pixel

Træt af osende knallerter på cykelstien? — udvalg vil have dem væk

Små knallerter skal som udgangspunkt køre på cykelstien — men en gruppe under Indre By Lokaludvalg vil holde de fossildrevne af slagsen ude.

knallert cykelsti

Du kender måske situationen.

Du cykler gennem København, da lyden af en motor pludselig nærmer sig bagfra, og det er svært at vurdere hastigheden. Kort efter suser en knallert forbi og efterlader både motorstøj og lugten af udstødning i sit kølvand.

Små benzindrevne knallerter er i dag et helt lovligt indslag på de københavnske cykelstier. Men står det til Indre By Lokaludvalgs miljøgruppe, skal det ikke nødvendigvis blive ved med at være sådan.

Derfor skal lokaludvalget netop i dag tage stilling til et forslag om at arbejde for at få fossildrevne køretøjer væk fra cykelstierne — og dermed gøre dem både grønnere og tryggere for cyklisterne.

De skal køre på cykelstien

Det paradoksale vil for mange cyklister være, at de små knallerter ikke bare har lov til at køre på cykelstien. Som udgangspunkt skal de gøre det.

Ifølge færdselsloven skal en 'lille knallert' — den såkaldte knallert 30 — benytte cykelstien, hvis der er en, medmindre skiltningen siger noget andet. Den må højst køre 30 km/t.

En såkaldt scooter 45, der juridisk betegnes som en stor knallert, må køre op til 45 km/t, og den skal køre på vejen frem for cykelstien.

I de københavnske gader er bilernes reelle hastighed dog ofte ikke højere end 30 km/t — men den lille knallert skal altså ind blandt cyklisterne alligevel.

Dét betyder, at cyklister og knallertkørere skal deles om den samme plads — selv om der ofte er stor forskel på både deres fart og deres påvirkning af luften på cykelstien.

Netop den blanding bliver fremhævet som et problem i miljøgruppens oplæg, der blandt andet peger på støj, udstødning og utryghed på cykelstierne.

Vil have benzin-knallerter væk

Indre By Lokaludvalg skal i dag beslutte, om man vil opfordre Københavns Kommune til, at den går i dialog med staten om at gøre det muligt at forbyde fossildrevne køretøjer på cykelstierne.

Samtidig lægges der op til en dialog med budfirmaerne om i højere grad at bruge elcykler og andre fossilfri alternativer.

Det er nemlig særligt bude som Wolt, der i dag indtager byens cykelstier med knallerterne, der i snit udsender omkring seks gange så mange skadelige partikler, som en personbil gør.

Wolt sagde dog allerede i 2023, at man havde sat gang i tiltag, der skulle fremme mere miljøvenlige løsninger.

Hvis Københavns Rådhus nu snart går i gang med at se på mulighederne for at få knallerterne væk fra cykelstierne, vil det ikke være første gang.

Kommunen har tidligere undersøgt, om man kunne indføre lokale knallertforbud — og ikke mindst om det er muligt at skelne mellem benzindrevne og elektriske knallerter.

Her var konklusionen dog, at den gældende lovgivning ikke giver mulighed for at lave et forbud, der alene rammer de benzindrevne knallerter. Og et bredt knallertforbud vil også ramme elektriske knallerter og kabinescootere, som blandt andet benyttes af ældre og andre med nedsat funktion.

På en del af cykelforbindelsen 'Nørrebroruten' — mellem Åboulevard og Tagensvej — har kommunen dog allerede sidste år besluttet at forbyde al knallertkørsel, uanset drivmiddel.

Men det kan altså skabe problemer at rulle dette brede forbud ud over hele byen.

Og netop derfor vil Indre By Lokaludvalgs miljøgruppe gerne have staten på banen, så benzin-knallerterne specifikt skal kunne fjernes fra cykelstierne.

De finder støtte hos Cyklistforbundet, der så sent som i sidste uge udgav et nyt 'visionspapir', der bl.a. opfordrer til, at både knallerter og de hurtigste el-cykler kommer ud på vejene.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Dennis Nielsen
God ide at forbyde 30 knallerter, men Wolt og andre skifter ikke til almindelige cykler, de skifter blot til el-løbehjul, som man kan se i resten af Europa
Stig Kammersgaard
Alt der har motorkraft til at køre mere end 25 km/t bør køre på vejen og det uanset om det er fossilmotor eller elektrisk motor. Rugbrødsmotor bør dog undtages.
søren lütken
Det er ubegribeligt, at de overhovedet er tilladt. I Peking, Kina, har benzindrevne knallerter været forbudt i 20 år! I Københavns miljøzone undtager man dem, der virkelig forurener.
Peter Spanggaard
Ja, en totaksmotor der kører på olieblandet benzin er en af de grimmeste forurenere vi har, lidt latterligt at tale om nulemissionszoner og forbud mod dieselbiler så længe man lader totaktsknallerter køre rundt i byen.
Kristine Ammitzbøll-Bille
Sikke et godt forslag!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling