pixel

Nye byrum med bassiner skal erstatte parkering ved Børsen

Der er afsat penge til at gå videre med markante, nye byrum ved Børsen — vi kigger planerne nærmere efter.

børsen vision slotsholmsgade

Bag Børsen ligger i dag en stribe asfalt med mange parkerede biler.

De fleste københavnere kender kun Slotsholmsgade som en slags bagside — noget man måske passerer på vej mod Christiansborg.

Men ved de nyligt overståede budgetforhandlinger på Københavns Rådhus blev kursen sat mod en både grønnere og vådere fremtid.

Vi kigger i disse dage nærmere på, hvad byens budget for 2027 kommer til at betyde for byens form.

Vand, træer og sivegade

I budgetaftalen for 2027 — som otte partier indgik først på måneden — blev der afsat 1,3 mio. kroner til en såkaldt 'foranalyse' af at skabe et helt nyt byrum omkring Børsen.

Baggrunden er, at intet som bekendt er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det er omkring 2½ år siden, at en stor del af Børsen brændte, mens den var i gang med at blive restaureret. 

Man er stadig ikke klar over hvorfor, men branden gjorde det i forvejen store projekt markant større. Mere end halvdelen af Børsen er nu i gang med helt at blive genopbygget — og ikke blot restaureret.

Da projektet alligevel har vokset sig større, spurgte Børsens ejer — Dansk Erhverv — sidste år sig selv, om man ikke kunne benytte lejligheden til også at gøre noget ved byrummene omkring den fredede bygning fra 1624.

Resultatet blev et idéforslag lavet af Praksis Arkitekter — sammen med restaurerings-eksperterne VMB og Leif Hansen Arkitekter. Det er samme hold, der står for genopførelsen af Børsen.

I forslaget bliver Slotsholmsgade lavet om til 'Børstorvet': to langstrakte vandbassiner langs Børsens sydside flankeret af de rækker træer, der allerede står der i dag.

Der vil stadig være adgang for biltrafik, men blot i en enkelt vognbane, der får status af 'sivegade' ligesom Strædet, der løber parallelt med Strøget.

Dén vognbane findes allerede i dag, hvor den fungerer som tilkørsel til nogle af de mange P-pladser. Men i forslaget bliver den altså til Slotsholmsgades eneste bane for biler, som samtidig skal køre helt på fodgængernes præmisser. Resten af Slotsholmsgade bliver til et bilfrit byrum. 

Parkeringen langs Børsen forsvinder helt. Tilbage er blot 27 pladser i enden af gaden foran Tietgens Hus, der ligger lige ved Knippelsbro. Til gengæld afsættes et areal til cykelparkering.

På projektets visualiseringer kan man gå fra Christiansborg Slotsplads og hele vejen langs Børsens facade med vand på den ene side og træer på den anden. I dag går man på et fortov mellem parkerede biler og en mur.

Af forslaget fremgår også, at man i krydset Børsgade/Slotsholmsgade kan inddrage lidt af Børsgade, der løber langs den anden side af Børsen ud mod kanalen.

Og samtidig vil man med Slotsholmsgades store ændring kunne nedlægge de fleste af de asfalterede vejbaner, der i dag skiller Christiansborg Slotsplads fra Børsen.

På dén måde kan projektet også betyde en sammensmeltning af de to markante bygningsværkers forpladser til et mere samlet byrum. 

Op mod 50 mio. kroner

Med den politiske beslutning denne måned følger ikke et løfte om også rent faktisk at føre noget ud i livet.  

Den finansierede foranalyse skal se på, hvad det ville koste og kræve at gennemføre projektet — og hvad det vil gøre ved trafikken og ved vandet.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen anslår på nuværende tidspunkt omkostningerne til et sted mellem 10 og 50 mio. kr.

Spændet siger noget om, hvor tidligt man er i processen, og at det endnu ikke ligger fast, hvad der i sidste ende skal laves.  

Dyre 70 centimeter

Projektet skal også skrive sig ind i Københavns vedholdende kamp mod vandet — den kamp, der skal forhindre, at byen igen ender som i 2011. Her resulterede voldsom regn i oversvømmede gader og huse — og en forsikringsregning på omkring 6 milliarder kroner.    

HOFOR's analyser peger på, at vandstanden ved Børsen i ekstreme vejrsituationer kan nå op på 2,65 meter — og terrænet omkring Børsen ligger kun knap to meter over havets overflade.

De 70 centimeters forskel kan ende med at blive meget dyre, hvis et nys genopført Børsen pludselig står under vand.  

Samtidig har HOFOR udpeget netop Slotsholmsgade som en kritisk strækning, hvor regnvandet ikke kan komme hurtigt nok væk. Udløbet til havnen ved Kalvebod Brygge er for trangt, og vandet kan stuve op.

Arkitekterne foreslår derfor også, at man hæver terrænet til 2,65 meter over havet hele vejen rundt om bygningen. Som en ekstra ventil vil man lægge en rørledning under Børsgade, der kan lede vand ud i Slotsholmskanalen.

Og hvis terrænet alligevel skal bearbejdes, kan gulvet inde i Børsen sænkes. Det vil give adgang uden trin fra gaden og direkte ind i Børsens nye spisesal i stueetagen.

Det nye byrum er med andre ord ikke kun pynt. Det er også overfladen på løsningen af et praktisk problem.

Idéen er ikke ny

Tanken om også at få noget positivt ud af den triste brand på Børsen er ikke ny.

Allerede i dagene efter branden talte daværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen med Paris' borgmester Anne Hidalgo, der sad i nogenlunde samme situation, da Notre Dame brændte i 2019.

Hidalgo rådede Hæstorp til også at kigge på omgivelserne, når man nu alligevel gik i gang med den store opgave med at genopbygge — præcis som Paris havde gjort. 

Og kort efter spurgte Hæstorp retorisk i radioens P1:

»Skal der være parkerede biler helt op til en fredet bygning, som måske skæmmer synet af den?« 

Her knap 2½ år senere er et foreløbigt svar altså blevet givet i byens budget for næste år: Nej, ikke nødvendigvis.

Børsgade forbliver som i dag — formentlig 

Efter Hæstorps udspil meldte den dansk-amerikanske tegnestue JRDV sig på banen i Magasinet KBH med en konkret vision for, hvordan området kan transformeres.

Arkitekterne fokuserede her på arealet foran Børsen — mod kanalen — og skabte en samlet plads over mod Christiansborg.

Som en del af dén øvelse skulle Børsgade indsnævres til blot én eller to vognbaner — mod i dag seks. På dén måde ville der blive plads til både grønt og flere fodgængere.

Dansk Erhvervs forslag rører derimod ikke umiddelbart ved Børsgades bredde langs det meste af den. De seks vognbaner og de 25.000 daglige bilister over Knippelsbro får lov at blive, hvor de er.

Torvegade er dog netop nu ved at blive indsnævret, og potentielt vil der i fremtiden være mindre behov for bilkapacitet på Børsgade. I et endeligt projekt for nye byrum omkring Børsen kan man derfor ikke udelukke, at også denne side af bygningen bliver inddraget.    

Hvad skal analysen svare på?

Foranalysen skal blandt andet netop se på, hvordan trafikken kan afvikles, hvis projektet realiseres — og hvor mange P-pladser der reelt forsvinder.

Slotsholmsgade har historisk været en 'smutvej' for høje køretøjer, der ikke kan komme under Knippelsbro. Men efter at Rigsdagsgården blev lukket for gennemkørsel — og efter erfaringerne med den omlagte trafik under arbejdet med Børsen — vurderer forvaltningen nu, at gaden godt kan indrettes anderledes end i dag.

Analysen skal også afklare, hvem der betaler.

Dansk Erhverv har ifølge budgetnotatet stillet sig positivt over for at bidrage. Og HOFOR skal undersøge, hvad der kan finansieres over de såkaldte 'vandtakster', som det offentligt ejede selskab opkræver, og som blandt andet kan bruges på håndtering af regnvand i byen.  

Den historiske beliggenhed taget i betragtning kan fonde sandsynligvis også komme i spil. A.P. Møllerfonden har f.eks. allerede doneret 40 mio. kroner til Børsens restaurering. 

Foranalysen ventes først færdig i januar 2028 og forelagt til politisk behandling kort efter.

Børsen selv står efter planen klar ultimo 2029.

Dét betyder, at hvis det nye Børsen og de nye byrum skal stå klar på samme tid, så har Københavns Kommune efter endt foranalyse knap to år til at eksekvere de nye byrum.

Hvis de altså endeligt vedtages til dén tid. 

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

tommy64nielsen_2327
Plant træer, buske og andet grønt. Ikke flere nytteløse og ubrugeligt vand. Der er i forvejen for lidt grønt i København.
Ulv
Ser nydeligt ud. Så må man håber, at der bliver ordentlig vandgennemstrømning i bassinerne, så det ikke bliver stillestående, stinkende vand, der skal præge de smukke, historiske omgivelser. Dette er for ofte et problem, når vandspejl etableres omkring i byen.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling