pixel

London vil gøre mere end 1/5 af byen parkerings­fri

KBH+ | Den britiske hovedstad er på vej med en plan, der er ganske anderledes, end hvordan København ser på parkering.

london bus gade

Nyt byggeri i den bedst forbundne femtedel af London skal fremover opføres helt uden P-pladser. Kun handicapparkering vil være undtaget.

Det står i udkastet til den nye London Plan, som er den britiske hovedstads overordnede udviklingsplan og som kan sammenlignes med Københavns 'Kommuneplan'.

Da vi her på siderne i august beskrev, hvordan Københavns parkeringsnorm fastholder bilen i nybyggeriet, var London et af eksemplerne på, hvordan man kan gå den modsatte vej.

Her sætter man ikke krav om, hvor mange P-pladser, der skal laves for hver kvadratmeter nybyggeri. I stedet sætter man et loft.

Og nu vil London så sænke loftet til nul i store dele af byen.

5 = ingen P-pladser

For at afgøre, hvordan loftet fremover skal sættes, har Londons trafikselskab — Transport for London (TfL) — delt byen op i over 150.000 felter på hver én hektar, hvilket er lidt større end en fodboldbane.

Hvert felt har fået en karakter fra 1 til 5, hvor 5 gives til de 20 procent af byen, der er bedst forbundet — eller med andre ord hvor man nemmest kan nå mest uden en bil.

Tilsammen dækker felterne med karakteren 5 mere end 300 kvadratkilometer — mere end tre gange så meget som hele Københavns Kommune.

Karaktersystemet er ikke nyt, men hidtil har karakteren især afhængt af, hvor langt man har fra boligen til nærmeste stoppested, og hvor tit bussen eller the tube kommer.

Men ifølge TfL selv har den metode en svaghed, fordi den ikke fortæller noget om, hvor man så kan komme hen.

I stedet kortlægger man nu byen efter, hvor mange job man kan nå på én time med kollektiv trafik, og hvor mange butikker, skoler, læger og parker man kan nå på en halv time. Til sidst ser man på, hvad man kan gå til på ti minutter.

Resultatet er et kort over byen, der viser, hvor godt forbundne de 150.000 felter hver især er, og de er så delt op i fem lige store grupper.

I de 20 procent, der har den dårligste forbindelse med omverdenen, må man lave op til én plads pr. ny bolig.

Men i den anden ende af skalaen bliver det nu efter planen helt forbudt at lave nye P-pladser, ligesom det gør i Londons største bymidter — uanset hvor godt forbundne de er.

Loft i London, krav i København

I København er det omvendt, som vi beskrev i august.

Kommuneplanen sætter ikke et loft, men et krav. Nybyggeri skal have et bestemt antal P-pladser, uanset om der ligger en metrostation og en Netto lige ved siden af boligen. Kun i helt særlige tilfælde, som ved ungdomsboliger, kan kravet fraviges.

I de tætte bykvarterer og byudviklingsområderne i København skal der laves én plads pr. 250 etagemeter. 

Og etagemeterne tæller hele bygningen — også f.eks. opgange og fællesrum. Selv for en almindelig lejlighed på 100 m² bliver kravet derfor mere end 0,4 P-plads.

I London ville 0,4 plads pr. bolig derimod være det absolut højeste, man måtte bygge i de næstbedst forbundne kvarterer — dem med karakteren 4. I flere typer områder med dén karakter er loftet faktisk endnu lavere, nogle steder nul. Og er karakteren landet på 5, må der altså som nævnt heller ikke laves nogen P-pladser.

Det antal P-pladser, København kræver, er altså mere end London vil tillade som maksimum i sine næstbedst forbundne kvarterer.

Intentionen i London er at skubbe flere af byens bilister over i den kollektive transport — eller på cyklen — så antallet af biler på vejene kan blive reduceret, og så der bliver plads til flere boliger på samme areal.

I København optager de mange nye P-huse f.eks. plads, hvor der kunne være bygget boliger i stedet. Alene i Ørestad Syd er der seks.   

Flere P-pladser med nye regler

Som vi også skrev i august, kan normen i København efter den gældende Kommuneplan 2024 højst sænkes 20 procent.

I december 2024 foreslog Enhedslisten og Alternativet ellers at genindføre den forrige plans mulighed for, at man efter en konkret vurdering kan sætte normen betydeligt lavere — potentielt næsten til nul.

Men i Borgerrepræsentationen stemte 36 imod og 17 for. Konservative og Venstre foreslog i stedet at hæve normen, men de forslag faldt også.

Et eksempel på konsekvensen kan man allerede finde i Nordhavn.

Da planlægningen af Svanemølleholm Øst begyndte i 2022, var intentionen at halvere normen, da området efter Københavns Kommunes egen definition er "stationsnært". Faktisk var der kun lige akkurat ikke politisk flertal for at sænke normen med hele 75 procent.

Men med den nye Kommuneplan fra 2024 kan P-normen højst sænkes 20 procent, og konsekvensen er, at der nu skal laves omkring 135 P-pladser i stedet for 82 i dette relativt lille område.

Metro-nærhed betyder ikke meget

For alvor mærkbar kan forskellen blive i det kommende kvarter Kløverparken på Amager.

Ifølge en aftale mellem staten og Københavns Kommune skal der her stå 530.000 etagemeter byggeri inden udgangen af 2035.

Kvarteret får sin helt egen metrostation på M5, der efter planen skal stå klar i 2036.

Den erklærede vision er en bydel, der er stort set bilfri. Men med den nu gældende parkeringsnorm vil der blive stillet krav om, at der skal laves i omegnen af 2.000 nye P-pladser — hvilket selvfølgelig også vil betyde yderligere op til omkring 2.000 biler kørende på de københavnske gader.

I London ville nærhed til metrosystemet derimod med den nye London Plan betyde et lavt loft over, hvor mange P-pladser der måtte etableres.

Parkeringsnormen i København skal næste gang fastsættes med Kommuneplan 2028.

Ligesom København sender London sine planer i offentlig høring, og briterne kan prise — eller forbande — intentionen om de nye P-regler frem til 15. oktober.

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

tommy64nielsen_2327
Fremsynede er vi desværre ikke i Danmark !!

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling