Hvad sker der i Noma-sagen?
Flere læsere efterspørger en status i Noma-sagen — to klager er sendt afsted af områdets beboere.
Den opmærksomme KBH-læser vil have bemærket, at der har været meget stille om Noma-sagen i den seneste tid.
Faktisk er det mere end et år siden, at vi sidst skrev om den velkendte restaurants afspærring af stien om Stadsgraven, der skiller Christianshavn fra Amager.
En håndfuld læsere har derfor de seneste par måneder kontaktet os for at høre, om der er nogen udvikling.
Og svaret er ja. Men så alligevel nej.
Nu glade for det?
Noma-sagen er i og for sig to sager, da restauranten tidligere har afspærret stien i begge ender af sin grund — i nord og i syd.
I den nordlige ende lader sagen dog til at være mere eller mindre afsluttet. Efter adskillige måneders legen kispus mellem kommune, Noma og Magasinet KBH har Noma nu i mere end et år undladt at spærre stien, som man tidligere har gjort.
På redaktionen har vi hygget os med at spekulere i, om Noma måske oven i købet er glade for, at de i sidste ende blev tvunget til at holde adgangen til stien åben.
Nu hvor man kan gå med ad stien, er Noma nemlig tilsyneladende blevet lidt mere af en destination for folk, der ikke skal spise der. Og for et lille år siden åbnede man sågar en ny butik lige ved siden af stien — Noma Projects.
Oplevelsen af Noma fra Refshalevej er således i dag betydeligt mere åben, end den var for godt et år siden.
Det er den dog ikke i den anden ende.
En lakmusprøve?
Mod syd grænser Noma op til Christiania, og med et trådhegn i metal har restauranten her spærret for, at man ad stien kan fortsætte herfra langs vandet.
Med hjælp fra læserne har Magasinet KBH tidligere dokumenteret, at der op til Nomas indflytning i Søminedepotet i adskillige år havde været fri passage her. Men det stoppede i 2017 eller 2018.
Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning havde tidligere oplyst til Magasinet KBH, at hvis det blev dokumenteret, at der havde været fri passage på stedet i mere end tre år, ja så kunne man åbne sagen igen med henblik på at få hegnet nedtaget.
Men det endte ikke med at ske, da forvaltningen senere ændrede forklaring. Og i sommeren 2025 gik sagen næsten i sig selv, da rådhusets politikere valgte at godtage forvaltningens konklusion, at man med de gældende regler ikke kan kræve hegnet i syd fjernet.
Magasinet KBH har dog over flere år afsløret så mange fejl i sagsbehandlingen — og så mange selvmodsigende svar fra forvaltningen — at vi kort efter besluttede at fortsætte med at forfølge sagen.
For redaktionen handler denne sag ikke så meget om Noma, men om at afdække arbejdsgangene i en forvaltning, der igen og igen har måttet beklage sin egen sagsbehandling og i forløbet sågar har mistet adskillige af de dokumenter, der ligger til grund for sagen.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har til enhver tid hundreder af åbne sager, og hvis et tilfældigt nedslag i én af dem afslørerer så mange fejl, hvordan står det så generelt til med sagsbehandlingen på rådhuset?
To klager er indgivet
Sidste sommer — i 2025 — spurgte vi derfor læserne, om der blandt dem var nogle lokale, der sammen ville indgive en klage til det statslige Planklagenævnet over kommunens afgørelse.
I så fald ville magasinet stå for det praktiske med at samle de mange informationer i sagen sammen til en egentlig klage.
Når magasinet ikke bare selv indgav klagen, så var det fordi, at vores redaktør allerede havde prøvet — kun for at få klagen afvist med henvisning til, at han boede for langt fra området til at have en 'retlig interesse' i sagen.
Der var dog adskillige lokale læsere, der gerne ville indgive klagen i stedet — bl.a. en læser på Christiania, der bor få meter fra hegnet.
I oktober 2025 indsendte denne person så to klager på vegne af i alt 20 personer med bopæl tæt ved Noma.
Den vigtigste klage er naturligvis dén om hegnet i syd, som i dag fortsat blokerer for stien om Stadsgraven.
Men sammen med beboerne valgte vi også at indgive en separat klage om hegnet i nord, selv om kommunen altså her har truffet afgørelse om, at afspærringen af stien skal væk.
Det gjorde vi, fordi kommunens afgørelse i redaktionens øjne er mærkværdig.
I sagen har kommunen nemlig på samme tid konkluderet, at de ubebyggede arealer ved Noma skal være "udlagt som åbne grønne områder, der er umiddelbart tilgængelige for alle," men samtidig, at "ejer [ikke] er forpligtet til at give enhver uhindret adgang til friarealerne og mulighed for ubegrænset færdsel."
Det betyder i praksis, at hegnet skal være væk — men at Noma på samme tid gerne må beordre folk til at forlade området. Nomas personale må altså gerne fungere som en slags "levende hegn".
Disse to beslutninger finder vi i modstrid mod hinanden, og derfor har de lokale læsere, støttet af magasinet, også klaget over Københavns Kommune i sagen om afspærringen i nord.
11 måneder er gået
Så dét er det nye i sagen siden vores seneste artikel fra september 2025:
Med hjælp fra magasinet har en gruppe læsere indgivet to klager til Planklagenævnet — men meget mere kan vi ikke berette.
Sagsbehandlingstiden hos Planklagenævnet kan være overordentlig lang — gennemsnittet er for tiden på cirka et halvt år.
I vores tilfælde er der dog nu altså gået 11 måneder siden indgivelsen, hvilket kan tyde på, at sagen er mere kompleks end den gennemsnitlige sag hos nævnet. Men det kan vi ikke sige noget konkret om.
En lille misforståelse i vores samarbejde med gruppen af lokale beboere betød også, at et gebyr ikke blev betalt til tiden, og at vi derfor måtte indgive den "lille" klage om hegnet i nord to gange.
Og derfor er det reelt kun "den store" klage om hegnet i syd, der har været til behandling i 11 måneder.
Så kort sagt:
En klage over hver ende af Nomas afspærring af stien ligger til behandling hos Planklagenævnet, der har det sidste ord i sagen.
Men nævnet har endnu ikke truffet en afgørelse i nogen af sagerne.
Vi vender naturligvis tilbage, når det gør.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
