pixel

Grønt flertal vedtager (større) Islands Brygge-forvandling

Rådhuset har sagt ja til at sende den mest vidtgående og grønne udgave af ny plan for Islands Brygge videre til budget­forhandlinger.

gehl, kigkurren, byrum

Det startede som en lokal modreaktion på den bagende asfalt og de bilmættede gader, der fjerner al idyl, så snart man bevæger sig to minutter væk fra Havneparkens slubrende bølger.

Gennem flere år har lokale kræfter kæmpet for at binde Islands Brygges havnefront og det vilde Amager Fælled sammen via en grøn, Y-formet forbindelse på gaderne Kigkurren, Snorresgade og Sturlasgade.

Idéen udmøntede sig siden i en stor kommunal 'foranalyse'. Og nu er et projekt klart og sendt videre til de snarlige forhandlinger om byens budget for 2027.

Det sker, efter at politikerne i Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg med det mindst mulige flertal har stemt for den mest vidtgående og grønne løsning.

Grå gade til grøn lommepark

Projektets formål er at væve det blå havnemiljø og det vilde Amager Fælled bedre sammen gennem det Y-formede gadenet, der i dag løber igennem området.

De tre gader, der udgør Y'et, er i dag domineret af parkering og næsten uden træer, men det skal der nu ændres på. Og endnu mere end der egentlig var lagt op til.

Hvor embedsværket ellers havde anbefalet en mere moderat model til udvalget, valgte de 11 politikere altså lige akkurat den store løsning til en anlægspris på 57 millioner kroner.

Det betyder blandt andet, at en gade vil blive helt lukket for biler.

Lukket gade og trygge cykelstier

Kigkurren er navnet på den brede gade i Y'ets fod. Den er så kort og så bred, at den minder mere om en plads end om en gade — men den er i dag helt domineret af parkering.

Det store stenareal og det nuværende busstoppested skal i stedet omdannes til en samling af grønne lommeparker med opholdsmuligheder og genanvendte brosten.

Som en del af forvandlingen vil der blive skabt plads til mellem 50 og 90 nye træer og buske, som skal understøtte biodiversiteten og bekæmpe den lokale hedeø-effekt.

Fra Kigkurren kan man bevæge sig op mod Havneparken af Snorresgade, der i dag ligeledes er domineret af parkering.

Gaden bevarer fremover godt nok sin biltrafik, men den vil blive 'optimeret' med vinkelparkering og nye grønne byrum i krydsene ved Halfdansgade og Bergthorasgade.

Ændringerne på Kigkurren og Snorresgade var en del af begge de løsninger, som politikerne blev forelagt.

Men med det lille flertal besluttede de, at der også skal ske noget på Sturlasgade — det andet 'ben' i Y'et.

Her vil gadens ende ud mod Islands Brygge og Havneparken blive helt lukket for gennemkørende biler.

På den måde forvandles den tidligere erhvervs-dominerede vej til et grønt, rekreativt byrum, hvor fortove flankeres af nye, brede vejbede og en helt ny, dobbeltrettet cykelsti, der overtager bilernes kørebane.

Ændringen skal give de bløde trafikanter en tryg og uforstyrret færdselsåre hele vejen til vandet.

Til gengæld koster herlighederne et 'offer' i form af 163 nedlagte bilparkeringspladser på tværs af hele området.

Politisk gys med knapt flertal

Det var med det knappeste flertal på 6 mod 5 stemmer, at rådhusets 'grønne blok' — bestående af Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet — trumfede det mest ambitiøse af de to forslag igennem.

Modsat stod Socialdemokratiet arm i arm med De Konservative, Liberal Alliance og Venstre i forsøget på at holde igen og holde Sturlasgade åben for biler.

Det havde centrum-højre dog altså ikke held med. Og deres forsøg på at sikre kommunal leje af private P-pladser til erstatning for de nedlagte P-pladser på gaden slog også fejl.

Grøn blok stemte nemlig igennem, at når der nu snart skal forhandles om byens budget for 2027, så skal leje af P-pladser ikke være en iboende del af projektet — men derimod et punkt, der forhandles om separat.

Dermed kan projektet som udgangspunkt gennemføres uden, at der for kommunale midler skal lejes P-pladser til 1:1 erstatning af de nedlagte pladser — noget, som der ellers har været politisk konsensus om igennem flere år.

De Konservative kvitterede prompte med en skarp protokolbemærkning om manglende hensyn til et kvarter, hvor nattebelægningen på P-pladserne rammer op til 109 procent.

På Sturlasgade er belægningen kl. 22 dog kun 27%, og Amager Vest Lokaludvalg har tidligere været ude og fortælle, at man ikke oplever overbelægning på P-pladserne. De lokale vil rent faktisk gerne have nedlagt endnu flere P-pladser, end planerne lægger op til — og i stedet have mere cykelparkering.

Om de ambitiøse grønne drømme bliver til virkelighed, afgøres først endegyldigt ved de kommende ugers forhandlinger om Budget 2027.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Thomas Hoejgaard
Nogen der ved om dette kom med på budgettet? Umiddelbart ser det ud til at være sløjfet.
Bente L.
Krydser fingre for, at det ikke bare bliver endnu en hensigtserklæring, som dør pga manglende financiering. Den plads har fortjent bedre i årtier.
Matthew

Som lokal er jeg virkelig glad for, at de faktisk gik med den mest ambitiøse løsning. Området er godt nok ret trist, som det er nu.

Er der nogen, der ved, hvad der sker, hvis projektet ikke får penge med i budgettet i år? Kan det komme med igen i de kommende år, eller udløber beslutningen på et tidspunkt?
Malte Vinding
Formelt set ikke, men i praksis har de her beslutninger med at falme mere og mere for hvert år de ikke bliver prioriteret i budgetterne. Særligt når andre planer, eller andre byråd overtager. Heri er også en af forklaringerne på de forhadte bænke i middelalderbyen - hvor man stadig ikke har fundet fuld finansiering til den planlagte omdannelse.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling