med lag af beton på de øverste dæk. Mængden er kun en brøkdel af, hvad et almindeligt højhus ville bruge, men helt uden går det altså ikke.

Træ højere end Eiffeltårnet?

Langelinie-projektet skriver sig altså ind i et globalt kapløb, der løbende flytter grænserne for, hvor højt træ kan nå.

I den schweiziske by Winterthur er det 100 meter høje boligtårn 'Rocket' på vej op — tegnet af danske Schmidt Hammer Lassen. I Stockholm bygger ejendomsselskabet Atrium Ljungberg et helt nyt bykvarter i træ på 250.000 kvadratmeter. Og i Perth i Vestaustralien er et 191 meter højt tårn undervejs, som dog kun er delvist af træ.

Netop dét forbehold gør en forskel.

I Sydney toppede kontorhuset Atlassian Central ud i sommer i 180 meters højde og blev bredt udråbt til verdens højeste træhøjhus. Men reelt er bygningen en hybrid med bærende kerne af beton og et skelet af stål.

Tæller man kun bygninger, hvor både skelettet og etagedækkene er af træ, ligger rekorden fortsat hos Mjøstårnet — og så er det pludselig Langelinie-tårnet, der kan rykke ved rekorderne, da det med sine 120 meter er 35 meter højere end den norske trendsetter.

Rekorden kommer dog altså kun i spil, hvis træet i det københavnske tårn kommer til at bære og ikke bare beklæde. Og det er ikke helt afklaret endnu.

De fremtidige ambitioner rækker under alle omstændigheder højere endnu — meget højere.

Den japanske trækoncern Sumitomo Forestry har siden 2018 haft et 350 meter højt træhøjhus på tegnebrættet i Tokyo. Bliver det bygget — efter planen omkring 2041 — vil det med god margin blive verdens højeste træbygning og samtidig Japans højeste bygning overhovedet.

Til sammenligning rejser Eiffeltårnets stål sig 300 meter over jorden. 

Mere skov — og mere by af skov

Skal træ afløse beton i stor skala, skal der fældes langt flere træer. Alene Mjøstårnet krævede over 16.000 gran- og fyrretræer. Og verden har allerede mistet en tredjedel af sine skove siden seneste istid — halvdelen af dem inden for det seneste århundrede.

Derfor er træ-revolutionen ikke ukontroversiel.

Rune Abrahamsen er selv opmærksom på balancen. Men træer har som bekendt den tiltalende egenskab, at de vokser af sig selv.

Og man må ikke hente mere ud af skoven, end der vokser til igen, formulerer Abrahamsen det selv.

I Norge plantes der i dag to træer for hvert, der fældes, og et træ er omkring 80 år om at vokse op. Alligevel høster branchen ifølge ham kun cirka 30 procent af den årlige tilvækst.

Broderfolket mod nord får altså for tiden både flere træhuse og flere træer.

Kan dén balance bringes til Danmark, kan tårnet på Langelinie blive mere end en ny silhuet på den københavnske skyline.

Det kan blive en prøve på, om fremtidens byer kan bygges af skov.