pixel

Luften i København er blevet betydeligt renere

Siden 2021 er luftkvaliteten i København blevet bedre — Men hovedstaden overskrider stadig visse af de globale grænseværdier.

skyline, København, luftkvalitet

Man lægger måske ikke mærke til det, hvis man bevæger sig rundt i København. Men hovedstaden har været igennem en usynlig forandring.

Luftkvaliteten er nemlig blevet bedre i perioden mellem 2021 og 2025. Det viser Københavns Kommunes årlige rapport om luftkvalitet.

Tre steder i byen er der opsat målestationer, som måler forureningen og udviklingen af luftkvaliteten — i Valby, på Nørrebro og på Amager.

Nærmere bestemt finder man dem ved Folehaven i det sydvestlige Valby, på Hillerødgade på Nørrebro, samt på Backersvej tæt ved Lergravsparken.

Og her har man set en "betydelig reduktion” i niveauet af kvælstofdioxid, grove partikler, fine partikler og black carbon, hedder det.

Det er stoffer, der har en sundhedsskadelig effekt — og blandt andet er blevet forbundet med luftvejssygdomme som astma og KOL og med hjertekarsygdomme.

Der har derfor løbende været politisk interesse for at nedbringe niveauerne — det vender vi tilbage til.

Dumpekarakter hos WHO

Selv om København er kendt som en cykelby, så lever den faktisk ikke op til anbefalingerne for luftkvalitet fra verdenssundhedsorganisationen WHO.

Og det gælder fortsat — på trods af den "betydelige reduktion", som man altså nu har konstateret.

Hvis man ser på niveauet af kvælstofdioxid og fine partikler, så har det været dalende siden 2021. Kvælstofdioxid er en gasart, der primært dannes ved forbrænding af fossile brændstoffer, især diesel, i trafikken — og de fine partikler kommer blandt andet fra brændeovne og udstødning.

Men det er ikke dalet så meget, at det holder sig under WHOs retningslinjer.

For de såkaldte 'grove partikler' — der typisk stammer fra vejslid, dæk, bremser og byggeri — er man dog nu kommet i mål.

WHOs retningslinjer er, at man holder sig under 15 mikrogram pr. m3 luft — og gennemsnittet for Københavns målestationer landede i 2025 på lidt over 10.

For de grove partikler er man altså kommet derned, hvor der er grønt lys fra WHO.

Og i årsrapporten konkluderer man, at det er ”sandsynligt” at det samme vil ske for kvælstofdioxid og de fine partikler, hvis den faldende tendens for de sundhedsskadelige stoffer fortsætter i de kommende år.

Man er faktisk allerede relativt tæt på.

I dag finder man fx på Nørrebro 13 mikrogram pr. m3 kvælstofdioxid — og 7 mikrogram fine partikler.

Når de tal kommer ned på 10 og 5, er København i mål.

Ikke dårligt i EU

WHO er ikke de eneste, der sætter grænser for, hvornår luften er god — eller god nok.

Det gør også EU, men her er ambitionerne ikke nær så høje som hos WHO.

Faktisk er EU's max-niveauer mellem to og fem gange højere end hos verdenssundhedsorganisationen. Og dem holder København sig komfortabelt indenfor — både i 2021 og 2025.

København ligger faktisk nummer 42 på EU's liste over luftkvaliteten i 761 større byer — og er foran både Aarhus, Aalborg og Odense.

Imens kæmper byer som Paris, Athen og Milano en hel del mere med EU's krav. Det er særligt den omfattende biltrafik, der her er årsag til, at tallene for fine partikler og kvælstofdioxid er for høje.

Paris ligger nummer 405 på EU's liste, mens Athen og Milano næsten er bundskrabere som henholdsvis nummer 745 og 757 på listen.

I alt overskred 340 europæiske byer EU-grænsen i 2024/25.

Zoomer vi igen ind på København og kigger på målingerne i Valby, på Nørrebro og på Amager, står det værst til i Valby.

Folehaven bliver på vej ud ad byen til den tungt trafikerede Holbækmotorvej. Og her er det primært biltrafikken, som bidrager til forureningen ved at udlede ”signifikante mængder af ultrafine partikler”, fremgår det af årsrapporten.

De helt små partikler betragtes generelt som de allermest skadelige, da de kan trække dybt ind i kroppens væv og organer. Og problemet med dem findes bredt i byen:

”Potentielt kan borgere, der færdes i trafikken i København, blive eksponeret for meget markante niveauer af ultrafine partikler,” skriver Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i en kommentar til rapporten.

Hverken EU eller WHO har dog grænseværdier for de ultrafine partikler, som København kan holde sig selv op imod.

Af de tre målestationer i København kan Backersvej på Amager bryste sig af at have det laveste niveau af forurening.

Det gælder dog ikke netop niveauet for de ultrafine partikler, der her er højere på grund af flytrafikken ved Kastrup.

Politisk fokus på fossile biler

For at nedbringe forureningen på gaderne yderligere peger pilen i høj grad på bilerne — og dét fokus er for længst nået til Københavns Rådhus.

I 2024 tog de københavnske politikere et skridt i retningen, da de blev enige om, at København skal være fri for fossile biler i 2030.

Om det er realistik, kan nok diskuteres, men fra 2028 kommer man i hvert fald til at teste modellen i mindre skala på Indre Vesterbro.

Derudover har idéen om ’roadpricing’ — et begreb, der dækker over, at bilister direkte skal betale for hver kørte kilometer — også fået større politisk opmærksomhed i det seneste års tid.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Lmprahm

Når man opholder sig på amager i vindretning fra lufthavnen så lugter det kraftigt af uforbrændt fly benzin. Dette må skyldes højt indhold af uforbrændte kulbrinter som bør måles og reduceres.

Reduktion kan ske ved at fly i højere grad ikke må benytte flymotorerne på lufthavnens område, men i stedet skal trækkes af eldrevne traktorer på flypladsen område.
northernlad
Var der ikke noget med at flytte målestationerne længere væk fra vejkanten?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling