Nulemissions-zone på Vesterbro skrumper ind
Høring resulterer i flere ændringer i planlagt 'adgang forbudt' for benzin og dieselbiler — politisk afgørelse i næste uge.
Først skulle den strække sig helt fra Søerne til Inderhavnen.
Men nu er en kommende 'fossilfri' zone på Vesterbro på vej mod at blive endnu mindre.
Et politisk flertal stemte i sommeren 2025 for et forslag om, at Indre Vesterbro skal holdes helt fri for køretøjer, der kører på benzin og diesel. Forbuddet omfatter dog ikke områdets beboere og essentiel kørsel som udryknings- og handicapkøretøjer.
Formålet er både at forbedre luftkvaliteten og reducere støjforurening og CO2-udledning i bydelen.
I det oprindelige forslag strakte zonen sig fra Gammel Kongevej til Kalvebod Brygge, men nu skal zonen være mindre.
Igen.
Områder undtages
Da forslaget blev behandlet sidste sommer, skar man fra politisk side med det samme det sydligste af den fossilfri zone, så den begrænsede sig til nord for baneterrænet.
Siden har planerne været en tur i offentlig høring.
I høringsperioden er der indkommet i alt 768 høringssvar fra bl.a. borgere, virksomheder og lokaludvalg — og på den baggrund anbefaler Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning nu flere ændringer.
Tilbage i marts kunne vi fortælle, at lokaludvalget var positive over for ændringerne. Men størstedelen af de øvrige høringssvar er enten kritiske eller forbeholdne over for forslaget.
Og den brede skepsis får nu embedsværket til at anbefale sine politikere, at man yderligere skrumper zonen.
Skelbækgade og en del af Halmtorvet vil blive undtaget, så benzin- og dieselbiler fortsat vil kunne køre til Scandic Hotel og det øvrige Kødbyen.
Hele Vesterbrogade bliver også fjernet, så gaden nu vil udgøre den nordlige grænse for zonen.
Og så vil man også fortsat kunne køre sin gamle dieselbil i et område omkring Københavns Hovedbanegård, der ellers var en del af planerne.
Desuden anbefaler forvaltningen, at der bliver givet flere dispensationer. Det gælder bl.a. til beboere med beboerlicens, som bor umiddelbart uden for zonen — og kørsel relateret til vigtige samfundsopgaver som fx vejdrift og snerydning.
Mindre CO2-reduktion
Med de foreslåede ændringer forventer kommunen, at CO2-effekten vil være op til 3.800 tons pr. år.
Det svarer til CO2-udslippet fra op mod 2.000 returflyvninger mellem København og New York. Men det er en cirka 20% mindre miljøgevinst, end der var lagt op til med den større zone.
FDM — Danmarks største interesseorganisation for bilejere — har tidligere kaldt forslaget for ren og skær symbolpolitik.
Her mener man nemlig, at den sparede CO2 er ligegyldig i det store billede — at effekten af zonen på Vesterbro vil være 'marginal'.
Forsøget på Vesterbro handler dog ikke kun om CO2, men også om at reducere den såkaldte partikelforurening, der er skadelig for de mennesker, der opholder sig i nærheden af den.
Næste skridt: Miljøstyrelsen
Politikerne i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget vil forventeligt godkende det justerede forslag i næste uge. Når det er sket, skal det statslige Miljøstyrelsen også godkende det.
Miljøstyrelsen har dog allerede haft mulighed for at kommentere på planerne i løbet af høringen, så det er sandsynligt, at de nu også bliver godkendt her.
I sidste ende skal den samlede Borgerrepræsentation formelt godkende zonen sidst på året.
Hvis nulemissions-zonen som forventet bliver vedtaget og indført, vil den blive evalueret efter et år. Herefter kan den blive skrottet — eller måske udbredt til andre bydele, hvis lovgivningen tillader det.
Og det er der noget der tyder på. I 2024 støttede et stort politisk flertal nemlig op om, at alle benzin- og dieselbiler skal ud af København fra 2030.
London har verdens største
Som vi tidligere har beskrevet, er adskillige storbyer i Europa langt foran København, når det handler om at forbedre luftkvaliteten og reducere støj og udledningen af partikler og CO2.
I Stockholm besluttede man i 2023 at forbyde diesel- og benzinbiler i dele af centrum — men planerne er p.t. strandet i et slagsmål mellem forskellige offentlige instanser.
Amsterdam valgte i 2020 at forbyde fossilbiler, der er ældre end 15 år — og i 2030 skal de helt være fortid.
Det har de københavnske politikere altså også erklæret en intention om, men om det rent faktisk vil blive gennemført over de næste godt tre år er et mere åbent spørgsmål.
I Paris overvejer man et "halvt totalforbud", hvor man fra 2030 vil nægte benzin- og dieselbiler adgang til hele byen i hverdage mellem kl. 8 og 20.
Og i London har man indført en ‘Ultra Low Emission Zone’ (ULEZ), som betyder, at køretøjer skal opfylde bestemte emissionsstandarder.
Køretøjer der ikke gør det, kan som udgangspunkt godt køre i zonen, men skal betale en daglig afgift. Zonen dækker omkring 1.500 km² og ca. 9 mio. mennesker, og er verdens største af sin slags.
Den blev indført i det centrale London i 2019 og har siden 2023 omfattet hele Greater London — med succes.
En rapport fra sidste år viste en forbedring af luftkvaliteten i hele byen fra 2019-2024. I de centrale dele af byen er partikelforureningen f.eks. mere end halveret i forhold til hvad den ville have være uden ULEZ, lyder konklusionen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

FDMs argumentation er lidt et selvmål...
Hvis det er symbolpolitik, fordi det vil have en ubetydelig indflydelse på CO2-udledningen - så er det jo fordi området ikke er stort nok!
Ergo må man jo lave et meget større område for at komme FDMs kritik i møde :)