pixel

Kommer der alligevel ikke en 'cykelbro' ved Hovedbane­gården?

I snart to år er der blevet arbejdet på en stor analyse, der skulle løse problemerne med cykelparkering ved Hovedbanegården — men nu er den på vej mod annullering.

cykelparkering, Hovedbanegården, Banedanmark, Tietgensbro

Forhåbningerne har været store til en ny cykel- og gangbro mellem Ingerslevsgade og Postbyen, som der har været planer om i nu fem år.

Broen skulle nemlig måske også huse ny cykelparkering — og dermed samtidig løse et mangeårigt problem med at finde et ledigt cykelstativ ved Hovedbanegården.

Men fremtiden vakler nu under den del broen, der skal agere parkeringsplads for cykler.

En afgørende analyse af den er nemlig sat til at få trukket stikket, når de københavnske politikere i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget mødes på rådhuset den 22. juni.

For at forstå baggrunden skal vi spole tiden flere år tilbage.

Fire gange så dyrt som forventet

Det statslige BaneDanmark kom i 2021 på banen med en plan om at bygge en ny cykel- og gangbro lige syd for Tietgensbro, som også kunne give adgang til Hovedbanegårdens perroner.

Det fik Københavns Kommune til at øjne en chance for et samarbejde — så de kunne indrette et byrum på broen med god plads til ny cykelparkering, der kunne fjerne i hvert fald noget af cykelkaosset ved banegården.

I 2024 satte kommunen derfor gang i en såkaldt 'foranalyse', som bl.a. skulle undersøge, hvordan man på broen kunne integrere en ny platform over sporene.

Der blev afsat 1,2 mio. kr. til at lave analysen, som ifølge planen skulle lige klar til december i år.

Allerede i august sidste år kunne man dog aflevere en status på analysen, der i rå skitseform pegede på to forskellige løsninger for, hvordan BaneDanmarks slanke bro kunne gøres bredere.

Men siden har processen vist sig at være en større mundfuld.

For BaneDanmark har efter ”en længere dialogproces” oplyst, at de 1,2 mio. kroner ikke kommer til at slå til. Det skriver Københavns Kommunes Klima,- Miljø- og Teknikforvaltning i et notat til sine politikere.

Nu vurderer BaneDanmark, at det vil koste fire mio. kr. at udarbejde en undersøgelse, som lever op til kravene for tekniske undersøgelser, og som vil kunne ”bruges til beslutningsgrundlag i statslig regi”.

Med andre ord: Det er ikke nok at lave et design i analysen. Der skal også laves en teknisk analyse, der er grundig nok til, at Christiansborg kan tage en beslutning på baggrund af den.

Det er der dog ikke afsat penge til på rådhuset — og derfor anbefaler forvaltningen til politikerne, at man nu stopper arbejdet med at analysere mulighederne for parkering på broen.

To løsninger i spil

Men hvad var det egentlig for nogle muligheder, analysen skulle undersøge?

I 2023 fortalte kommunen, at man så to løsninger for sig. Den ene er at anlægge cykelparkeringen som en del af den nye stibro, BaneDanmark vil bygge. Alternativt kunne man udvide Tietgensbro med en ’større platform’ — afsat til cykelparkering.

Tietgensbro er et af de steder, hvor der i dag sker en voldsom ophobning af cykler — blandt andet fordi broen giver adgang til Hovedbanegårdens perroner, og det er derfor nemt at hoppe af cyklen og masse den ind blandt de mange andre cykler.

Og forvaltningen er da også tidligere nået frem til, at Tietgensbroen er det "mest oplagte sted” at lave cykelparkering ved Københavns Hovedbanegård.

Ifølge den del af analysen, der lå klar i august, vil der kunne blive plads til mellem 1.000 og 1.700 cykler her — mens man kun vil kunne parkere mellem 300 og 1.100 cykler på BaneDanmarks bro.

Men arbejdet med begge muligheder var planlagt til at fortsætte indtil videre.

Et langt og dyrt projekt

Pilen har dog altså umiddelbart peget på løsningen ved Tietgensbroen. Men problemet med at føre dén vision ud i livet har været finansieringen.

Københavns Kommune har gennem mange år forsøgt at finde pengene til en stor renovering — eller udskiftning — af Tietgensbroen.

Der har også tidligere været bud på, hvordan det kunne se ud, hvis man renoverede broen, så der både blev plads til cykelparkering og adgang til perronerne.

I 2015 fik BaneDanmark arkitekterne hos Cobe til at udarbejde et forslag, men prisen lød på 454 mio. kr. — og derfor blev projektet droppet igen.

Det er altså nogle heftige summer, der skal til for løse parkeringsrodet med en løsning på Tietgensbroen.

Ikke mindst derfor er det blevet attraktivt for Københavns Kommune at slå pjalterne sammen med BaneDanmark og finde en løsning, der gør begge parter glade, og hvor man kan splejse om regningen.

Og derfor er man fortsat med at undersøge begge muligheder.

Indtil nu, altså.

Vil politikerne afsætte penge i efteråret?

Fra statens side er der allerede afsat 150 mio. kr. til BaneDanmarks broprojekt. Det skete i 2021 i forbindelse med regeringens store 'Infrastrukturplan 2035'.

Det er dog ikke nok til også at lave platforme til cykelparkering. Københavns Kommune har tidligere vurderet, at der skal findes yderligere mellem 150 og 250 mio. kr. for at realisere hele projektet med en ny bro, platform og cykelparkering.

Men flere af pengene kan måske komme fra staten — og fra EU, da Hovedbanegården er del af det såkaldte Trans-European Transport Network, der skal sikre infrastruktur af høj kvalitet til rejser rundt i EU.

Det er dog en hovedpine, der ligger lidt længere ude i fremtiden. For her og nu er Københavns Kommune altså på vej til at opgive den ’foranalyse’, der blev sat i gang for snart to år siden.

Men er projektet så helt dødt?

Formentlig ikke.

Til september skal der forhandles om byens budget for 2027, og når annulleringen nu skal op på et møde d. 22. juni, vil der komme ny politisk opmærksomhed på broen.

Det er derfor alt andet end utænkeligt, at cykelparkering ved Hovedbanegården ender med at blive et af de punkter, der vil blive diskuteret som et punkt til næste års budget.

Med en ny bevilling vil man f.eks. kunne genoptage den analyse, der nu er på vej mod at strande — eller vælge i stedet at satse hele butikken på én af de to broløsninger.

Magasinet KBH følger naturligvis sagen løbende.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

finn.breddam

Cykeltrafikken er på retur i ”cykelbyen” København – og det her er en af årsagerne. Det er en daglig oplevelse af ikke at blive respekteret af sin by. Og hvis man kan bruge 30 mia. på en ny S-togslinje – og det tror jeg er klogt – har man også råd til cykelstativer til passagererne.

Enhver perrontrappe er en god begrundelse for et cykelstativ. Derfor er diskussionen ”nord eller syd for Tietgensbroen?” meningsløs: svaret er naturligvis både og. Og behovet skal ikke vurderes på det nuværende antal cykler! De er et udtryk for, at folk fravælger Hovedbanegården på grund af de elendige forhold.

Jeg har nogen forslag:

1) Byg så stort som muligt! Det vil stadig være for lidt. Brug hele området mellem Tietgensbroen og stationshallerne. Det vil rumme en række stordriftsfordele, også for perronerne, fordi det vil forenkle alle de tekniske systemer. En helt overdækket station vil også være mere attraktiv. Det må være muligt at gøre det med respekt for de gamle perronbuer, fx med en platform der ligger så lavt som muligt og et rækværk der giver fx 3-5 meters respektafstand og synlighed, og til gengæld få dispensation fra fredningsbestemmelserne. Også fordi det vil være en del af stationens funktion. Og det vil erstatte de små grimme ahistoriske overdækninger på perronerne med en helt ensartet flade.

2) Integreret løsning: Anlægget kan bidrage generelt til at aflaste stationshallen ved at trække folk i retning af Tietgensbroen, ikke kun cyklister. Bl.a. vil den nye platform gøre det muligt at etablere elevatorer. Flere/bedre buslinjer og bedre forhold, fx busperroner, og bredere fortove uden cykler, vil også hjælpe.

3) Indkørsel: Mange flere cykler vil betyde mere trafik, og det skal der tages højde for. Det er overraskende, at det er nødvendigt at sige det. Cykelparkering kræver trafikplanlægning! Anlægget skal have én indkørsel, fx mellem trappe nr. 2 og 3 fra vest (dvs. mellem S-togsperronerne og de andre). Ellers vil hele broen blive et kaos af små konflikter mellem fodgængere og cyklister. Og bilister. Alle store cykelparkeringsanlæg, jeg har set, har et velintegreret indkørselsområde.

4) Cykelkryds: Alle cyklister krydser vejen, enten på vej til eller fra parkeringen. Med flere cyklister bliver der brug for et lysreguleret cykelkryds, inkl. en fodgængerovergang. Det virker helt oplagt at kombinere det med stibroen fra sydøst: Banedanmarks ”løsning 4” har et ben, der peger den vej. Det kan kombineres med det eksisterende lyskryds, og det vil også være til fordel for biltrafikken at få ordnede forhold.

Disse fire elementer er det nødvendige minimum for en velfungerende løsning, der vil reducere cykelkaosset på alle sider af banegården, til fordel for alle stationens brugere.

5) Med en ny metrolinje M5 vil den gamle perrontunnel blive overbelastet. (Og med den planlagte eksprestunnel vil det blive endnu værre!) Det virker oplagt at trække cyklisterne ud af det mylder ved at give dem en direkte forbindelse til de store cykelveje: jeg har foreslået en bagudgang fra M5 til en trappe/elevator syd for Tietgensbroen, lige ved Ingerslevsgade. Lyder det dyrt og overdrevet? Nørreport og Kgs. Nytorv har tilsvarende løsninger.

Cykelparkering her, specifikt tænkt til metrobrugerne, vil være virkelig attraktivt. Gerne stort. ”Løsning 4” har det allerede, bare uden tunnelforbindelsen.

6) Denne løsning kan også bruges til at understøtte en fredeliggørelse af rummet på vestsiden af banegården som fodgænger- og opholdsrum, fx med udeservering. Cykelrampen og cykelstativerne kan fjernes. Det kan blive et smukt og roligt sted.

Altså: tænk stort – og byg stort, enkelt, pragmatisk og billigt. Adskil trafikstrømme. Byg til specifikke behov. Det betaler sig, og alle fire aktører vil have en fordel af at bidrage. Alle fire har udgivet fine rapporter om ”kombinationsrejser”!

Cykelbyens hovedbanegård har fortjent en ordentlig løsning – og chancen er der nu.
Frank Kristensen

Du har ret i alt hvad du skriver, jeg er så enig. Det kommer bare aldrig til at ske i København. Jeg mener man har diskuteret problemet med cykelparkering omkring Hovedbanen i mindst 20 år, blandt andet her i Magasinet, og intet, absolut intet er sket. Man kan som Københavner bare se misundeligt til byer som Amsterdam og Bergen hvor det af en eller anden grund kan lykkes at bygge fantastisk cykel infrastruktur. I København bruger man mest tiden til at diskutere hvem der skal betale.......

r
finn.breddam

Tak skal du have. Men - ja og nej: Når kommunerne arbejder med cykelinfrastruktur, er det typisk et stort antal bittesmå projekter. "Et par meter ekstra asfalt ude til højre". Ombygninger af kryds o.l. Dvs. man afsætter et beløb en gang om året, og diskussionen går så på hvilke små projekter der skal gennemføres.

Men når der en sjælden gang er brug for noget stort, sker der tit det helt modsatte: det strømmer ind med vilde, storslåede, dyre arkitektkasteller med svag forbindelse til cyklisternes virkelighed, og dem har vi jo også set en del af her. Magasinet har beskrevet dem alle sammen. Og de mødes så af almindelig, ansvarlig budgetpolitik - og dør en naturlig død.

Men ved Hovedbanegården er man faktisk endt med den gode, pragmatiske løsning, der kan få prisen pr. cykelstativ helt ned hvor det ikke kan afvises: man vil bygge plateauer i det uudnyttede rum over sporterrænet, ultimativt tæt på målet, nemlig perronerne. Lav pris, høj nytteværdi for togpassagererne, minimal gene af de andre trafikanter. Vi er tæt på en god løsning! Nu mangler vi bare at få det gjort stort nok, og få det integreret i trafikken.

Lad os alle bede ....

Måske har vi brug for den nye stadsarkitekt Lars Jensen som den arkitektfaglige overdommer til at fastslå, at en løsning der dækker hele mellemrummet mellem perronhallerne og vejbroen som en ensartet flade faktisk er den æstetisk mest respektfulde tilføjelse til den fredede banegård? Og, at DSB indser hvilken gevinst for den nyrenoverede banegård det vil være at få helt overdækkede perroner, tættere forbindelse til Tietgensbroen med bl.a. elevatorer og dermed aflastning af banegårdshallen osv. osv. Med støtte fra cykelbudgetter i stat og kommune. Win win.

Lad os alle bede ....

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling