pixel

Sådan skal Danmarks største cykelkryds bygges om

Bredere cykelstier, færre sving og mere plads til fodgængere — vi ser nærmere på planerne for ombygning af det travle kryds ved Søtorvet.

Cyklister ved Søtorvet

Det kræver tungen lige i munden og antennerne ude, hvis du er en af de mange cyklister, der skal gennem det fembenede kryds ved Søtorvet i myldretiden.

For krydset er ikke helt som de fleste. Kommer man fra Nørrebro og skal mod Vendersgade, krydser man først Nørre Søgade og fortsætter ned ad en smal cykel-shunt. Her krydser fodgængere cyklisternes vej, og man må derfor afvente de gående, før turen kan fortsætte.

De mange trafikanter på begrænset plads skaber trængsel — særligt i myldretiden. Og trafiksikkerheden er også en udfordring.

Over en fem-årig periode er der registreret 14 uheld mellem cyklister og motorkøretøjer i området. Tre af dem medførte personskade.

Og der er trængsel nok at tage af. Mere end 41.000 cyklister passerer dagligt Dronning Louises Bro, der er landets mest trafikerede cykelforbindelse.

Det er faktisk flere cyklister, end der hver dag kører biler over Storebæltsbroen.

Tilbage i marts fortalte vi om kommunens planer om at forbedre cykelforholdene tre steder i byen.

Ét af projekterne var netop krydset ved Søtorvet — og siden er en omdannelse rykket en hel del nærmere.

Staten har nemlig bevilget 6,6 mio. kroner fra den nationale cykelpulje til arbejdet. Og samtidig afsatte Københavns Kommunes politikere 11,5 mio. kroner på byens budget for 2027, der blev aftalt i september.

Og dermed er der nu penge til omdannelsen.

Tre svingbaner = plads til cyklisterne

Planen er grundlæggende at give mere plads til cyklister og fodgængere — på bekostning af biltrafikken.

Tre svingbaner for biler skal væk, og pladsen skal i stedet bruges på bredere cykelstier og fortove.

De tre svingmuligheder — blandt andet venstresvinget fra Dronning Louises Bro — benyttes ifølge kommunen kun af et fåtal af bilister, og derfor kan pladsen altså bruges bedre.

Den største udvidelse sker netop på Dronning Louises Bro, hvor cykelstien i retning mod Søtorvet efter planen skal vokse fra fire til seks meter.

Også den smalle cykelshunt mod Vendersgade skal udvides fra cirka halvanden meter til nu 2½ meter.

Det fem-benede forløb gennem krydset skal samtidig gøres lettere at aflæse med tydeligere afmærkning og nye cykelfelter — mens venstresvingende cyklister får større ventearealer.

Fodgængerne får også mere plads med bredere fortove og fodgængerfelter — blandt andet omkring cykelshunten, hvor cyklisters og fodgængeres veje krydser hinanden.

Også trafiklysene skal justeres for at få trafikken bedre gennem krydset. Kommunen vil desuden undersøge, om cyklister fra Øster Søgade kan få lov til at dreje til højre for rødt mod henholdsvis Dronning Louises Bro og Gothersgade.

Cyklister vinder tid — bilister mister

Hvis kommunens beregninger holder stik, bliver forskellen især mærkbar i morgenmyldretiden. De omkring 2.500 cyklister, der kommer fra Dronning Louises Bro mellem klokken 8 og 9, forventes i gennemsnit at spare 30 sekunder på turen gennem krydset.

For bilisterne går regnestykket den anden vej: Omkring 1.000 biler, der i samme tidsrum kører nordpå ad Nørre Søgade, forventes at få cirka 30 sekunders længere rejsetid.

Alligevel beregner kommunen en samlet tidsbesparelse for trafikanterne i krydset på 12,5 timer — alene mellem klokken 8 og 9.

Mere end halvanden arbejdsdag vil altså blive sparet hver dag på én time ved at justere lidt på krydset. 

For bus 5C regner man ikke med, at projektet vil have konsekvenser. Men linje 350S vil måske blive omlagt, så den fremover fortsætter ligeud ad Frederiksborggade i stedet for at dreje til venstre ad Øster Søgade.

Beregningerne er dog foreløbige. Kommunen skal nu gennemføre en større analyse, der blandt andet skal undersøge trafikken uden for morgenspidstimen og konsekvenserne af længere bilkøer på Nørre Søgade.

Det endelige forslag vil først ligge klar sidst i 2028, og hvis tidsplanen holder, skal det ombyggede kryds stå klar til brug i juni 2030.

Går det som Cyklistforbundet ønsker, vil der dog til den tid også være gang i opførelsen af en ny cykelbro over Søerne, som netop skal hjælpe til med at aflaste krydset ved Søtorvet. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Opspin

Midt i myldretiden er der konstant biler som ikke kigger 5 meter frem og tror at de kan komme over krydset når der er gult, og ender med at stå i krydset og spærre for fodgængere, cyklister og busser.

Måske skulle man løse problemet ved kun at lade en enkelt vejbane føre bilerne ind til krydset, og så lade to vejbaner stå efter krydset, så dem som fejlagtigt tror de kan køre over har en ekstra vejbane at køre over i så de ikke laver krydsblokade.

Som det er i øjeblikket løser de ekstra vejbaner jo ikke noget problem, da bilerne alligevel sidder i kø i sneglefart efter krydset.
Opspin
Det ville faktisk være ufattelig nemt at teste, sæt en person til at tælle hvor mange biler der ikke når over før der er grønt den anden vej i myldretiden, og også tælle hvor mange biler som kommer over i det hele taget, og så en anden person til at køre et par testture frem og tilbage fra Fredens Plads til Gyldenløvesgade for at se hvor lang tid det tager, og så kan de efter en time stille kegler op som spærrer den ekstra vejbane ind mod krydset af I begge sider, og så tælle igen hvor mange biler der nu laver krydsblokade, hvor mange kommer over krydset i det hele taget, og om det har nogen reel betydning for turen fra Fredens Plads til Gyldenløvesgade eller den modsatte vej.
Malte Vinding
Det problem du påpeger handler udelukkende om at koordinere signalfaserne bedre. Du kan få præcis det samme problem med den løsning du beskriver. Og jeg kan forstå at tilpasning af signalfaserne netop er en del af projektet. Så mere kompliceret behøver det ikke at være.
Kristian Lyhne-Nielsen
I har sat prikken i kortet på Fredens bro og ikke Dronning Louises bro, som artiklen handler om.
Opspin
Ja og skrevet cykekbro over Søerne
Kristian Lyhne-Nielsen

Den del er nu go nok. Cyklistforbundet har foreslået en bro fra Gothersgade over søen.

https://www.magasinetkbh.dk/indhold/ny-cykelbro-over-soerne-cyklistforbundet
redaktoren
Tak, den er flyttet.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling