pixel

Ny plan for torvehandel på Christianhavns Torv klar

Nyt oplæg skal ændre Christianhavns Torv til en kulinarisk torveplads med inspiration fra Torvehallerne — Mad og lys skal vende den negative stemning.

torvehallerne handel

Christianhavns Torv har længe skullet høre for meget.

I Københavns Kommunes seneste tryghedsundersøgelse peger de lokale borgere på torvet som dét sted i hele bydelen, hvor de føler sig mindst trygge.

Problemer med stoffer, slåskampe og sociale konflikter har længe præget pladsen.

Og samtidig har kommunen opgivet at løse problemerne gennem traditionelle anlægsprojekter — som nye fliser og bænke. Man mener simpelthen ikke, at det vil ændre på adfærden.

Torvehals-arkitekt klar med christianshavner-løsning

Det har fået Christianshavns Lokaludvalg til at gå nye veje.

I samarbejde med arkitekt Hans Peter Hagens, manden bag Torvehallerne på Israels Plads, har de udarbejdet et nyt visionsoplæg for fremtiden.

Hagens bor selv på Christianshavn og har i årevis drømt om at supplere Torvehallerne med et udendørs farmer's market — en idé, der aldrig blev realiseret ved Nørreports mere velfriserede madudsalg, men som han nu vil forsøge at plante på kanalens bred.

Tanken er at skabe en aktiv torvehandel med op mod 24 stader, der kan tiltrække nye brugergrupper og skabe et positivt byliv, som fortrænger utrygheden.

Projektet lægger op til overdækkede enheder til kød, fisk og ost — samt udendørs sæsonboder til frugt og grønt. Alle skal kunne lejes på dagsbasis af regionale producenter eller private med overskud fra haven.

Som en historisk reference foreslår man også at lave tre arktiske stader med specialiteter fra Grønland, Island og Færøerne.

Dertil skal komme mobile gadekøkkener, en børnebod med professionelle kokke — samt måske endda flydende bådstader i Christianshavns Kanal.

Lyskoncept og mobil politistation

Arkitektonisk foreslår Hagens og de lokale, at pladsen visuelt bliver bundet sammen af 160 farvede "jordlys" integreret i brolægningen.

De skal fungere som ganglinjer og skifte farve efter tema — eksempelvis rød i julen eller grøn på økodage.

Præcis som stemningslysene skal også madboderne selvfølgelig følge årstidernes skiften, så der serveres juice og is om sommeren og kastanjer eller glögg om vinteren.

For at sikre en fredelig opstart foreslår man en midlertidig, mobil politistation på pladsen de første fire til seks måneder — samt en fast "torvechef" til at sikre orden og renholdelse.

Kurs mod budgetforhandlinger

Udspillets timing er ikke tilfældig.

Københavns Kommune ønsker flere steder i byen netop fleksible løsninger frem for permanente ombygninger, og embedsværket forventes at have et nyt samlet udspil for 'mobile byrumsløsninger' klar til politikerne i august.

Lokaludvalget har derfor arbejdet på højtryk for, at deres vision kan indgå direkte i forhandlingerne om Københavns budget for 2027, der starter op efter sommerferien og som regel er afsluttet i starten af september.

Målet er at få politikerne til at prioritere midlerne — og Realdania har allerede tilkendegivet, at man vil se venligt på en ansøgning om at medfinansiere.

Før de afgørende forhandlinger på rådhuset får offentligheden dog mulighed for at tyvstarte.

Den 22. august inviterer lokaludvalget og Foreningen Christianshavns Torvenetværk til torvedag på pladsen med markedsboder, børneaktiviteter og debat om torvets fremtid.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Dorthe Meyer

Probblemet med udviklingen af København er at så snart de rige rykker ind, så bliver et kvarter bådet kedeligere og mere inhumant. Som rig tåler man ikke at se på elendighed og derfor fjernes alt der kan minde dem om, at den eneste grund til at de er rige, er at de ikke deler deres rigdom med andre.

Det er en gifttig udvikling, som rent faktisk bidrager til en langt mere ustabil verden, på det overordnede plan. Men folk ser ikke udover deres næsetip og solidariteten er ikke eksisterende!
Bente L.
Christianshavn har forandret sig på flere måder, siden jeg kom der i slutfirserne. Dengang var der også grønlænderne og de gale, på Torvet, men de rige var endnu ikke flyttet ind, og folk tog sig af hinanden. I mellemtiden er sikkerhedsnettet blevet stormasket, og mange flere falder igennem og idag er Torvet et råt sted, hvor der ikke er rart at være. Alle, også Lokaludvalget, er enige om at noget må gøres. Men det klarer hverken grøntsagsmarked eller nye fliser. Der skal en social indsats til. Dog kunne det være godt for lokal samfundet med en markedsplads, men ikke på de kommercielle vilkår, som der lægges op til. Inviter i stedet Grøntmarked, som i forvejen cirkulerer rundt på byens pladser til at komme. Eller nogle af de lokale øko bønder fra Amager. Tilbage til rødderne.
finn.breddam

Når man kigger i baggrundspapirerne, som kan findes via de seneste mødereferater fra Christianshavns Lokaludvalg, er det påfaldende, at oplægget fra Københavns Kommune er tænkt bredt, socialt, inkluderende og samfundsmæssigt ansvarligt. Mens forslaget til en markedsplads (fra arkitekten bag Torvehallerne) er grundlæggende kommercielt. Der tales om at overlade torvet til en kommerciel "driftsherre" med en 50-årig koncessionsaftale, der så udlejer til de enkelte stadeholdere. Og der tales om identitet, branding og "profiltankegang":

"Det er afgørende, at denne identitet i alle henseender er tilpasset den/de målgrupper som modsvarer torvefunktionens mest betydende kundegrupper, og kan eventuelt tilpasses disse gennem markedsundersøgelser o. lign."

Tak for kaffe! Væk er er lokalsamfundets, civilsamfundets fælles rum: Vi bliver til kundegrupper, objekter for markedsføring, der kan få lov til én bestemt aktivitet - at bruge penge - på præmisser, der defineres af driftsherren og hans vicevært. Præcis som i Torvehallerne. Hvor virkelig mange mennesker ikke kan føle sig hjemme og aldrig kommer, fordi det hele er så vanvittig dyrt.

Og han forestiller sig endda, at kommunen skal betale for markedsføringen. Hvad mon de lokale forretningsdrivende siger til det?

Der kan bestemt være en kvalitet i at få nogen madboder - nogen få, små boder, der indpasser sig i de nuværende funktioner - men det her går for vidt.

Bare et enkelt konkret eksempel på, hvad denne form for magtoverdragelse kan føre til: man forestiller sig, at cykelparkeringen skal "væk". Der tales om to rækker stativer på langs af Torvegade (som ikke er tænkt ind i den igangværende, omfattende renovering) - og så håber man i øvrigt, at resten af de mange hundrede cykler forsvinder ud i sidegaderne!! Det er opskriften på et permanent kaos. Get real.

Det er et af mange eksempler på ønsketænkning i "visionen" her. Arkitekten ved meget om markedspladser - men mindre om cyklistadfærd. Den nuværende cykelparkering er veldisponeret, men allerede for lille. Og behovet vil vokse fremover. Torvet har en trafikfunktion, som man ikke bare kan ønske væk. På samme måde som de sociale problemer ikke forsvinder, selvom en vicevært eller et vagtværn får nogen beføjelser gennem en koncessionskontrakt.

Klap nu lige hesten, Christianshavn. Der er få måneder til det, før det her projekt indgår i budgetforhandlingerne.
Dorthe Meyer

Tak for dit saglige input, jeg har lige råbt op om det sociale aspekt af disse gentrificeringer, som hersker overalt i byen efterhånden. At byen er for de stenrige trækker jo overskrifter efterhånden og meget ånd forsvinder disse år. Ånd som jeg savner.

At du så ovenikøbet påpeger de kommercielle og logistiske aspekters om råber til himlen, er jo endnu en anstødssten til dette fortænkte projekt. Lad nu Christianshavn bestå som det skønne sted det er, det er allerede blevet meget friseret, se bare udviklingen på Christiania, som skal passe på med at blive tivoliseret.
Dorthe Meyer

Så er det blevet Christianshavns tur til at blive gentrificeret...puhhh, er der overhoved plads til diversitet her i København længere eller gælder det kun for din sexuelle orientering???

Jeg er gået forbi drukboltene på Christianshavns torv i 40 år og har ALDRIG følt mig truet af én eneste af dem, så at kalde det en "negativ" stemning på torvet, må mere handle om at man ikke tåler at se fattigdom og forfald. Christianshavn har altid haft plads til drukbolte og skæve eksistenser og det skal den blive ved med at have.

Hilsen hende fra Østerbro, hvor der er temmelig kedeligt.
[email protected]
Du burde flytte til Christianshavn, som du åbenlyst holder meget af. Så kan du komme på torvet meget ofterne.
henrik007
drukbolte og skæve eksistenser skal nok finde sig et nyt sted, hvis projektet bliver en realitet. Måske rykker de videre til Østerbro, det tager kun 12 min med metro og vupti, så er Østerbro ikke så kedelig længere.
finn.breddam

Christianshavn er for længst blevet gentrificeret. Sammen med Indre By (det er formelt samme bydel) er det den mest velpolstrede del af København. Det er den pæne middelklasse - dem, der har opfundet ord som "grænseoverskridende" og "utryghedsskabende". Og ja, uanset de mange gode intentioner i forslaget her er der også et aspekt af, at dem, der har noget at miste, skubber de andre ud - fordi de bliver utrygge, når folk råber osv.

Der er ikke meget tilbage af Olsen-Bandens og Kim Larsens Christianshavn - men på den anden side er de sociale problemer også blevet mere rå, stofferne er meget værre, psykiatrien er udsultet osv. Samtidig er en del af de gamle værtshuse lukket. Fredens Havn er ryddet. Hvor skal folk gå hen? Nogen af dem ender på Torvet, og for nogen af dem er det sikkert netop et trygt fællesskab. Indtil de bliver skubbet videre....
Dorthe Meyer
Det vil rigtig gerne, vil du bytte med mig, når du nu ikke kan tåle mosten?
Dorthe Meyer
Ja, de skal da være velkommen her, for mig skræmmer de ikke. Hvornår har du fået så snævert et menneskesyn, at du ikke tåler elendighed?
Dorthe Meyer
Hørt!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling