pixel

Bænkene forsvinder — men Middelalder­byen må vente på løft

Københavns Kommune udskifter nu de omstridte træbænke i Indre By med plantekummer. Men bag den hurtige løsning gemmer sig en større spareøvelse.

parkering, middelalderbyen, byrum

Københavns Kommune er ved at fjerne flere af de stærkt debatterede 'straksbænke', der midlertidigt blev opsat på en stribe gader i Middelalderbyen for at forhindre ulovlig parkering.

Bænkene har det seneste års tid skabt raseri på sociale medier — særligt blandt bilister, der er utilfredse med at miste parkeringspladser. Men de har også ødelagt nattesøvnen for flere lokale beboere, der har været plaget af støj fra feststemte bænkevarmere i nattelivet.

I stedet for bænkene skal der nu opstilles plantekummer. Politikerne afsatte i foråret 375.000 kroner til opgaven ved den såkaldte overførselssag, og projektet skal efter planen være færdigt i løbet af denne sommer.

Men selvom udskiftningen løser et problem i et par gader, viser papirer fra rådhuset en større historie om en bydel, der er havnet i et politisk limbo.

Skrottede milliondrømme

Da politikerne i foråret forhandlede om overførselssagen — eller 'byens lille budget', som den også kaldes — lå der oprindeligt et forslag om at afsætte enten 3, 5 eller 10 millioner kroner til midlertidige grønne byrum i hele Middelalderbyen.

Tanken var at forvandle de mange nedlagte P-pladser til hyggelige, grønne stræk, mens man ventede på de store ombygninger, som er besluttet, men i høj grad endnu ikke er finansieret.

Men da aftalen blev underskrevet, valgte politikerne en helt anden model. De 375.000 kroner rækker reelt kun til at udskifte bænkene i de mest berørte gader.

Forvaltningen har selv hejst det røde flag over forløbet.

I deres bemærkninger peger de på, at intentionen med forslaget var at afsætte et millionbeløb til igangsætning af større grønne projekter i 2027 — ikke et småbeløb til at købe plantekummer her og nu.

Desuden er der ikke afsat penge til at vande og passe planterne i de nye kummer i årene fremover.

En bydel i venteposition

Politisk har man altså forsøgt at 'lappe' et aktuelt problem, da man forventer, at plantekummerne vil fungere bedre som parkeringsblokader end bænkene.

Men historien om det beskedne beløb til en midlertidig løsning matcher en generel opbremsning i Middelalderbyen.

Siden den store plan om at fredeliggøre bymidten blev vedtaget i 2022, er over 500 parkeringspladser forsvundet. Men finansieringen af de permanente omlægninger og nye byrum halter alvorligt efter.

I alt ni såkaldte 'flagskibsprojekter' er politisk vedtaget, men kun to har fået tildelt penge.

Flagskibsprojekt A ved Domkirken og Dyrkøb er det ene af dem, men det er blevet skåret ned med mere end 20 millioner kroner. Både vandelementer og en ombygning af Nørregade blev droppet — og projektet forventes først færdigt i 2031.

Flagskibsprojekt B ved Skindergade, Vestergade og Gammeltorv er det andet projekt, der har modtaget finansiering. Men det modtog kun omkring en fjerdedel af det oprindeligt anslåede budget — og her forventes arbejdet først færdigt i 2030.

Resten af bydelen må kigge langt efter finansiering. Yderligere syv flagskibsprojekter mangler finansiering — ligesom der ikke er blevet afsat penge til andre, mindre forbedringer rundt om i byens hjerte.

Resultatet er p.t. en bydel, hvor mange P-pladser er væk, men hvor alternativerne lader vente på sig i adskillige år — og hvor byrum efterlades i en venteposition, som altså søges udfyldt med midlertidige opsætninger.

Der kan dog være en lille smule håb forude for dem, der venter på 'den nye by'.

I juni aftalte politikerne nemlig, at man her til septembers forhandlinger om byens budget for 2027 vil forsøge også at finansiere flagskibsprojekt C omkring Nikolaj Plads.

Samtidig vil man se, om man ikke kan afsætte flere penge til Flagskibsprojekt A omkring Nørregade, som altså tidligere er blevet skåret ned.

Men i flere år fremover må man belave sig på midlertidige løsninger, som dog altså heller ikke er finansieret fuldt ud.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Sune Norsker

Man kan ikke stole på de københavnske politikere, det virker som om de er hamrende ligeglade med byen.

Henrik Busch
Vi har kun et mål!....de ca 600pladser skal genetableres fordi byrummet IKKE skal bruges til andet - Ændringerne i 2025 betyder at vi erca.1.000 borgere der kæmper om mindre end 200 pladser - er det OK? Østerbro og samme udfordringer
ssbf

Stræderne og Strøgets beboerforeninger opfordrer politikerne til at bevilge midler i de komende budgetforhandling, så de midlertidige bylivsprojekter (plantekummer) kan etableres snarest muligt. Samt midler til at flere Flagskibsprojekter igangsættes , inkl.renovering af Nørregade .

Vores medlemmer har et meget stort ønske om mere begrønning, nu hvor p-pladserne ER nedlagt.

Etablering af udeservering i Lavendelstræde - i modstrid med forvaltningens og politikernes tidligere udsagn om, at der ville blive etableret cykelstativer og en plantekummer - er en skandale.

Udeservering på nedlagte p-pladser er 100 pct. i strid med Byrum- og Trafikplanen. I Middelaldebyens smalle gader giver udeservering meget store støjgener for beboerne.
Ovedahlkristensen
Nej Henrik, det vil vi ikke. Vi vil alle biler ud af den centrale by, og se at få gang i de 10 projekter og gerne mange flere. Sørgeligt al den tid der bare går, og de dumme omveje der gåes.
Henrik Busch

Har du ikke respekt for folk der har brug for deres bil? - Ældre, Handicappede, børnefamilier og folk der arbejder langt ud af KBH? - Folks liv er presset på tide -livskvaliteten falder og folk bliver udnyttet økonomisk på så uhensigtsmæssig en måde - fordi politikerne ikke forstår der findes forskellige behov!

H.B.
Henrik Busch

VI VIL HAVE VORES PARKERINGSPLADSER TILBAGE

Nu må Københavns Kommune stoppe med at tale om bænke, plantekummer og midlertidige lappeløsninger, som om det er det egentlige problem.

Det er det ikke.

Det egentlige problem er, at politikerne fjernede hundredvis af parkeringspladser i Middelalderbyen, FØR de havde finansieringen til de byrum, der skulle komme i stedet.

Resultatet kender vi nu.

Parkeringspladserne er væk.

De lovede permanente byrum er i vidt omfang ikke finansieret.

De store projekter ligger mange år ude i fremtiden.

Bænkene fungerede ikke.

Nu kommer der plantekummer.

Og beboerne står tilbage med regningen og konsekvenserne.

Derfor er vores budskab enkelt:

VI VIL HAVE VORES PARKERINGSPLADSER TILBAGE.

I Middelalderbyen er der omkring 220 almindelige parkeringspladser tilbage til at betjene over 1.000 beboerlicenser.

Prøv lige at tænke over det.

Over 1.000 beboerlicenser.

Omkring 220 almindelige parkeringspladser.

Og beboerne BETALER for licenserne.

En beboerlicens er ganske vist ikke juridisk en garanti for en parkeringsplads. Men politisk må man kunne stille det helt rimelige spørgsmål:

Hvor langt kan man reducere antallet af parkeringspladser og samtidig fortsætte med at sælge over 1.000 beboerlicenser til de mennesker, der bor i området?

Hvad er en beboerlicens reelt værd, hvis kommunen samtidig politisk har fjernet så stor en del af de parkeringsmuligheder, licensen skal bruges til?

Og hvorfor skal beboerne acceptere det?

Vi har hele tiden fået fortalt, at parkeringspladserne skulle væk for at skabe en ny og bedre Middelalderby.

Men nu står det klart, at en stor del af de permanente projekter, der skulle komme i stedet, ikke var finansieret, da parkeringspladserne blev fjernet.

Det er efter vores opfattelse den helt forkerte rækkefølge.

Man river ikke huset ned og begynder bagefter at undersøge, om man har råd til at bygge det nye.

Derfor bør politikerne gøre det eneste rimelige:

GENETABLÉR PARKERINGSPLADSERNE, hvor de permanente byrumsprojekter ikke er finansieret og umiddelbart forestående.

Når kommunen en dag har et konkret projekt, finansieringen er på plads, anlægsstarten er fastlagt, og man kan dokumentere, hvad området rent faktisk skal bruges til, kan man tage politisk stilling til den enkelte gade.

Indtil da bør arealerne bruges til det, der er et dokumenteret behov for:

PARKERING.

Ikke tomme arealer.

Ikke midlertidige bænke.

Ikke plantekummer, der primært skal fungere som fysiske blokader mod parkering.

Parkeringspladser.

Vi taler om mennesker, der BOR i Middelalderbyen.

Mennesker, der har deres hverdag her og har behov for en bil.

Børnefamilier, ældre, mennesker med skiftende arbejdssteder og borgere, der arbejder uden for den kollektive trafiks praktiske rækkevidde.

Vi taler også om et levende erhvervsliv, håndværkere, leverandører, kunder, gæster, turister og rejsende, som skal kunne komme til og fra Københavns historiske centrum.

Det er ikke et krav om, at enhver gade skal fyldes med biler.

Det er et krav om balance og almindelig sund fornuft.

Og vi accepterer ikke præmissen om, at valget står mellem enten en smuk, grøn Middelalderby eller parkeringspladser.

Vi kan og skal have begge dele.

Derfor bør Københavns Kommune nu fremlægge et fuldstændigt regnskab:

Hvor mange almindelige parkeringspladser er konkret fjernet?

Hvor mange beboerlicenser er der udstedt til området?

Hvor mange af de fjernede parkeringsarealer har i dag et færdigt permanent byrum?

Hvor mange står med midlertidigt inventar eller andre midlertidige løsninger?

Hvornår forventes hvert af de permanente projekter færdigt?

Hvad har det indtil nu kostet at fjerne pladserne, etablere midlertidige løsninger, opsætte bænke, fjerne dem igen og opstille nye plantekummer?

Og hvad bliver den samlede regning?

Indtil de svar ligger på bordet, er vores udgangspunkt meget enkelt:

Har kommunen ikke et finansieret og umiddelbart forestående permanent projekt til arealet, så GENETABLÉR PARKERINGSPLADSEN.

For når over 1.000 betalende beboerlicenser skal deles om omkring 220 almindelige parkeringspladser, samtidig med at tidligere parkeringsarealer bruges på midlertidige lappeløsninger, så er balancen væk.

Vi vil have vores parkeringspladser tilbage.

Ikke om fem år.

Ikke i 2030.

Ikke i 2031.

NU.

Henrik Busch

Formand for Ja Tak Til Parkering
Ole Morten Nygaard
Vi skal ikke have mere bilparkering hverken in Indre By eller i brokvarterene. Og det er klynk at råbe på parkeringspladser, når det er kommet en metro.
Ulrik Hedegaard
Det er jo en KÆMPE farce uden lige!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling