pixel

Her er den nye havnepark, der skal forvandle P-plads i Nordhavn

Ny park ud til vandet kombinerer transport af blød trafik med en ny plads og en grøn 'ryg'.

nordbassinet park cobe plads

Den triste stribe asfalt for enden af Nordbassinet er på vej mod en fremtid med åbne parkrum blandet med små haverum.

Det står klart, efter et bedømmelsesudvalg hos By & Havn har kåret en vinder af den åbne konkurrence om 'Nordbassinets Havnepark'.

Sejren gik til efterhånden velkendte Cobe, der sammen med Sleth løb med førstepladsen blandt i alt 13 indsendte forslag.

Konkurrencen blev skudt i gang i foråret, og missionen var at transformere det i dag kedelige, asfalterede område med parkering og containere, som man kigger ud på, hvis man sidder i S-toget på Nordhavn Station.

Park og have

Arealet er på størrelse med godt og vel en halv fodboldbane, men ikke helt nemt at arbejde med. Det er nemlig særdeles rektangulært med en bredde på kun omkring 25 meter — og en længde på 140.

Desuden løber den stærkt trafikerede Kalkbrænderihavnsgade lige ved siden af. 

Vinderforslaget laver en 'væg' af træer langs gaden, så der skabes et lidt mere beskyttet miljø mellem de mange biler og bassinets vand.

I den ene ende af parken bliver der blandt andet plads til en aktivitetszone, hvor der i planen er lagt op til boldspil og leg.

Andre steder skal der være mere haveagtige lommer, hvor man kan sætte sig ned og få lidt ro — i hvert fald i det omfang trafikken i nærheden tillader det.  

I centrum af det hele finder man en halvcirkel-formet plads, hvor man kan sætte sig og kigge ud over vandet og de småbåde, der lægger til kaj for enden af bassinet — lige ud for parken.

Langs kajen vil der blive plantet en række træer, der både skal give skygge og markere, at parken også er en forbindelse mellem Marmormolen og Århusgadekvarteret i Nordhavn.

Under dem vil man både kunne gå og cykle mellem de to nybyggede kvarterer.

Dommerudvalget var ikke mindst glade for, at man med den brede passage langs vandet ikke "binder brugerne" til et "fast stisystem".

Men man beder samtidig om, at der bliver arbejdet videre med parkens nordlige og sydlige ender for at sikre, at de hæfter sig hensigtmæssigt på naboerne.

Poseidon og flagfod flytter med 

Det var en del af opgaven, at et relief fra 1734 med havguden Poseidon og handelens gud Hermes, der oprindeligt sad ved Nordre Toldbod, skulle flytte ind i den nye mini-park.

Det bliver nu en markant del af rammen om det centrale, halvcirkel-formede mødested i midten af parken.

En ældre flagfod i messing fra et nedlagt benzindepot i Nordhavn rykker også ind og får sin egen plads midt i haven som endnu et historisk spor.

Konkurrencens 2. præmie gik til Werk Arkitekter, som ville lave en noget anderledes park med en bugtende sti, et lille område med vand og en hævet "ryg" ud mod Kalkbrænderihavnsgade.

3. præmien landede hos BIG og Opland, der havde lavet skarpere, mere geometriske former — blandt andet med et område, der kunne minde om et lille amfiteater. Dommerne "undrede" sig dog over, at der var så lidt grønt, og så mange "faste belægninger" i forslaget.

Både Cobe og Sleth har prøvet kræfter med Nordhavn før.

Sammen med Polyform stod de bag den oprindelige masterplan for hele bydelen, som vandt en international konkurrence i 2008 — og Cobe har siden flyttet sit eget kontor til Pakhus 54 i Nordhavn.

Også 2.-pladsens Werk var med på holdet dengang, da firmaet er en udbryder af Polyform, der i dag er lukket ned. 

Hvad nu?

Vinderforslaget er ikke den endelige udgave af parken.

Projektet går nu videre til kontraktforhandling og selve projektudviklingen, hvor man går mere i detaljer.

I dén proces kan der blive flyttet rundt på tingene, og så skal der altså arbejdes videre med at hæfte parken fornuftigt på naboerne.    

Der er afsat 12,6 mio. kr. til selve havneparken — og yderligere en lille million til at gøre arealet ved Oslo-færgens nærliggende færgeterminal grønnere. Anlægsarbejdet ventes at gå i gang i oktober 2027 og stå færdigt i maj 2028.

Alle 13 forslag kan ses på en udstilling på Nordre Toldbod frem til 31. august.

Og man kan også se hele dommerbetænkningen her.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

finn.breddam

En massivt trafikeret ringvej og næsten alle byens S-tog: jeg savner først og fremmest en effektiv barriere mod støj, men også støv og vind. Og grimhed. Et "rum" kan have brug for en væg, når der nu ikke er bygninger.

Første gang stedet blev omtalt foreslog jeg en række afbarkede træstammer, tæt sammenføjet. Det kunne også være to rækker simple sivmåtter med noget støjabsorberende fyldmateriale. Jeg vil anbefale, at man tager derud og bare står stille i ti minutter: det er ikke et behageligt sted. Der tales om en 'væg' af træer langs gaden, men det er jo altså ikke en barriere.
Ib Mogensen

Dejligt med gode og kreative forslag til ny plads i Nordhavnen - dog falder jeg "igen" over, at de mange forslag ikke tager udgangspunkt i, at vi er i Danmark...og derfor har 4 årstider, med hvert sit vejr- og temperatur-særkende, der skal tages hensyn til. Vi ser igen børn og unge i sommertøj og spille/hygge i varmen...men hvor er efteråret og vinteren henne ? Vi bruger rigtig meget vores mange byrum om sommeren, men alt for lidt udenfor denne sæson. Så KK, husk at tage det med i næste fase :-)

Hilsen fra Ib

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling