pixel

Rosenborg Slot skal tilbage på en ø — og ned under vandet

Rosenborg Slot er på vej mod en større fornyelse som destination — og vinderprojekt ændrer virkeligheden både over og under jorden.

rosenborg slot

Hvert år besøger over 500.000 gæster Rosenborg Slot — Christian 4.’s  renæssancebygning i Kongens Have.

Det er én af Indre Bys helt store attraktioner, men slottet trænger til både renovering og fornyelse som turistmål, og det bliver der nu gjort noget ved. 

I vinter beskrev vi de nye planer for udviklingen af Rosenborg Slot, der bl.a. indebærer en delvis genskabelse af den historiske voldgrav, der er blevet mindre med årene.  

Projektet fik navnet ‘Rigets Skatkammer’ og har et budget på næsten 700 mio. kroner.

Dengang var det småt med detaljerne om, hvad der skal ske, men det er det ikke længere.

Arkitektfirmaet AART vandt for små to uger siden konkurrencen om slottets fremtid med et forslag, der ikke bare renoverer slottet, men markant understreger dets placering på en ø — næsten.

Forslaget ændrer den måde, man ankommer til slottet på og bevæger sig rundt omkring det — og flytter en stor del af museumsfunktionen ned under jorden.

Vi tager her et lidt grundigere kig på det nye Rosenborg Slot.

Historien over vandet, museet under vandet 

Vinderforslaget fra AART videreudvikler idéen om, at publikum skal få en oplevelse af slottet, som det så ud, da en hel voldgrav omgav det.

Engang var voldgraven komplet, men i dag løber den kun omkring halvdelen af slottet.  

Derfor skal den eksisterende voldgrav udvides, så Rosenborg igen kommer til at ligge på en ø — næsten, i hvert fald.

Et enkelt hjørne af slottet vil fortsat være flankeret af fast land, da en bygning på Livgardens fredede kaserne i dag ligger i vejen for en komplet voldgrav. 

Samtidig vil der blive anlagt en ny bro fra ankomstområdet ved Øster Voldgade over til slotsholmen — og et stort underjordisk museum vil blive bygget under voldgraven.

Museet skal udstille de mange kongelige kostbarheder, man har samlet på slottet op gennem århundrederne — ikke mindst kronjuvelerne — og skal byde på et moderne udstillingsrum med langt bedre publikumsfaciliteter end i dag.

Ankom på to måder 

Dermed kommer projektet til at arbejde med to tidslag på én gang: 

På overfladen skal projektet bringe noget af det historiske Rosenborg Slot tilbage ved at udvide voldgraven og bygge en bro over vandet, som der var i 'gamle dage'.

Under jorden bygger man samtidig den moderne infrastruktur, som skal løfte oplevelsen af et besøg på slottet og gøre det muligt at drive det som museum mange år frem.

Man skal kort sagt fremover kunne ankomme til Rosenborg Slot på to måder:

Enten kan man fra Øster Voldgade følge broen over voldgraven til selve slottet, eller man kan i stedet dreje lidt til højre og stige ned til museet i undergrunden via en trappe, der er placeret i en smal sprække langs voldgraven.   

Indgangen til det underjordiske museum sker altså under vandspejlet i kanten af voldgraven. Og det er der en særlig pointe i, forklarede Susanne Hansen, partner og arkitekt i AART i forbindelse med offentliggørelsen af projektet: 

“Museet bliver en underjordisk tilføjelse, hvor vandet får en ny betydning — fra historisk at have beskyttet slottet til i dag at blive et tilgængeligt element, der giver noget tilbage til stedet. Som en spalte i historien åbner arkitekturen for en gradvis nedstigning ind under voldgraven.”

Den Kongelige Samling formulerer det lidt anderledes i sin præsentation af projektet.

Den selvejende organisation, der driver Rosenborg Slot, forklarer, at man fra ankomsten til slottet skal guides "gennem overraskende overgange mellem nutiden og fortiden" — en oplevelse der skal "kulminere i imponerende underjordiske rum skabt til formidling af en samling i verdensklasse."   

Altid under forandring

For at bringe Rosenborg tilbage til 1600-tallet har man altså valgt, at der skal bygges noget helt nyt.

At udvide voldgrave og bygge under jorden er noget der koster, og projektet ville være svært at gennemføre uden flere donorer.

A.P. Møller Fonden bidrager med hele 450 mio. kr. ud af et samlet budget på 661 mio. kroner. Statens andel lyder på 131 mio. kr.

Men faktisk har Rosenborg Slot altid været under forandring. Slottet stod færdigt i 1634 som et fristed for kongen — et lystslot hvor han kunne trække sig tilbage og nyde de landlige omgivelser. Slottet lå dengang udenfor voldene. 

Det blev brugt som kongelig bolig op til starten af 1700-tallet, men siden blev dets rolle især at være opbevaringssted for kongefamiliens personlige kostbarheder — heriblandt kronjuvelerne.

Allerede sidst i 1700-tallet forsvandt det meste af voldgraven, da Livgarden overtog området og lavede den eksercerplads, der stadig findes i dag.

Helt tilbage i 1838 fik slottet sin nuværende funktion som museum, og i 1980'erne blev en del af voldgraven ud mod netop eksercerpladsen genetableret. 

Den kommende renovering er altså blot det seneste kapitel i en 400 år lang historie der handler om, at bygningen løbende er blevet tilpasset sin tid. 

Det nye Rosenborg Slot skal efter planen åbne i 2032.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Jan Christensen
Ærgerligt at voldgraven ikke føres hele vejen rundt ...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling