Hotel får ikke lov at undgå fossilfri zone
Konservative vil rykke grænsen for fossilfri zone, så hotel bliver ’sparet’ — men 'grønt' politisk flertal stemmer imod.
København får om halvandet år sin første såkaldte 'nulemissionszone' — et område i byen, hvor der kun må køre eldrevne biler — på Indre Vesterbro.
Men selv om zonen blev politisk vedtaget sidste sommer, har Det Konservative Folkeparti fundet et hår i suppen. Hotellet Scandic Kødbyen ligger nemlig tæt på skillelinjen — og lige akkurat inde i den kommende zone.
Derfor vil partiet have rykket grænsen for den nye fossilfrie zone — med 90 meter.
160.000 overnattende gæster og ca. 30.000 konferencegæster går ind ad hotellets hovedindgang hvert år, og uden adgang for fossile køretøjer vil de blive generet, mener De Konservative.
Ifølge partiet vil det også påvirke hele området, hvis hotellets 15 daglige leverancer af varer ikke kan nå frem til hoveddøren — og det samme gælder taxaer og turistbusser.
”Hvis disse funktioner ikke kan ske ved hotellets hovedindgang, vil det ikke alene vanskeliggøre hotellets drift, men også skabe uhensigtsmæssig standsning og øget pres på den øvrige trafik i området,” lød det fra De Konservative i forslaget.
Spørgsmålet var oppe at vende på rådhuset før sommerferien. Og her fandt De Konservative faktisk opbakning fra både Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet — men et snævert flertal på 6 mod 5 stemmer valgte i sidste ende at stå fast på de oprindelige grænser.
Biler fremkalder stærke reaktioner
De Konservatives argumenter prellede tilsyneladende af på Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, der traditionelt udgør rådhusets 'grønne' fløj.
De fire partier stemte imod — og vil afvente resultatet af den offentlige høring.
Høringen løb frem til 16. marts, hvor der på otte uger nåede at tikke 768 svar ind fra københavnere, virksomheder og organisationer, der ønskede at give deres mening til kende.
Politikerne afventer dog stadig konklusionen på høringen. Men Magasinet KBH har tidligere kunnet beskrive den blandede folkestemning og de stærke reaktioner, som der ofte opstår i forbindelse med biler og parkering i byen.
Blandt de negative røster er planerne blevet omtalt som ”et stupidt forslag”, ”problematisk”, ”urimeligt” og ”ekskluderende”. Mens de positive svar har ytret begejstring over blandt andet en bedre luftkvalitet på Vesterbro.
Og så har flere beboere ekkoet De Konservative i bekymringen for, at taxaer ikke kan nå frem — eller at familie, venner og sundhedspersonale får svært ved at hjælpe de ældre med at komme fra A til B i hverdagen.
Andre europæiske byer løber forrest
København er dog bagud, hvis man retter blikket ud i Europa.
Europæiske byer som London, Amsterdam og Paris har allerede indført forbud mod fossile biler i visse zoner.
Når de københavnske politikere nu også er parate til at forbyde den osende del af bilparken, handler det i høj grad om de klimagevinster, som københavnerne står til at få.
En analyse fra rådgivningsfirmaet COWI har blandt andet vist, at byen kan spare 17.400 ton CO2 årligt ved at vælge Indre Vesterbro som en fossilfri zone — og samtidig skabe en samfundsøkonomisk værdi på 12 mio. kr. i form af bedre miljø.
I Stockholm er der dog opstået en strid om en meget lignende zone. Den svenske hovedstad besluttede allerede i 2023 at indføre et fossilt forbud i en del af centrum — men planen er endt i en juridisk tovtrækning, og zonen er fortsat ikke trådt i kraft, efter at den svenske Länsstyrelse i maj i år ophævede beslutningen.
Den københavnske zone mangler også stadig at blive godkendt af Miljøstyrelsen, før Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus kan vedtage zonen.
Om Miljøstyrelsen vil rejse lignende indvendinger mod valget af Indre Vesterbro er endnu uvist. Men den danske lovgivning giver landets kommuner mulighed for at indrette én af den slags zoner på forsøgsbasis.
Hvis godkendelsen kommer, træder den nye fossilfrie zone i kraft i 2028 for privatbiler og i midten af 2029 for erhvervskøretøjer.
Forbuddet mod biler med benzin- og dieselmotor omfatter ikke områdets beboere, politi og udrykningskøretøjer samt handicapkøretøjer.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

Spændende eksperiment. Ikke mindst fra 2029 hvor virksomheder ikke længere kan få leveret varer og folk ikke længere kan ringe efter en vvs'er når et vandrør springer. Medmindre de selvfølgelig kan finde en som kommer i elbil eller på cykel.
Der er allerede dele af København, hvor folk har svært ved at få en håndværker til at komme ud for mindre opgraver - Fordi der er for meget besvær med parkering osv i.f.t. hvad de tjener på det.
Fint at udfase privatbilisme i et mindre område som Vesterbro, hvis beboerne synes det er en god idé. Men biler på gule plader kommer de nok til at savne.ro på - man kan jo stadig køre rundt derinde!
Der er ikke nogen grundt til at male fanden på væggen...“ […] der sælges jo praktisk talt ikke benzin og dieselbiler længere.”
Jo der gør.
Biler på gule plader, som skal trække et tungt læs eller fx drive en håndværkers mobile værksted en hel arbejdsdag, kører fortsat på diesel. Og sådan vil det være de næste mange år.