Her er planen for Lynetteholms kystlandskab
Første del af Lynetteholms kystlandskab står klar i 2029 — med natur, stier og udsigtstårn.
Når Lynetteholms nye kystlandskab efter planen åbner sig i 2029, bliver det med flere faciliteter end oprindeligt planlagt.
Det kunne vi allerede fortælle sidste år, og nu har Københavns Kommune løftet mere af sløret for, hvad vi kan forvente herude ved Øresund.
Første etape — der dækker godt otte hektar af det samlede område på 60 hektar — vil byde på flere nye tiltag, der skal gøre området til et attraktivt udflugtsmål for københavnerne.
Sådan er intentionen, i hvert fald.
Kyststi og udsigtstårn
Området bliver fra start beplantet med tæt krat og større, 10- til 15-årige træer for en hurtigere oplevelse af etableret natur.
Samtidig skal et varieret og kuperet terræn med græsarealer og vandhuller både pynte og hjælpe plantelivet i gang.
Helt ude hvor bølgerne slår mod kysten skal en op til 275 meter lang sti sno sig gennem den stensætning, der udgør Lynetteholms kyst.
Her kan fiskesnøren kastes ud — eller man kan slå sig ned på de nye træplatforme og lade blikket vandre mod Sverige.
Lidt derfra vil et to-etagers, overdækket udsigtstårn rejse sig tæt ved kysten. Fra toppen kan man holde øje med skibe og fugle — og selvfølgelig også al den jorddumpning, der engang skal blive til selve Lynetteholm.
Imens kan de yngste boltre sig på en 500 kvadratmeter stor naturlegeplads.
3½ x Middelalderby
Landskabet er i bund og grund en klimasikring, der skal holde fremtidens vandmasser væk fra byen. Men med de ekstra midler, der blev afsat sidste år, er håbet altså, at det også kan blive et attraktivt naturområde for københavnerne — også længe inden nogen flytter ind på Lynetteholm.
Første etape står klar i 2029 og udgør kun en sjettedel af hele det samlede kystlandskab. Hele landskabet forventes at være på størrelse med Fælledparken, når det er fuldt udrullet.
Men selv når hele kystlandskabet og stormflodssikringen engang står klar, vil det stadig blot være en mindre del af hele Lynetteholm-projektet.
Når hele halvøen står færdig, vil det samlede areal dække omkring 2,75 kvadratkilometer — hvilket svarer til omtrent tre en halv gange størrelsen af Københavns Middelalderby.
Her skal en ny københavnsk bydel med 35.000 indbyggere — næsten — binde Refshaleøen i syd sammen med Nordhavn i nord — og altså beskytte os andre mod stormflod.
Stormflodsbeskyttelsen bliver dog først en realitet, dén dag der også er bygget en sluseport mellem Lynetteholm og Nordhavn, så vandets adgang fra nord kan lukkes helt af.
Porten er endnu ikke en del af de konkrete planer for Lynetteholm. Den planlægges i stedet som en del af Københavns samlede stormflodssikring, der skal rulles ud over de kommende mere end 30 år.
De første byggerier på Lynetteholm forventes at stå færdige omkring 2035, mens hele mega-projektet først forventes fuldt udbygget engang i 2070'erne.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
