pixel

Enorme elkedler og omvendte køleskabe skal transformere København

Hovedstaden skal være grønnere — og HOFOR investerer op mod 5 milliarder kroner i ny teknologi, der vil kunne forsyne 250.000 københavnere.

vindmøller, varmepumper, vedvarende energi, energipriser, russisk gas

Krigen i Ukraine. Krigen i Mellemøsten. Hedebølge i Europa. Geopolitiske spændinger der åbner og lukker Hormuzstrædet. 

Det er blot nogle af de faktorer, der påvirker vores forbrug af varme og el — og som i perioder sender priserne på himmelflugt.

Udsvingene skyldes ikke mindst, at der stadig bliver brugt kul, olie og gas til at fyre op for varmen.

I København er man dog godt i gang med at bevæge sig væk fra de fossile brændstoffer og hen mod dominans af vedvarende kilder som sol- og vindenergi.

Men der skal mere til, hvis vi skal gøre os fri af det globale pres og helt have knækket CO2-udslippet.   

Over de næste par år vil hovedstadens forsyningsselskab HOFOR derfor tage et stort skridt i dén retning med investeringer på 3-5 milliarder kroner i helt ny teknologi.

Og det er særligt vigtigt nu — hvorfor vender vi tilbage til.

Omvendte køleskabe

Varmepumper kender nogen måske som grå-hvide kasser monteret på siden af villaer eller sommerhuse.

De bruger strøm, og hvis dén strøm kan komme fra vindmøller og solcelleanlæg, er de CO2-neutrale.

Pumperne kan udnytte varmen i luft, jord eller vand til at producere varme til vores radiatorer.

Kort fortalt flytter pumperne varme fra ét sted til et andet, og selv hvis det er frostvejr, kan de hente varme ud af omgivelserne, som kan pumpes indendørs.

Varmepumper er en slags omvendte køleskabe. Når køleskabe er varme bagpå, er det fordi, de hiver kulde ud af luften for at bruge den til at køle ost og mælk inde i skabet.

Det samme vil HOFOR’s nye varmepumper gøre — blot i langt større skala og altså med modsat fortegn: Det er varme, der skal hives indendørs.

Fire store varmepumper er allerede i drift i København, og yderligere ni er nu på vej mod at blive installeret de kommende år.

Den nyeste er opsat i Tietgensgade i Indre By, og de næste vil få hjem ved Kløvermarken på Amager og Kranparken i Nordhavn.

Kilderne er forskellige: HOFOR trækker f.eks. varme ud af både havvand, grundvand og spildevand. Så ja, vores egne efterladenskaber er på sin vis med til at gøre det lunt og hyggeligt en vinteraften hjemme i stuen.

Man kan også genbruge varmen fra køleskabene, så at sige. Ligesom HOFOR laver byens fjernvarme, har de også et fjernkølingssystem, der kan sende kulde ud til byens virksomheder.

Og når dét kører, laver det ligesom køleskabet overskudsvarme, som de nye varmepumper kan bruge til at lave fjernvarme. Det er ikke helt en evighedsmaskine, for der skal strøm til, men det er meget energieffektivt.  

Goliat-kedler

Køle- og varmeskabe er dog ikke det eneste køkkenudstyr, som HOFOR er i gang med at føre op i urban skala.

Når man sætter vand over til te- eller kaffe, bliver strøm også lavet til varme. Og præcis det samme kan ske i Goliat-størrelse.  

HOFOR vil nu også investere i nye, enorme 'elkedler', der som dem på køkkenbordet varmer vand op med el — og derefter sender det ud i fjernvarmenettet.

Pumperne og kedlerne vil have en samlet kapacitet på henholdsvis 300 MW og 550 MW — og vil kunne dække ikke mindre end en kvart million københavneres varmeforbrug.

Er er der meget vind- og solenergi i elnettet — og elpriserne derfor er lave — kan strømmen bruges til at varme vandet i kedlerne, og HOFOR kan lagre det varme vand til senere brug.

På den måde kan varmen produceres relativt billigt, og den grønne elektrictiet udnyttes fuldt ud.

Netop lagring kan være én af nøglerne til en grøn verden. Hvis det er mørkt, og vinden ikke blæser, er man i dag afhængig af andre energityper — ofte fossile. Men hvis store mængder grøn energi kan lagres til senere brug, kan man potentielt skabe et 100% grønt energisystem.

Eller med andre ord: Hvis vind- og solenergi høstet i dagtimerne kan 'gemmes' i form af blandt andet varme, så det kan genbruges senere, kan man i hvert fald teoretisk gøre sig fri helt af kul, olie, gas og biomasse.       

Stop for russisk gas

Og så tilbage til spørgsmålet om, hvorfor HOFOR netop nu vil bruge milliarder af kroner på varmepumper og elkedler.

Gas- og elpriserne er det seneste år som nævnt hoppet op og ned som en yo-yo, og internationale kriser og krige har dermed direkte indflydelse på danskernes pengepung.

Det har fået nogle mennesker til at hente energi-apps, der giver et praj, når priserne falder. Mens andre måske i de kolde måneder har iført sig strik og uldsokker i stedet for at skrue helt op for varmen.

Problemet er dog ikke isoleret til den seneste vinter, men har været en hovedpine for politikere i både Bruxelles og København gennem længere tid.

På europæisk niveau bliver situationen ikke lettere af, at EU som følge af krigen i Ukraine har valgt at lukke fuldstændig for importen af russisk gas inden udgangen af 2027.

Samtidig betyder det forværrede forhold til Trump-USA, at EU heller ikke ønsker USA højt på listen over energi-leverandører.

Væk fra yo-yo-priser

Ifølge flere medier, herunder DR, lå beholdningen i Europas gaslagre denne vinter på det laveste niveau siden vinteren 2021/2022 — det vil sige kort før Rusland invaderede Ukraine.

Det har fået flere eksperter til at slå alarm af nervøsitet for, at de europæiske lagre risikerer ikke at blive fyldt op inden næste vinter. Og også dét kan komme til at påvirke energipriserne, når vejret igen bliver koldere.

Disse prekære situationer er én af grundene til, at man i København kigger mod elkedler og varmepumper som nye energikilder — som tilmed er grønne.

En investering i elkedler og varmepumper kan dermed slå to fluer med et smæk: En grøn energiløsning, der ikke afhænger af lande som Rusland — og som tilmed kan give mere stabile priser og lidt mindre sved på panden, når københavnerne tjekker deres regninger.

”Når vi baserer varmen på flere teknologier, bliver vores varmeforsyning mere robust overfor for eksempel leveringsvanskeligheder og prisudsving på biomasse, el og naturgas," skriver HOFOR selv på sin hjemmeside. Og de fortsætter:

"Det betyder, at vi bedre kan sikre høj forsyningssikkerhed i urolige tider og en mere stabil pris.” 

Skal de nye løsninger være rigtigt grønne, kræver det dog naturligvis, at den strøm der driver dem, er grøn.  

En grønnere hovedstad

Københavns Kommune har som en del af sin klimastrategi et erklæret mål om, at forbruget af biomasse skal reduceres med en tredjedel i 2035.

Biomasse er f.eks. træ, halm og flydende brændstof produceret af raps eller roer. Det er klassificeret som 'vedvarende energi', men frigiver også CO2, når det brændes for at skabe strøm og varme. Og derfor ønsker man også at reducere brug af biomasse.

Med den nye plan for varmepumper og elkedler vil HOFOR ifølge sine egne beregninger kunne ramme biomasse-målet allerede i 2033. Næste mål er så at halvere forbruget i forhold til i dag.

”Med varmepumper og elkedler bliver det muligt at producere el-baseret varme ved lave elpriser, når solen skinner, og vinden blæser," skriver HOFOR på sin hjemmeside.

Og selskabet ejet af otte hovedstadskommuner fortsætter:

"Vi kan gemme varmen på små, lokale varmelagre og bruge den senere, når der er brug for varmen. Det gør, at vi udnytter energien mere effektivt og mindsker brugen af fossile brændsler som olie og naturgas på de kolde dage.” 

Det grønne aspekt af løsningen er dog altså afhængigt af, at der er sol- og vindenergi nær København. 

Og blandt andet derfor arbejder HOFOR også fortsat for etableringen af en ny, enorm vindmøllepark ved Køge Bugt — et projekt der ellers blev stoppet af en klage fra Danmarks Naturfredningsforening.

Danmark er duks, næsten

I EU arbejder man sig også væk fra fossile brændstoffer og hen mod mere vedvarende energi.

I 2024 udgjorde den vedvarende energi dog kun ca. 25% af energiforbruget i EU — hvilket er et godt stykke fra målet om 42,5% i 2030.

Danmark kom ind på en tredjeplads på listen over lande med den største andel vedvarende energi: 46,5%.

Vi blev overgået af broderfolket hinsidan, der har en meget stor produktion af vandkraft — og det samme gælder finnerne, der tog andenpladsen. 

Men Danmark er det land i EU med den største vækst i andelen af vedvarende energi over de seneste 20 år — og vi er nu lysår foran resten af EU, hvis man kun ser på vindmøllernes andel af den samlede levering af elektricitet. 

Præcis halvdelen af al strøm i Danmark kom i 2025 fra vind. Litauen var nummer to med 33%.

Kan dén dominans udbygges, og kan den kobles til Københavns nye varmepumper og elkedler, går hovedstaden en meget grønnere fremtid i møde.  

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

redaktoren
Vi beklager, at denne Plus-artikel ved en fejl var blevet lagt i den 'almindelige' sektion, og at vi først er blevet opmærksom på det nu. Den er nu flyttet til Plus-sektionen.
Sigurd

HOFOR vil investere 5 milliarder i ny teknologi.

En sætning der bør få det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver skatteyder.

Baseret på, hvordan det plejer at gå, når HOFOR "investerer" i ny teknologi, kan vi forvente at det bliver opgivet igen - Men først efter at de har brugt en milliard eller to på "konsulenterydelser".

Tidligere i år opgav HOFOR fx et CO2 capture projekt på Amagerværket. Men ikke før de havde brugt mere 200 millioner kroner på "konsulentydelser".

Enhver 8. klasses kemilærer kunne ellers have fortalt dem at CO2 ikke sådan bare lige lader sig indfange. Det kræver meget energi og skrappe kemikalier.

HOFOR planlagde også en havvindmøllepark i Køge Bugt. Den brugte de 500 millioner kroner på at planlægge, før de opgav igen fordi der muligvis flyver flagermus i området.

Rygterne vil vide at de vil genoptage projektet. Vi må nok forvente at de så skal bruge mindst 500 millioner kroner på at planlægge forfra + nogle hundrede millioner på at undersøge om der er flagermus i området. Alsammen før de begynder at rejse den første vindmølle.
Simon Gray
Skulle den her artikel ikke ligge i plus-sektionen hvis det er en plua-artikel? Det er en rimelig dårlig brugeroplevelse for os med det almindelige abonnement at den store forsideartikel der ligger øverst åbenbart er låst bag et andet abonnement.
larsjepsen
Enig!
Peter Ravn-Olesen
Enig

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling