Nye containere indsamler årligt 3 millioner T-shirts
Enorme mængder tekstil afleveres nu hvert år på Københavns gader — men for nogle bydele er det svært, og snart ændres systemet igen.
Du står med en slidt sweatshirt, et par udtjente bokser og én sok uden en makker. Dét findes der en løsning på.
Siden 2023 har det været obligatorisk for alle danskere at sortere deres slidte og hullede tøj som tekstilaffald.
I København var planen at rulle hundredvis af nye sorteringspunkter ud over hele byen, så alle i nabolaget nemt kunne komme af med — blandt andet — deres udtjente tøj.
En statusrapport fra kommunen viser, at der i dag samles rigtig meget tekstil ind — men også at udrulningen af containere på gadeplan ikke er blevet så omfattende som først vedtaget.
Og det efterlader huller på bykortet og mange københavnere, der må gå langt for at aflevere tøjet.
Ny skal producenterne selv betale
Det ambitiøse mål var oprindeligt at opstille 530 sorteringspunkter i de københavnske gader. Men da det viste sig at være sværere og dyrere end forventet at etablere containerne i gadebilledet, svang kommunen senere sparekniven.
Det endelige antal er nu fastlåst på 362 punkter — og projektet er officielt meldt færdigt.
Det betyder, at muligheden for at aflevere sit tekstikaffald i en række bydele reelt er blevet valgt fra.
Bor man i Ørestad, Carlsberg Byen, de nye kvarterer i Sydhavnen eller i et af kommunens villaområder, må man kigge langt efter en lokal container til gamle T-shirts.
Så indtil videre må beboerne i de berørte områder selv køre på genbrugsstationen med tøjet.
Nye EU-regler er dog på vej og kan helt forandre, hvordan københavnerne afleverer uønsket tøj.
Et såkaldt "obligatorisk udvidet producentansvar for tekstilaffald" betyder nemlig, at det fremover ikke alene er det offentliges ansvar, at indsamle de millioner af fast fashion-kreationer, som langes over diskene i H&M, Zara og alle de andre tøjbutikker.
Tøjproducenterne vil i fremtiden skulle betale for både indsamling, sortering, genanvendelse og genbrug af det tekstilaffald, de sender på markedet.
De nye ordninger skal være rullet ud senest i foråret 2028, og kommunen har derfor trykket på pause og vil ikke etablere alternative ordninger i de container-løse bydele, før der er hel klarhed over, hvordan brugt tekstil skal indsamles i fremtiden.
6 klude til alle
At der er noget at indsamle, vidner københavnernes sorteringslyst om.
Sidste år samlede byen 470 ton tekstilaffald ind, svarende til omkring 3,1 millioner standard t-shirts — og det er altså bare i Københavns Kommune.
I de første fire måneder af 2026 er der allerede røget 154 ton i containerne, så niveauet vil være omtrent det samme i år.
Når man afleverer sit brugte tøj og dine slidte lagner, ryger det dog ikke direkte til genbrug i Danmark. Det meste bliver kørt til et stort sorteringsanlæg i Holland, hvor de københavnske tøjbjerge skilles ad.
Cirka en femtedel er i så god stand, at det kan sælges videre til store, globale aktører der handler med genbrugstøj.
Hele 36% blev i 2025 klippet op til klude, hvilket svarer til omkring 4,2 mio. klude. Hver eneste københavner vil altså årligt kunne få flere end 6 klude ud af det tekstilaffald, som de selv afleverer.
Omkring 30% lever videre som f.eks. nyt garn eller pudefyld — og kun de sidste godt 10% må forlade denne jord uden at kunne blive brugt igen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

kommentarer