Kongens Nytorv-gade sniger sig mod grøn fremtid
Hovedvagtsgade ved Kongens Nytorv kom ikke med på årets budget — men er alligevel så godt som sikret penge til en grøn forvandling.
Når man går langs Kongens Nytorv og runder hjørnet ved Hotel d'Angleterre, er det let at overse den stump asfalt, der hedder Hovedvagtsgade.
Trods smukke bygninger og fashionable butikker og restauranter har den 100 meter lange gade længe levet en relativt anonym tilværelse som en parkeringspræget smutvej.
Men med Københavns Kommunes seneste budgetaftale, der blev indgået tidligere på måneden, er en forvandling af den centralt beliggende gadestump på vej.
Godt nok blev der ikke afsat penge til at gå i gang med den længe debatterede omdannelse nu og her.
Men partierne bag aftalen har skrevet en forsikring ind i teksten, hvori det lyder, at Hovedvagtsgade mere eller mindre er garanteret midler ved den kommende overførselssag eller det næste budget.
Gaden har nu "første prioritet" som del af en større bylivsaftale, der blev indgået i sommer, som det hedder i aftalen.
Det betyder, at der med al sansynlighed er penge på vej til gaden enten i foråret eller i september næste år.
Og dermed er der i praksis givet grønt lys for, at den gamle københavnergade får et tiltrængt ansigtsløft.
Med eller uden brosten?
Hovedprojektet er sat til at koste omkring 4,5 mio. kroner og fokuserer på at skabe et grønnere og mere opholdsvenligt gaderum.
Fortovene vil blive udvidet, cykelparkeringen vil blive organiseret bedre, og der vil blive plantet op mod ti nye træer i både plantehuller og kummer.
Tanken er også, at gaden fremover helt skal kunne lukkes for biltrafik, når der skal afholdes særlige arrangementer.
Den lokale spænding frem til den endelige finansiering næste år knytter sig nok mest til et såkaldt "tilvalg", som politikerne kan vælge også at sætte penge af til.
For yderligere 1,8 mio. kroner, kan man nemlig udskifte hele kørebanens belægning med traditionelle brosten.
Brostenene vil løfte områdets historicistiske arkitektur og virke naturligt fartdæmpende, lyder det i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens projektbeskrivelse.
Men de kan også skabe problemer, da biler på brosten giver mere trafikstøj. Og skal man kunne cykle nogenlunde behageligt på brosten, skal de være af den planslebne slags.
Om brosten skal være en del af projektet, vil først blive afgjort i forbindelse med, at pengene officielt bliver afsat.
Fra parkering til byliv
At en omdannelse af Hovedvagtsgade er på vej, er faktisk ikke direkte forbundet med det større opgør med biltrafikken i Middelalderbyen, hvor godt 500 P-pladser i 2024-25 blev nedlagt for at give plads til byliv.
Tilbage i 2023 afsatte Københavns Kommune nemlig penge til en separat analyse af Hovedvagtsgades fremtidige brug — og formelt hører projektet under den større ordning om at skabe 'bylivsgader'.
Siden tog flere lokale aktører initiativ til, at tegnestuen Jaja Architects lavede en projektskitse, der fandt inspiration i Kongens Nytorvs brosten, træer og haveanlæg med rundede former.
Undervejs i forløbet har man måttet balancere ambitionerne for gaden med lokale beboeres frygt for, at gaden vil drukne i larm og arrangementer — noget Indre By Lokaludvalg har advaret imod.
Embedsværket lover i den foreløbige projektbeskrivelse dog, at man vil skabe et gaderum, der "understøtter og fremhæver" arkitekturen.
Man indikerer altså, at målet mere er at skabe et elegant byrum, end det er at bringe fest og farver til gaden.
Havde politikerne afsat pengene her i september, var planen, at arbejdet skulle udføres frem mod slutningen af 2028 og starten af 2029.
Men da de nu i stedet først kommer til næste år, kan man forvente, at Hovedvagtsgade først får sin nye identitet lidt senere.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
