60'er-bygning taber kampen mod nye boliger
Skal vi også bevare nyere byggeri, eller rive ned og bygge nyt? — Der er politisk splittelse om, hvad der er er 'bevaringsværdigt'.
København er fuld af smukke sprossede vinduer og ældre byggeri i pastelfarver, der gør sig strålende på postkort.
Byggeri af dén type blev dog faktisk ikke så sjældent revet ned for at gøre plads til nyt indtil for et par årtier siden.
Det ser man ikke ret ofte i dag, men i det større spørgsmål om bevaring kontra nyt gemmer sig et andet spørgsmål.
For hvad gør vi med nyere tids arkitektur, som ikke nødvendigvis er "pæn", men som måske er med til at "fortælle historien" om det moderne København?
Færre, dyrere og dårligere boliger
En fire-etagers kontorbygning på Vilhelm Thomsens Allé i Valby er det seneste eksempel på debatten om, hvad der egentlig er bevaringsværdigt.
Ejeren søgte nemlig i marts om tilladelse til at nedrive bygningen fra 1965 for i stedet at opføre 84 nye ungdomsboliger.
Embedsværket i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen satte dog bremsen i og foreslog for nogle dage siden til politikerne, at de nedlagde forbud mod nedrivning og i stedet lavede en såkaldt bevarende lokalplan.
Forvaltningen vurderede, at bygningen både havde "høj arkitektonisk" og "høj kulturhistorisk" bevaringsværdi — og fremhævede, at der er en klimabelastning ved at rive ned.
Bygningen er tegnet af Palle Suenson — en af sin tids fremtrædende arkitekter, der også har tegnet 'Ørkenfortet' på Christianshavn, som frem mod 2021 blev renoveret og genåbnede som hotel.
Den blev oprindeligt brugt som socialkontor for Dansk Blindesamfund, men spørger man ejeren, var kommunens bevaringsønske dog en dårlig idé.
I sit høringssvar gjorde ejeren opmærksom på, at en tvungen bevaring "ikke vil føre til et bedre boligprojekt, men derimod til færre og mindre attraktive boliger til en højere omkostning".
Og sagen endte med at dele politikerne i det politiske udvalg fuldstændigt.
Radikale Venstre, Konservative, SF og Liberal Alliance stemte imod at forbyde nedrivning — med henvisning til, at hensynet til bolignøden vejer tungere end bevaringen af en 60'er-kontorbygning.
Omvendt ønskede Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet at bevare huset. I en såkaldt protokolbemærkning forklarede Enhedslisten og Alternativet, at en nedrivning og et efterfølgende nybyggeri ville producere store mængder byggeaffald — og at "nybyggeri i det hele taget har stor klimabelastning".
Afstemningen i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget endte uafgjort med 5 stemmer imod og 5 stemmer for. Og da et forslag kræver et flertal for at gå igennem, blev forvaltningens indstilling om at bevare bygningen forkastet.
Derfor fortsætter projektet som en almindelig byggesag, hvor der efter alt at dømme gives grønt lys til nedrivning og opførelse af de 84 nye ungdomsboliger.
En del af en større københavnsk bevaringsbølge
Sagen fra Valby står langt fra alene, men illustrerer et markant skifte i den københavnske byudvikling, hvor princippet om "bevar eller forklar" i stigende grad dominerer den politiske debat.
Hvor det før primært var oplagte 1800-tals ejendomme med dekorerede facader, der udløste politisk bevaringslyst, er kampladsen nu i høj grad rykket til efterkrigstidens og modernismens byggerier.
Lignende diskussioner har udspillet sig om det brutalistiske Schou-Epa hus på Nørrebro, og Peder Lykke-højhuset i Urbanplanen, hvor arkitektur fra en nu ellers æstetisk udskældt periode søges reddet af hensyn til enten kulturarv eller CO2-regnskabet — eller begge dele.
Hvor de to bygninger på Nørrebro og i Urbanplanen måske fortæller historier om skiftende tider og velfærdsstatens opblomstring i midten af det 20. århundrede, tager bevaringslysten i andre sager mere — vil nogle nok mene — ekstreme former.
Længst ude i Nordhavn ønskede By & Havn for nylig at nedrive en betonbygning og en bølgeblikshal fra 1991 til fordel for containeropbevaring.
Skønt de fleste var enige om, at hallen manglede arkitektonisk værdi, krævede Socialdemokratiet og Enhedslisten sagsbehandlingen trykprøvet politisk ud fra princippet om, at det som udgangspunkt er bedst at bevare, hvis det kan lade sig gøre.
Kontrasten kan synes slående, når man samtidig husker på, at historiske og erklæret bevaringsværdige bygninger som Slagtergårdene fra 1860'erne på Vesterbro for blot otte år siden måtte lade livet for nye boliger.
På samme vis udstiller sagen i Valby det svære dilemma i tidens bevaringsbølge:
Hvornår er en bygning en vigtig arkitektonisk tidslomme, der bør reddes — og hvornår blokerer den blot for nye boliger i en by, der mangler mange af dem?
Her og nu ser det altså ud til, at også Valby-huset må lade livet til fordel for flere steder at bo.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

kommentarer