pixel

"Brosten fra helvede" i Carlsberg Byen vækker harme

Brosten på Ny Carlsberg Vej har skabt stor utilfredshed blandt både cyklister og politikere — årsagen skal findes i en formulering.

Carlsberg Byen

“Hvilken spade i kommunen er det, der har sagt go for at man skal lægge brosten fra helvedet på Ny Carlsberg Vej?"

Sådan lyder én af mange kommentarer i en tråd på debat-sitet Reddit med navnet “Overleve på cykel i Carlsbergbyen”.

Og brugeren fortsætter:

"Det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan cykle den vej uden at få en hjernerystelse og en cykel der beder for sit liv.”

En anden istemmer:

“Der er et særligt sted i helvede, hvor de arkitekter, der tegner brolagte cykelstier, bliver tvunget til cykle på en uendelig lang brolagt cykelsti.”

En tredje lukker runden:

“Jeg er Woltbud og gruer altid for levering af skemad til Carlsbergbyen … og man skal ikke bestille sodavand, hvis man bor der, altså medmindre man elsker at vaske sit gulv med det.”

Ovenstående citater beskriver meget billedligt utilfredsheden blandt flere cyklende københavnere, når de tager turen hen ad Ny Carlsberg Vej på de brosten, der blev lagt sidste år.

Også politikere og embedsværk er opmærksomme på problemet. Spørgsmålet er, hvordan det er endt med, at en lang og vigtig strækning i København er blevet umulig at cykle på?

Tilbage til det oprindelige udtryk

Ny Carlsberg Vej strækker sig 1,2 kilometer fra Sønder Boulevard i øst til Valby Langgade ved Søndermarken i vest.

Det sidste stykke af gaden går gennem Carlsberg Byen, og da man i 2010’erne begyndte at udvikle bydelen, var Ny Carlsberg Vej en vigtig del af planerne for moderniseringen af det gamle bryggeri-område.

Da Københavns Kommune lavede en lokalplan for området, fik Udviklingsselskabet Carlsberg Byen opgaven med at indrette gaden, når byggeriet omkring den var færdigt. Det er nemlig ikke en kommunalt ejet vej.

Som vi tidligere har beskrevet, blev gadens brostensbelægning fredet i 2015, efter borgerprotester mod Carlsberg Byens oprindelige planer om blot at asfaltere hen over brostenene.

Derfor blev brostenene gemt, da man midlertidigt asfalterede gaden, så byggemaskinerne nemmere kunne komme til i de år, hvor nye byggerier skulle rejses.

I 2024 var gaden så klar til at få sine brosten tilbage — i øvrigt sammen med 80 nye kejserlindetræer og plantebede, så gaden fik et udtryk og en vejbelægning, der lignede det oprindelige.

Men siden har brostenene altså skabt stor utilfredshed blandt københavnske cyklister.

Fejlen findes i lokalplanen

Læser man lokalplanen fra 2014, står der faktisk klart og tydeligt, at den nye belægning skal være granitbrosten, og at “brostenenes overfladebehandling og vejprofil udformes under hensyn til fremkommelighed for cykler, sikkerhed og maksimal støjreduktion.”

Og så kunne man måske forvente, at Carlsberg Byen i vejens sider ville lægge den type planslebne brosten, som er mere behagelige at cykle på, og som ligger flere andre steder i byen.

Men det gjorde de ikke. Udviklingsselskabet Carlsberg Byen "ønskede ikke" at gå videre med løsningen, lød det.

I stedet blev de gamle — alt andet end planslebne — brosten lagt over hele vejen. Og på rådhuset kunne man kun se til.

Det skyldes ifølge Københavns Kommune, at lokalplanen — som kommunen selv har lavet og godkendt — ikke var præcis nok til, at få Udviklingsselskabet Carlsberg Byen til at overholde dens intentioner.

Det fremgår af et nyt notat fra Københavns Kommune fra d. 17. august i år. Da man fra kommunal side udstedte de nødvendige tilladelser, kunne man ikke stille de nødvendige krav for at få en rare overflader at cykle på.

Kommunen formulerer det selv:

“I tilladelserne er der ikke stillet krav om at retablere belægningerne som beskrevet i lokalplanen, da kommunen har vurderet, at lokalplanens formulering om etablering af cykelvenlig belægning er for upræcis til, at der ville kunne stille krav over for udviklingsselskabet om overholdelse af lokalplanen.”

Med andre ord: Kommunens egen formulering "under hensyn til fremkommelighed" er altså for vag til, at den kan håndhæves.

Nu er det for sent

Ud over cyklende borgere, har flere politikere gjort opmærksom på problemet.

Kim Laursen, daværende kandidat for Borgerrepræsentationen for Moderaterne ved KV2025, skrev på disse sider et debatindlæg om problemet.

Han forklarede, at alle parter oprindeligt var enige om, at en belægning alene med de gamle brosten ikke ville fungere. Det gjaldt både hos Københavns Kommune, Carlsberg Byen og i Slots- og Kulturstyrelsen, der står for fredninger. 

På Instagram lagde Christopher Røhl fra Radikale Venstre sidste år et opslag op, hvor han kalder vejen en ommer, fordi “cyklisterne tager cyklen op på fortovet, og det skaber utryghed for fodgængere, ikke mindst de skolebørn, der hver dag skal forbi.”

I september 2025 forsøgte man fra politisk side så at gøre noget ved problemerne, da man vedtog et bredere forslag om bløde trafikanter i Carlsberg Byen.

Men man endte med ikke at kunne gøre noget ved brostenene på Ny Carlsberg Vej, da embedsværket vurderede, at det nu slet ikke er kommunens ansvar:

“Forvaltningen vurderer, at ændring af belægningen på Ny Carlsbergvej ligger uden for rammerne af kommunens bemyndigelse, jf. privatvejsloven,” lød det til politikerne.

Kort sagt: Fordi Ny Carlsberg Vej er en såkaldt 'privat fællesvej' — og ikke ejet af kommunen — er det nu op til grundejerne selv at gøre noget ved problemet, selv om en dårlig formulering i den kommunalt producerede lokalplan er årsag til det.

Sjusk i lokalplaner

Det er ikke første gang, at sjusk i en lokalplan ender med at skabe problemer. Et andet eksempel er Enghavebroen, der er udset til en dag at skabe en forbindelse fra Islands Brygge til Enghave Brygge og dens metrostation.

En analyse viste i 2024, at den anbefalede løsning kræver en ombygning på Enghave Brygge-siden, hvor broen går i land.

Årsagen var, at selv om man i lokalplanen for området havde indtænkt en mulig bro i fremtiden, så havde man i samme plan ikke gjort tilstrækkelig plads til en forbindelse til og fra broen.

Broen er p.t. skrinlagt, da man fra politisk side har valgt at prioritere en bro til Refshaleøen i stedet.

Men fejlen i lokalplanen har i hvert fald ikke gjort dens realisering lettere — ligesom det er tilfældet i Carlsberg Byen.

Skal belægningen på Ny Carlsberg Vej ændres, kræver det, at Grundejerforeningen Carlsberg Byen selv søger Slots- og Kulturstyrelsen om tilladelse — og finder finansiering.

Indtil dét sker, bliver brostenene fra 2024/25 liggende.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Bjarne McDonald
Altså… - Belægningen fra forrige århundrede hvor der blev brygget øl på Carlsberg og blev endda fredet for at bevare noget af det oprindelige ved Carlsbergbyen. Den har altid været rædselsfuld at cykle på. Og det skal den sikkert være for at nedsætte hastigheden for cyklister på den ret stejle gade, som ellers hurtigt kunne blive en meget hurtig genvej mellem Valby og Vesterbro.
finn.breddam

Måske kunne man prøve at engagere nogen af grundejerne i Grundejerforeningen Carlsberg Byen? De må da også have en interesse i at få en behagelig cykelsti. Og et cykelbøllefrit fortov.

Og hvad siger lokaludvalget?
jedbo
Brosten er det historisk korrekte og er 100 gange smukkere end den tarvelige asfalt, der skal lappes eller lægges om ustandseligt. Men - indrømmet - den er lettere at cykle på.
hcholdt
Gid Københavns Kommune ville indse, at brosten ikke er egnede til at cykle på. Det gælder også planslebne brosten. Det areal, der er vist på billedet fra Christianshavn, burde have været asfalteret. Det ville gøre det bedre at cykle der. Og det ville indebære en tydelig adskillelse af trafikarterne...
Malte Vinding

Denne sag (bør) ikke vær afgjort endnu. Lokalplaner er én ting, men vejmyndigheder kan sagtens kræve ændringer af private veje og private fællesveje hvis de trafikale hensyn opvejer ulemperne. "Privat" i denne kontekst skal ikke forstås som ukrænkelig ejendomsret, men mere som "hvem står for vedligehold". Se fx Nyrnberggade ved den nye Nordøstamagers Skole, som blev ensrettet, fik cykelbane og nedlagde P-pladser - på trods af at være en privat fællesvej. Det er ligeledes muligt at klassificere en privat fællesvej som en offentlig sti, på en og samme tid.

Kommunens udfordring her er dog, at de nok selv skal betale for ombygningen, i så fald. Så alt dette lokalplanssnak er nok kommunens forsøg på at få Carlsbergbyen til at stå for regningen.
bo schmidt
Kan,nogen undre sig over super sygehusene bliver dyrere. Den jødiske filosof Mamonides sagde gud skabte ikke ondskab, det kommer af uvidenhed, det må være forklaringen,når alt,der ikke passer os stam fra helvede
kimlaursenprivate

Trist der stadig ikke er taget ordentligt hånd om problemet, på trods af politikernes løfter til KV25... Der er simpelthen for meget sjusk med lokalplaner, med vores nuværende politikere

Ikke trygt at være Carlsbergborger, når cykelister føler sig nødsaget til at cykle med høj fart på fortovet, til fare for barnevogne, skolebørn mm.
morten

Fantastisk artikel, der fremhæver sjusk i lokalplaner! Det er et stort problem i hele byen (og landet), som også påpeget af journalister fra DR og Politiken. Ane Cortzens program om DR hedder "Er der en arkitekt til stede?", men efter at have set flere afsnit, synes jeg også, man bør spørge "er der en byplanlægger til stede?”

Lars Hedebo Olsen og Karsten R.S. Ifversen nævner i deres artikel i Politiken den 27. december 2025 faktisk det samme Enghave Brygge-projekt i Sydhavn, hvor det nævnes, at det sociale miljø i stueetagen er meget dødt, helt i modstrid med lokalplanens mål.

Ud over problemet med den sjuskede bro ved Enghave Brygge er et nyt problem ved Enghave Brygge, at udvikleren nu forsøger at overtale Københavns by til at omdanne detailhandel i stueetagen til bolig uden de obligatoriske kantzoner tilbageslag (planted setbacks), som det klart kræves i lokalplanen. Vi må stoppe sjusk. Tak igen, Magasinet KBH, for den fremragende artikel.

Nils Rasmussen

Hej Morten, kan du uddybe " nu forsøger at overtale Københavns by til at omdanne detailhandel i stueetagen til bolig". Jeg bor selv i området og har længe set frem til at få et par supermarkeder i nærheden.

Mvh Nils

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling