pixel

Fortsat delecykelkaos i København — nye tiltag på vej

Turister på delecykler skaber frustrationer, og cyklerne fylder overalt — nu vil rådhuset gøre noget, mens man venter på Christiansborg.

Delecykler København

København er en af de mest cykelglade storbyer i verden, og de såkaldte 'delecykler' er et populært transportmiddel — især blandt turister.

De seneste tre år er antallet af udlejningscykler i København ikke mindre end fordoblet, så der i år er 13.000 registrerede udlejningscykler i København.

Sådan har det lydt i medierne i de sidste par uger, men rent faktisk er der formentlig endnu flere. I juni oplyste Københavns Kommune selv, at der nu er givet tilladelse til 15.000.

Men mange beboere er trætte af store klumper af delecykler, der ofte blokerer fortove og cykelstier. Især i Indre By har delecykler skabt frustration og debat.

Og med et stigende antal turister, der vil opleve København som københavnerne gør det — på to hjul — ser mange et stort behov for at få mere kontrol over de mange cykler.

Det gælder ikke mindst, fordi mange af turisterne slet ikke er vant til at cykle i en storby og derfor skaber kaos på både gader, cykelstier og fortove.

I sidste uge var der derfor indkaldt til stor diskussion inde på Københavns Rådhus. Her mødtes knap 30 repræsentanter fra branchen med embedsværk og politikere for at diskutere problemerne.

Quiz, skilte og hotel-information

Blandt de deltagende på mødet var Cyklistforbundet, hotelkæder, delecykelvirksomhederne og borgmester Andreas Keil (S), der har ansvaret for byens erhverv.

Han fortæller til branchemediet Byrummonitor, at han blev bekræftet i flere af de overvejelser, politikerne selv har haft omkring delecykler.

"Det, jeg hørte hele vejen rundt om bordet, var, at der er en udfordring. Der er et ønske om regulering af delecyklerne, og der er også et ønske om, at der skal være færre af dem. Det er vi meget enige om," siger han.

Hvor langt antallet skal ned, er der endnu ikke nogen konsensus omkring. Og hvordan man overhovedet skal tvinge antallet ned, er også et åbent spørgsmål.

Som situationen er nu, kan en kommune som København slet ikke regulere antallet. Det vil kræve ny lovgivning.

Kort før sommerferien vedtog rådhusets politikere, at man igen vil presse på hos transportministeren for at få loven ændret. Men Andreas Keil forventer ikke, at en ændring kan være på plads hurtigt.

Han har dog en ambition om, at nogle af de mindre indgribende tiltag kan nå ud i byen allerede inden næste bølge af sommerturister ruller ind i sommeren 2027.

Præcis hvad der skal ske, er endnu ikke afgjort, men på mødet kom en lang række forslag på bordet — forslag som nu skal samles sammen i et såkaldt 'forståelsespapir' mellem erhverv og kommune.

Nye skilte og direkte information om færdselsreglerne til turister på hotellerne er to af idéerne. En tredje er, at når turister skal låse en cykel op med den dertil indrettede app, så skal de igennem en lille quiz for at vise, at de forstår, hvordan man skal gebærde sig som cyklist i København.

Selve cyklerne er også et spørgsmål, der er oppe til debat hos Andreas Keil.

Elcykler er populære blandt turisterne, og den ekstra fart kan i sig selv være med til at skabe farlige situationer. Får man turisterne over på almindelige cykler — der kræver lidt mere rugbrød og hvor det går lidt langsommere — kan flere problemer blive løst, mener Keil.

Firma mistænkt for at flytte cykler

Parkeringen af de mange tusinde cykler er dog et separat problem.

Et af de udlejningsfirmaer, der ofte bliver kritiseret, er Lime, som har været mistænkt for at flytte privatcykler for at gøre plads til deres egne lejecykler ved byens cykelstativer. Reglerne er nemlig sådan, at cyklerne skal efterlades i et cykelstativ — eller umiddelbart ved siden af.

Dét fik beboere til at kontakte medlem af Borgerrepræsentationen Niels Bjerrum (S), der siden spurgte embedsværket på rådhuset, om dét egentlig er lovligt. Og svaret? Nej, det må man som udgangspunkt ikke.

Lime har generelt ikke det bedste ry på Trustpilot, hvor firmaet har en score på 1,2 ud af fem — og hvor flere anmeldelser netop går på parkeringen.

Én bruger udtrykte det i sidste uge således:

“Virkelig et dårligt firma. Cyklerne er dyre at bruge. Desuden bliver de smidt på kryds og tværs alle steder, hvor de er i nærheden af et parkeringsområde, om det så er på tværs af fortov eller porte. Og firmaet gør intet, selv om det bliver anmeldt.”

Barcelona og Amsterdam forbyder

Én af de løsninger, der allerede arbejdes med på rådhuset, er etablering af flere cykelparkeringspladser.

Ved Hovedbanegården har der i årevis været visioner om flere tusinde nye pladser — men det går langsomt med at få dem realiseret.

Inden årets udgang vil kommunen dog etablere lige knap 900 nye cykelparkeringspladser rundt om i byen.

Men det forventes ikke, at lidt flere cykelparkeringspladser løser problemet med de mange delecykler — eller med de turister, der ikke kan finde ud af at køre på dem eller parkere dem ordentligt. I hvert fald ikke lige med det samme.

En mere drastisk løsning kunne være helt at forbyde delecyklerne, som man nu gør i Barcelona.

Kun 10 % af delecyklerne bliver her brugt af beboere — resten bruges af turister. Og også her bliver udlejningsfirmaet Lime kritiseret for ikke at gøre nok i forhold til ulovligt parkerede cykler på fortove, veje og cykelstier.

Det har fået den spanske turistmagnet til at vedtage et totalforbud mod delecykler allerede fra 2027, selv om Barcelona kun har knap 3.500 delecykler fra private operatører på gaderne — altså mindre end en fjerdedel af, hvad man finder i København.

I stedet vil man udvide sit eget, offentlige system, som kun catalanere kan benytte sig af.

En cykelby som Amsterdam minder nok mere om København, men også her er man anderledes skrap mod delecyklerne.

I Amsterdam har man i dag slet ikke et system som i København — altså de såkaldte 'dockless' cykler, der kan stilles overalt i byen.

Allerede i 2017 forbød man systemet, da man mente, at lejecyklerne optog beboernes egne cykelparkeringspladser og blokerede fortovene — altså præcis som i København i 2026.

Et regulært forbud kommer dog ikke til København, hvis det står til Andreas Keil. "Men 13.000 [delecykler] er alt for voldsomt," lyder det fra ham, og der vil også blive kigget nærmere på, hvor de mange cykler skal stå henne.

I den kommende tid vil kommune og aktører arbejde videre med det "forståelsespapir", der skal sætte delecykel-retningen i København.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Peter Spanggaard
Forbyd el lejecykler og forlang at udlejerne for egen regning etablerer lokaler eller områder hvorfra cyklerne udlejes.
Sigurd
Det må være rimeligt at cykeludlejningsfirmaer benytter egne lokaler til at drive forretning. Helt ligesom andre virksomheder gør.
finn.breddam

Ud over regulering og lovgivning kunne man jo også overveje at fortælle turisterne en positiv historie om cykelbyen sammen med en pædagogisk vejledning i, hvordan man begår sig. Jeg forestiller mig en video på 5-8 minutter, med gode eksempler på dos and donts ude fra virkeligheden. Som der skal være links til i alt turistinfo, også det man ser før man kommer hertil.

Den kunne også bruges til at lokke dem ud af centrum, ud på de grønne cykelruter osv.

(Jeg ved, at der findes en rigtig fin animationsvideo på omkring 1½ minut fra et københavnsk cykelfirma, men den kan jeg bare ikke finde lige nu.)
finn.breddam

Alla andre virksomheder, der udlejer ting, starter med at købe (eller leje) lokaler til formået. De her virksomheder snylter på en meget begrænset ressource: de åbne arealer i byen, og/eller cykelstativerne. Det er lidt for nemt.

Hotelcykler er vel generelt en bedre løsning.
Elias_joergensen
Hertil kommer det stigende antal hotelcykler. Jeg har i hvert fald bemærket flere i år.
Louise Stahnke
Typisk dansk, at man ikke vil bruge erfaringer andre steder fra. Gør dog som i Amsterdam.
Opspin
De 13.000 delecykler kunne jo stille sig på nogle af de 125.000 offentlige parkeringspladser der er i København.
Lars Barfred 1
Som skal bruges af de 700.000 cykler der er i privateje blandt københavnerne og de flere hundredetusinde pendler fra omegenskommunerne.
Stefan
Transportmagasinet.dk - glæder mig til nyheder om bygninger. Det meste lader til at handle om transport og rekreative områder for tiden. Er byggebranchen helt død?
Lars Barfred 1
Rummet mellem bygningerne er måske i højere grad det der skaber byen i offentligheden, end facaden på bygningerne og rummene i dem.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling