pixel

M5 og S-togs tunnel under byen skal tænkes sammen

Hvordan undgår man at en S-togstunnel under byen og den kommende M5-metro spænder ben for hinanden — og i stedet skaber en symbiose?

s-tog, hovedbanegården, tog

Københavns S-tog har i årevis lidt af kronisk pladsmangel på den delvist underjordiske 'Boulevardbane' mellem Svanemøllen og Hovedbanegården.

Særligt strækningen omkring Nørreport kaldet 'røret' fungerer som en regulær flaskehals, hvor næsten alle byens linjer tvinges igennem de samme få spor.

Og det skaber daglige forsinkelser, som kan forplante sig til resten af landets togtrafik.

For at løse problemet undersøger staten i øjeblikket en syv kilometer lang "eksprestunnel", der under byen skal lede S-togene i en bue uden om proppen — fra Hovedbanegården til Emdrup og Hellerup.

Projektet vil næsten kunne fordoble antallet af S-tog i myldretiden — fra de nuværende 30 til 56 tog i timen — og skære mindst seks minutter af rejsetiden.

Særligt pendlere på Linje B mellem Farum og København H kan se frem til en mærkbar gevinst, hvis projektet gennemføres, da turen forkortes med hele 11 minutter — fra 38 til 27 minutter.

Udfordringen er bare, at det enorme S-togsprojekt hidtil har været tænkt uafhængigt af Københavns næste store metroudbygning: den kommende M5-linje.

Hverken tidligere analyser eller de seneste screeninger af metrosystemet har altså taget højde for, hvad der sker, hvis S-toget pludselig også suser rundt i dybden under Rigshospitalet.

Det vil Københavns Kommune nu gøre noget ved.

Det perfekte samspil

Rådhusets økonomiforvaltning har indstillet til politikerne i Borgerrepræsentationen, at de afsætter 500.000 kroner fra den såkaldte 'Lynetteholm-pulje' til en ny screeningsanalyse, som skal udføres af Metroselskabet.

Puljen er tidligere blevet etableret for at kunne 'reagere på forhold som har med Lynetteholms miljøpåvirkning at gøre', og M5 skal efter planen køre til netop Lynetteholm.

Målet med den nye screening er at sikre, at fremtidens metro og S-tog ikke modarbejder hinanden, men i stedet skaber synergi for pendlere i hele hovedstadsområdet.

Analysen skal zoome ind på to hovedscenarier for M5-metroens fremtid, som begge skal vurderes i lyset af, at den nye S-togstunnel også kan ende med at blive til virkelighed.

Det første scenarie kigger på, hvad der sker, hvis man i fremtiden 'lukker' M5 som en fuldendt ringforbindelse via Østerport og Lynetteholm. Det er dén løsning, der er skrevet ind i aftalen mellem stat og kommune om M5's fremtid på den lange bane.

Det andet scenarie undersøger et alternativ for M5: At man lader den slutte på Lynetteholm og i stedet forlænger den i den anden ende — fra Hovedbanegården, under Frederiksberg og det indre Nørrebro, for til sidst at ende i Brønshøj eller Tingbjerg.

Puslespillet om Rigshospitalet

Det absolutte omdrejningspunkt i analysen bliver Rigshospitalet, der som udgangspunkt er en del af begge scenarier for M5's fremtid.

Selvom hospitalet er en af landets største arbejdspladser — og en vigtig destination for patienter — ligger det i dag som lidt af en kollektiv trafikø med knap 800 meter fra hovedindgangen til nærmeste metrostation, Trianglen.

Og der er næsten 2 kilometer til nærmeste S-tog på Østerport.

Eksperterne vil derfor undersøge effekten af at bygge en decideret dobbeltstation under hospitalet, så passagerer kan skifte direkte mellem metro og S-tog.

Der skal dog også regnes på modeller, hvor hospitalet kun betjenes af S-toget, så fremtidens metro i stedet kan rettes mere direkte mod Brønshøj og Tingbjerg og dermed ikke køre forbi Rigshospitalet.

Kort skal man se på fire forskellige muligheder:

M5 som ringbane — henholdsvis med og uden en supplerende S-togsstation under Rigshospitalet.

Eller M5 forlænget mod Tingbjerg — henholdsvis med og uden en metrostation under Rigshospitalet.

Analysen vil dog ikke kun kigge på skinner og store boremaskiner, men også på den massive byudvikling over metroen.

Området omkring hospitalet skal være en del af Innovation District Copenhagen, hvor man bl.a. finder Panuminstituttet og Nørre Campus — og udviklingen af det nye distrikt forventes at skabe tusindvis af nye arbejdspladser, hvilket kan øge passagergrundlaget markant.

Næste skridt

Finansieringen af den nye analyse i næste uge vil være en ren formssag, og vi kan forvente at se resultatet til efteråret.

Til den tid bliver vi altså lidt klogere på, hvordan store dele af fremtidens S- og metrotog-net kan komme til at se ud.

Når og hvis den nye S-togs-smutvej under byen bliver virkelighed, vil det formentlig blive uden en togfører.

De kommende år forbereder DSB sig nemlig på gradvist at udskifte de velkendte S-tog med nye, førerløse togsæt. De første skal efter planen køre på F-linjen mellem Hellerup og København Syd fra 2032.

S-togs tunnellen under byen har i øvrigt hurtigt bevæget sig fra luftkastel til realiteternes verden.

For mindre end fem år siden kaldte Transportministeriets departementchef Jacob Heinesen idéen for 'fantasi' uden 'realisme'.

Men siden kom tunnellen med i statens Infrastrukturplan for 2035, og analysen blev sat i gang sidst i 2023.

Og efter at SF'eren Signe Munk for nylig satte sig i stolen som transportminister er tunnellens fremtid i hvert fald ikke blevet mørkere.

Munks og SFs erklærede politik er nemlig at styrke både cyklismen og den offentlige transport — og særligt landets togforbindelser.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

kimlaursenprivate
Billigere løsning ved at erstat fjerntogs-tunnelerne i 'røret' med S-tog så der bliver 4 spor, og med kommende førerløse S-tog. Brug i stedet pengene på at udvide metronettet
Mathias Hagensen
Det løser stadig ikke flaskehalsproblemet, når noget går galt i røret.
Dennis Heinfelt
Det er allerede blevet undersøgt, og jeg mener undersøgelsen kan findes på Trafikstyrelsens hjemmeside. De løsninger der nævnes er bestemt ikke billige, og er ikke nær så gode og fremtidssikrede, som den nye tunnelløsning. Der er et stort behov for nat udvide S-togsbetjeningen, så kapaciteten ind og ud af byen, for pendlere der ikke bor i byen, nemmere kan komme frem.
Ovedahlkristensen
Med S-togs tunnelen fordobler man stort set kapaciteten på S-banen, fordi der er god plads ude i alle grene. Så man kan få en metro-lignede frekvens. Og som skrevet er der ift bilen brug for kortere rejestider fra nord og ind i byen. Endeligt: S-tog er jo en anden kasse, godt for os der bor i kommunen.
bo schmidt
Nu har S banen,på ingen måde påvirket landstrafikken,de har hver deres spor. Hvorfor venter man ikke til de nye førerløse S tog er taget idrift ideen var dengang at med metro lignede drift skulle man kunne kører flere tog igennem røret for et beløb til en ny tunnel kan man få råd til mere metro
finn.breddam

"For mindre end fem år siden kaldte Transportministeriets departementchef Jacob Heinesen idéen for 'fantasi' uden 'realisme'."

Den artikel handler faktisk ikke om S-togsprojekter, men om nogen endnu større jernbaneprojekter. Som så vidt jeg husker også er blevet fint beskrevet her i magasinet. (Der er en vis sammenhæng, fordi det også handler om fremtiden for "røret" - og måske er det derfor, eksprestunnelen har medvind - men det er vanvittig kompliceret.)
Ovedahlkristensen

Hej. Du skriver” Udfordringen er bare, at det enorme S-togsprojekt hidtil har været tænkt uafhængigt af Københavns næste store metroudbygning: den kommende M5-linje.”.

Jeg tror mere det er omvendt: at metroen har været tænkt uden at skele til S-togsmuligheden. De to projekter bør ikke være konkurrenter med supplementer, og det er vel den erkendelse der nu er kommet. Metroen har brug for at folk kan komme fra forstæderne ind til København, og togene har brug for at man fra Nordsjælland kan komme hurtigere ind til Hovedbanegården, og frekvensudvidelsen bliver jo enorm på S-banen til glæde for alle. Og ja, Tingberg og Brønshøj har i den grad fortjent en metro eller alternativt en letbane “ Mon ikke også vi bliver glade for den når Letbanen til Lyngby mm snart åbner ?
peter.loft_1682
Man burde også overveje en model, hvor man kobler M4 helt fra M3, og i stedet lade M4 fortsætte af den ny strækning, således at man fik en direkte forbindelse mellem Nord- og Sydhavn over Rigshospitalet., Forum mv og Kbh. H, med en afgrening til Brønshøj og Tingbjerg.
Kristian Lyhne-Nielsen
Enig.
oliver

"Når og hvis den nye S-togs-smutvej under byen bliver virkelighed, vil det formentlig blive uden en togfører."

Det er ret sandsynligt da de nuværende S-tog heller ikke har en togfører. Det er kun regionaltog og intercitytog der har det. Det interessante er om de skal have en lokomotivfører eller ej.
Kristian Lyhne-Nielsen

Jeg forstår ikke den lange tunnel fra Lynetteholm til Østerport. Kan man ikke koble Lynetteholmen på "enden" i Nordhavn i stedet? Så får man en ring der og vil vel egentlig spare en masse penge. Hvis man så vil koble M5 på til Riget kunne man "dreje af" efter Nordhavn og krydse Trianglen og videre mod riget. Hvis man kigger på kortet er det jo ligetil.

Jeg ved godt at Trianglen linjen til Nordhavn vil blive ramt for at lave nyt forgreningskammer, men i forhold til en super lang tunnel og en ekstra linje, må det da være en billigere løsning, der vil være til større gavn for flere mennesker.
finn.breddam

"Hvis man kigger på kortet er det jo ligetil." Det skal man nok ikke sige til en jernbaneplanlægger ;-) Det er vanvittigt kompliceret.

Grunden til, at man opgav ideen om at forlænge M5 fra Lynetteholm til enden af M4 på Nordhavn, er først og fremmest at M4 er en forgrening fra M3, dvs. den har begrænset kapacitet. Det blev tænkt igennem i en grundig rapport for fire-fem år siden.
finn.breddam

Forbindelsen fra Østerport til Lynetteholm er kun "skrevet ind i aftalen mellem stat og kommune" med den her tekst:

"Stationen ved Københavns Hovedbanegård forberedes, så den muliggør en evt. forlængelse i retning mod Østerport (via Gammel Kongevej), såfremt der i fremtiden måtte blive anvist finansiering til en sådan forlængelse."

Det betyder sådan set bare, at det skal være muligt at forlænge linjen fra Hovedbanegården. (Det kan også blive til Tingbjerg, som beskrevet her.)

Og forbindelsen fra Østerport til Lynetteholm er en ekstremt lang og dyr tunnel uden stationer - tre gange så lang som det normale - dvs. det er en ekstremt dårlig forretning! Det er derfor, den blev pillet ud af finansieringsaftalen.

Det gode alternativ er naturligvis at give "lidt" ekstra for en gang- og cykelforbindelse, der altid er åben: en tunnel. Den kan opfylde politikernes løfte om "cykelinfrastruktur i verdensklasse", og samtidig spare måske tre mia. kr. på metrobudgettet. En virkelig god forretning. Den vil være mere attraktiv for erhvervslivet end en metrolinje (dvs. den vil gøre Lynetteholm mere attraktiv), og den vil fx også være relevant for små trehjulede elektriske taxaer af den type, som allerede er voldsomt populære i Sydøstasien, og som i en førerløs version om få år kan give Lynetteholm en helt ny dimension af mobilitet, fx til Østerport Station. Den type køretøjer vil også blive ekstremt relevant for Rigshospitalets patienter, og de skal i det hele taget tænkes ind i metroplanlægningen: de kan både fungere som tilbringertrafik, men de kan også blive en direkte konkurrent og gøre metroen mindre attraktiv.

Kan OTM-trafikmodellen håndtere de typer af køretøjer? (Det er den, der skal bruges til den screeningsanalyse, som artiklen her handler om.) Og kan den "forstå" en cykelforbindelse som alternativ til en metrolinje? Det tror jeg ikke. Det kan blive en interessant udfordring.
finn.breddam

Måske skal jeg lige klargøre rækkefølgen af argumenter her: En ny S-togslinje svækker behovet for at videreføre M5 til Rigshospitalet, fordi de to linjer løber parallelt. Og den svækker behovet for en forbindelse fra Rigshospitalet til Østerport, fordi Nørrebro "kommer på nettet" via Hovedbanegården. Det styrker så min pointe om, at i den helt specielle geografi omkring Lynetteholm er en højkvalitets cykelforbindelse (dvs. en tunnel) et billigt og fleksibelt ALTERNATIV til en meget lang metrotunnel.

Og når nogen så kommer og siger "hvad med alle dem der ikke kan eller vil cykle?" - og det er jo et godt spørgsmål - så er svaret den førerløse elektriske taxa på cykelstien. Et køretøj der ligner den kendte "kabinescooter" - men som du trygt kan overlade dit barn eller din gigtplagede oldemor til. Den bliver en realitet på de danske cykelstier i løbet af ikke så mange år.

Tre eller fire hjul. Bredde som en ladcykel. Hastighed 25 km/t. Kørestil og trafiksikkerhed: langt bedre end den typiske ladcykellaban. Og når vi så også får en cykeltunnel til Nordhavn, vil "Østhavnen" i fremtiden blive et mylder af de her små fredelige køretøjer. Som fx kan transportere din gamle mor til en metrostation på Østerport eller Levantkaj på ti minutter. Det lyder måske som en science fiction utopi fra 1950'erne, og ja, det er det faktisk også. Men kig lidt på Tesla FSD: det er lige op over. Også på cykelstien. Og det kan blive en klar fordel for Lynetteholm.
Lars Bach 1
Det er spændende. Men uanset hvilken løsning det bliver, så ‘overser’ man Bispebjerg Hospital, og det forstår jeg ikke? Det er et stort hospital som er under udvidelse, og det er i dag temmelig besværligt at nå med offentlig transport. Men Bispebjerg ligger på Metroens vej mod Brønshøj og Husum.
finn.breddam
Enig. Bispebjerg Hospital SKAL have en metrostation. Men der er mange forskellige mulige metrolinjer i spil, og mindst en af dem starter netop på Bispebjerg. (Se tidligere artikler.)

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling