pixel

Nørrebro-park gør klar til å-genkomst på overfladen

Millionløft til park på Nørrebro baner vejen for grønne stier, bedre legepladser og — måske — en genkomst af forsvunden å.

lundtofte, park, bispeengen

Et lokalt åndehul på Nørrebro tæt på Bispeengbuen står over for en markant ansigtsløftning — måske med sin egen å.

Med en pose på 25 millioner kroner i ryggen er banen nu kridtet op til at blæse nyt liv i 'Parken ved Bispeengen'.

Projektet skal binde parkens rekreative funktioner, cykelstier og grønne ambitioner bedre sammen, så den i dag lidt oversete plet kan skabe fornyet glæde for børn og voksne i nabolaget.

Leg, natur og bedre stier

Planerne for parken bygger på et samarbejde med de lokale beboere og byder på en gennemgribende opgradering af den eksisterende, bemandede legeplads.

Her kan børnene se frem til naturinspirerede legeredskaber, sansestier, et nyt udekøkken og bålpladser.

Samtidig får de grønne forbindelser gennem parken et tiltrængt eftersyn. Den populære cykelrute, Grøndalsruten, bliver opgraderet med en nænsomt anlagt cykelsti, hvor der tages særligt hensyn til at bevare parkens gamle træer og undgå karambolage med de gående gæster.

Plads til vandet — når pengene er der

Det mest opsigtsvækkende element i den nye plan er dog indarbejdelsen af det vandløb, der engang løb frit igennem området.

Det nys fremlagte projekt er nemlig indrettet med et areal reserveret til Lygte Å, så den kan genskabes som et synligt og rislende element i parken. I dag løber den, som Københavns øvrige åer, i et rør under jorden.

En genskabelse af vandløbet kræver dog en særskilt politisk bevilling ud over de millioner, der allerede er afsat. Men de ekstra penge kan potentielt allerede komme, når politikerne i disse uger forhandler om Københavns Kommunes budget for 2027.

Hvis man tænker åen ind allerede nu, kan man sikre, at det store parkarbejde ikke skal gøres om senere, lyder det fra embedsværket.

Større brik i å-puslespil

Perspektiverne i parkprojektet rækker faktisk langt ud over Nørrebros grænser.

En politisk beslutning om at reservere plads til Lygte Å flugter nemlig helt med de politiske intentioner om at genskabe flere af Københavns gemte vandløb.

Både Grøndals Å, Ladegårds Å og netop Lygte Å skal slippes fri fra deres underjordiske rør og igen op på landjorden, hvis de erklærede politiske ambitioner skal stå til troende.

Parken ved Bispeengen støder op til Bispeengbuen, og Københavns Kommune arbejder p.t. også med en plan om at rive den ene af de to buer ned, så der bliver plads til en lang bypark i stedet.

I den nye bypark skal Ladegårds Å op at løbe på overfladen, og Ladegårds Å er en forlængelse af netop Lygte Å.

Dermed kan Parken ved Bispeengen og de to åer ende med alle at smelte sammen, hvor man i dag finder Bispeengbuen.

Hvis finansieringen af Lygte Ås genkomst i Parken ved Bispeengen falder på plads, kan genkomsten derfor ende med at blive et af de første konkrete skridt mod en mere vandrig hovedstad — og en forsmag på det langt større projekt, hvor Ladegårds Å kommer op til overfladen på Ågade.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

finn.breddam
Det store i det små: det kan blive en fin å. Og et fint løft af området, især måske for de børn, der bliver født der fremover. Med eller uden Bispeengbuen, hel eller halv.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Vesterbro
Godsbaneterrænet omdannet til Vesterbros nye grønne hjerte.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling