Efter 4 års ventetid: Vester Voldgade bliver cykelgade
Efter meget frem-og-tilbage bliver Vester Voldgade nu til en cykelgade — men er det overhovedet en fordel for cyklisterne?
På en typisk dag kører mere end 8.000 cyklister ned af den — mens blot 800 biler bruger vejbanen ved siden af.
Alligevel er det bilerne, der lægger beslag på mere end halvdelen af Vester Voldgade.
Men nu er der sat penge af til at gøre noget ved den skævhed — i hvert fald som forsøg.
Da et bredt flertal af Københavns Kommunes politikere først på måneden landede årets budgetforlig, inkluderede de 1,5 mio. kroner til at finansiere en omlægning af forbindelsen mellem Jarmers Plads og Lille Langebro.
Gaden skal nu være cykelgade.
Beslutningen bygger videre på, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i august med stemmerne 9 mod 2 besluttede at godkende projektet — under forudsætning af, at der blev fundet penge til det på de kommende budgetforhandlinger.
Og det gjorde der altså.
Kun de Konservative stemte imod at lave om på Vester Voldgade, så cyklerne kan få lov at indtage bilernes kørebane.
Planen går i første trin ud på at omdøbe de eksisterende granitcykelstier til fortove.
Lovgivningen betyder nemlig i grove træk, at man ikke kan lave gader, der har cykelstier, om til cykelgader. Men hvis cykelstierne på Vester Voldgade i stedet bliver til udvidelser af fortovet, ja så er man ude over dét problem: Cykelstierne væk — cyklerne ud på kørebanen.
Loven kom i vejen
Sagen går helt tilbage til 2023, hvor Borgerrepræsentationen — efter forslag fra Enhedslisten — besluttede, at Vester Voldgade skulle være cykelgade.
Dengang var tanken, at de daværende cykelstier kunne benyttes af langsommere cyklister, mens de hurtigere kunne bruge kørebanen.
Men lovgivningen endte med at komme i vejen: Færdselsloven kræver, at cyklister bruger en cykelsti, hvis der findes én på strækningen — så man kan altså ikke lovligt sende nogle cyklister ud på vejen, mens andre bliver på stien ved siden af.
Det tog rådhusets Klima-, Miljø og Teknikforvaltning ikke mindre end tre år, at nå frem til den konklusion.
Men i sidste ende kom løsningen fra en uventet kant: Københavns Ungeråd — kommunens egen samling af unge københavnere — foreslog i april en "grøn cykelgade" på Vester Voldgade, og forvaltningen brugte forslaget som afsæt for det trafikforsøg, der nu er finansieret.
Vil det blive en succes?
Den skeptiske læser vil måske stille et spørgsmålstegn ved, om cykelgade-forsøget på Vester Voldgade har kurs mod succes.
På Vendersgade ved Israels Plads er en lignende omlægning blevet taget godt imod — mens Nordre Frihavnsgades omlægning til cykelgade endte som en dyr fiasko.
Efter at have brugt 29 mio. kroner på at omlægge gaden på Østerbro til cykelgade, opgav man sidste år dén status. Penge til endnu en omlægning af Nordre Frihavnsgade var derfor også på brutto-listen til byens budget for næste år, men politikerne fandt ikke penge til dét projekt.
Vester Voldgade har som udgangspunkt et fortrin, som Nordre Frihavnsgade ikke havde fra start:
Der kører ikke så mange biler, og forholdet mellem cyklister og biler gør den — ifølge kommunens egne retningslinjer for cykelgader — oplagt til formålet.
Men vil det overhovedet være en fordel for cyklerne, hvis de alle nu skal ud på kørebanen på Vester Voldgade?
Kørebanerne på asfalten er kun en anelse bredere end cykelstierne, og på cykelstierne har cyklisterne pladsen for sig selv.
Selv om der altså ikke er så meget biltrafik på Vester Voldgade, vil cyklisterne nu skulle dele areal med bilerne — og reglerne for en 'cykelgade' er ikke helt så cykelvenlige, som man måske skulle tro.
Som vi tidligere har afdækket, så må to cykler f.eks. ikke køre ved siden af hinanden, men skal holde ind til højre, så en bil kan overhale dem.
I maj 2025 gav Vejdirektoratet Magasinet KBH medhold i, at følgende formulering var en passende forklaring af konceptet 'cykelgade' til en 12-årig:
"En cykelgade er en helt almindelig vej, og du skal køre præcis som du plejer og passe rigtig meget på bilerne."
Flere biler på vej
Så vil Vester Voldgade fungere bedre for cyklisterne som cykelgade end som normal gade med to cykelstier?
På Nordre Frihavnsgade er erfaringerne nærmest det modsatte.
Her mislykkedes omdannelsen til cykelgade altså — blandt andet fordi man fortsat tillod parkering på gaden. Og derfor er én af de løsninger, man nu kigger på, at indrette cykelstier på gaden i stedet.
På Vester Voldgade er der ikke blot P-pladser. Q-Park er netop i disse dage også i færd med at bygge en stor P-kælder på Dantes Plads med indkørsel fra Vester Voldgade.
Der vil derfor komme mere bilkørsel i fremtiden — og et stykke af gadens cykelsti og kørebane er p.t. afspærret på grund af anlægsarbejdet.
Ikke desto mindre er planen nu, at cyklisterne skal ud på kørebanen fra efteråret 2027. En evaluering skal så senere afgøre, om løsningen bliver permanent.
Ungerådet ønskede også, at Vester Voldgade blev gjort grønnere, men den del af projektet kom ikke med i budgetaftalen.
Til gengæld kommer der formentlig øgede muligheder for udeservering for gadens caféer og restauranter, da fortovene nu bliver bredere.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

'Cykelgade' konceptet fungerer slet ikke...
Til gengæld synes jeg, at Istedgade gør: Her er der kun en kørebane og alle nødt til at køre langsomt og passe på hinanden.