pixel

Seks nye 'bylivsgader' er på vej i København

Mere grønt og plads til ophold rykker ind på seks københavnske gader — blandt andet Dronningensgade, der i årevis har forsøgt at komme gennem nåleøjet.

Byliv på Ydunsgade

For få år siden mødte man en stor asfalttrekant ved sammenløbet mellem Ydunsgade og Thorsgade på Nørrebro.

Langs kantstenen hele vejen rundt holdt parkerede biler, og pladsen virkede på mange måder spildt.

I dag ser stedet anderledes ud. Asfalten er skiftet ud med stenbelægning, træer, buske og bænke — og det tidligere gadehjørne har fået sit eget navn: Yduns Plads.

Pladsen er det første færdige resultat af Københavns Kommunes satsning på de såkaldte bylivsgader.

Og nu er yderligere seks gader blevet udpeget til en lignende transformation.

Succes for 2022-idé

Idéen med bylivsgaderne er at lade københavnerne selv komme med forslag til, hvordan deres lokale gader kan blive grønnere og give bedre muligheder for ophold og byliv.

Lokale beboere og erhvervsdrivende kan gå sammen og foreslå deres gade, hvorefter kommunen vurderer idéen og, hvis den kommer gennem nåleøjet, er med til at udvikle den til et konkret projekt.

På Ydunsgade og Thorsgade samlede projektet eksempelvis stor lokal opbakning, og omkring 100 beboere endte med at være en del af borgergruppen bag projektet.

En transformation indebærer typisk, at parkeringspladser og andre dele af gaderummet bliver byttet ud med beplantning, bænke og trafikdæmpende tiltag.

Ordningen begyndte i 2022, hvor kommunen afsatte lidt over 11 millioner kroner til de første bylivsgader.

Men interessen viste sig hurtigt at være langt større, end pengene rakte til: Omkring 80 gader meldte sig i den første ansøgningsrunde, men kun tre blev udvalgt. Én af dem var Thorsgade/Ydunsgade, som altså siden er blevet til Yduns Plads — med indvielse i december 2025.

Siden er flere projekter sat i gang, og på det nyligt aftalte Budget 2027 blev der afsat yderligere 23,3 millioner kroner til nye projekter.

Seks nye gader er valgt

Forleden afslørede Københavns Kommune, hvilke projekter der har fundet vej til listen over nye bylivsgader her i 2026.

De seks projekter ligger spredt over fire bydele: Dronningensgade på Christianshavn, Frejasgade og Heimdalsgade på Nørrebro, Teglværksgade på Østerbro samt Tullinsgade og Valdemarsgade på Vesterbro.

Fire af projekterne stammer fra den seneste ansøgningsrunde. Her modtog kommunen 33 idéer, og efter en høring udvalgte forvaltningen de projekter, der bedst levede op til puljens mål om mere byliv, begrønning og trafikal fredeliggørelse.

Dronningensgade og Heimdalsgade har derimod allerede været gennem møllen tidligere.

På Dronningensgade har man faktisk forsøgt at blive bylivsgade lige siden, ordningen begyndte. Allerede i 2022 var gaden blandt ansøgerne, og de lokale har vedholdende forsøgt at få støtte til visionen om en grønnere forbindelse fra Christianshavns Torv mod volden.

Så sent som i marts skrev vi her på siderne, at gaden endnu en gang så ud til at ende uden for det gode selskab.

Men i sidste ende kom gaden gennem det politiske nåleøje og står nu over for en forvandling sammen med fem andre.

Årets bylivsgader:

  • Dronningensgade, Christianshavn
  • Frejasgade, Nørrebro
  • Heimdalsgade, Nørrebro
  • Teglværksgade, Østerbro
  • Tullinsgade, Vesterbro
  • Valdemarsgade, Vesterbro

Fra plantekummer til nye opholdsrum

Hvor stor en forandring de seks gader får, varierer dog en del.

De enkelte projekter har et budget på mellem 400.000 og 1,8 millioner kroner, og der er ikke nødvendigvis tale om store eller permanente ombygninger.

Planerne går især ud på at inddrage dele af vejbanen og parkeringsarealerne til plantekummer, siddepladser og andre mindre byrum. Og eksempelvis skal løsningerne i Dronningensgade og Heimdalsgade etableres oven på den eksisterende vejbelægning, så der ikke skal graves i gaden.

Det relativt beskedne ambitionsniveau i nogle af projekterne har også fået politisk opmærksomhed.

Da sagen blev behandlet på rådhuset, efterlyste Radikale Venstre, at man fremover fokuserer mere på permanente begrønninger som på Yduns Plads — og altså væk fra de mere midlertidige modeller med plantekummer.

Dén kurs ville formentlig reducere antallet af projekter, man kan gennemføre årligt — men øge de enkelte projekters ambitionsniveau.

Sådan skal de seks gader ændres

I Dronningensgade skal der nu etableres flere opholdszoner med store plantekummer og integrerede bænke.

Og samme greb går igen på flere af de andre gader: Frejasgade får tre grønne områder med plantekasser og siddekanter, mens plantekummer med bænke på Heimdalsgade samtidig skal indsnævre vejen og dæmpe trafikken.

På Teglværksgade skal plantekasser blandt andet afskærme gaden fra Jagtvej og tydeliggøre ensretningen. På Tullinsgade bliver grøn bemaling mellem plantekasserne en del af små rum til ophold og aktivitet.

Fælles for projekterne er, at de tager plads fra bilerne. I alt forsvinder 46 parkeringspladser på de seks gader.

Til gengæld kommer der blandt andet mindre træer og buske i plantekummerne. Men det beherskede ambitionsniveau påvirker også det grønne.

Der bliver nemlig ikke gravet ud til egentlige gadetræer. Og embedsværket vurderer derfor, at træerne får mere begrænsede vækstvilkår og ikke kan blive lige så store som traditionelle gadetræer.

46 parkeringspladser skal væk

De 46 parkeringspladser har også spillet en rolle i den politiske behandling.

Fem andre projekter, der tidligere har fået grønt lys, krævede nedlæggelse af 34 P-pladser, så med de seks nye, skal der nu fjernes i alt 80 P-pladser fra gaderne.

De nedlagte pladser bliver alle erstattet af lejede parkeringspladser i private P-anlæg, som ifølge kommunen ligger mellem 250 meter og 1,5 kilometer fra de pladser, der forsvinder.

Penge til at leje de mange pladser blev allerede afsat i 2024, da politikerne blev enige om at bruge 40 mio. kroner årligt på at leje i alt 2.100 private P-pladser til byens beboere.

En gade måtte udgå

En anden gade var meget tæt på at ende på årets liste over nye bylivsgader.

Et oplæg for Niels Brocks Gade ved Glyptoteket var nemlig tidligere blevet udpeget til at blive udviklet til et egentligt projektforslag.

Men her kom et andet stort københavnerprojekt i vejen: Glyptotekets kommende renovering kræver en byggeplads på samme vejstrækning, og kommunen vurderer, at der ikke vil være plads til både byggeplads, gennemkørende trafik og en bylivsgade.

Renoveringen af Glyptoteket ventes at strække sig helt frem til 2032/34, og projektet på Niels Brocks Gade er derfor blevet standset i denne omgang.

Velkendte Ravnsborggade på Nørrebro var i øvrigt med i opløbet til årets liste, men endte med ikke at komme på den.

Klar i løbet af 2027

De seks nye projektforslag blev godkendt af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 5. oktober, og embedsværket forventer nu at sende projekterne i udbud i første kvartal af 2027.

Den første af de seks nye bylivsgader ventes at kunne tages i brug senest i tredje kvartal samme år — mens resten følger løbende frem mod vinteren 2027.

Antallet af færdige bylivsgader vil derfor vokse ganske hurtigt det kommende år. Og for beboerne i Dronningensgade kan 2027 samtidig blive året, hvor flere års forsøg på at få en grønnere gade endelig bliver synlige i gadebilledet.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling